Leder

Sæt Villy ind

10. marts 2008

DER GIK CHOKBØLGER gennem dyrevennerne i weekenden, da det kom frem for en bredere offentlighed, at den uld, vi bruger til vores strikvarer, er fra-tvunget fårene i Australien under store lidelser. Man skærer hud af deres bagdele for at undgå, at spyfluer lægger deres æg her. I det mindste kunne man bedøve dem først, men det er man kun så småt ved at finde ud af.

Igen var det Dansk Folkeparti, der var først ude med en skarp fordømmelse og en henstilling til udenrigsministeren om straks at protestere. Hvorefter repræsentanter fra modebranchen også rykkede ud. Og lur os, om ikke det ender med, at vi ikke køber de australske farmeres uld, hvis de ikke snart får bedøvet alle fårene, før de skærer. Ellers får Australien det samme omdømme hos os, som danskerne har fået andetsteds i Sydøstasien, hvor man ikke vil købe mælk fra Arla.

På den måde fungerer globaliseringen. Et såret får i den ene ende af verden, sætter en kædereaktion i gang, som når til den anden. Man kan ikke længere gå og fifle med den slags i al hemmelighed.

UDMELDINGEN er anden gang på en uge, at Dansk Folkeparti scorer point ved at reagere direkte og hurtigt på en sag. Første gang var, da en guldsmed i Grønnegade i København blev berøvet for store værdier, en follow-up til dengang, det gik ud over en urmager, som måtte et halvt år bag tremmer for at have skudt efter røverne med en pistol. Guldsmeden havde kun skudt med et videokamera og står nok kun til en bøde, men Dansk Folkeparti hørte græsset gro blandt vælgerne, hvoraf mange af de "sundt fornuftige" nok vil mene, at røverne i begge tilfælde selv var ude om det.

Ja ja, selvtægt er en grimmer ting, men ikke desto mindre er Dansk Folkeparti blevet et af landets største partier ved at tolke folkedybet og slå til. Der er ikke langt fra beslutning til handling i det topstyrede parti.

De andre partier har ikke noget svar på disse hurtige udmeldinger. Det skal jo først diskuteres i diverse organer og udvalg, for og imod, hvorefter toget er kørt.

DE HAVDE IKKE noget svar - indtil for nylig. For der er sket noget i dansk politik. Den nye mulighed, det nye mantra, lyder i sin korthed: 'Send Villy!'

Vi har jo ikke nogen Rambo, vi kan sende, og Nyrup, der ellers har uld som gebet, er forsvundet nede i EU, men med den nye tiltro til den før så undervurderede politiker, har givet ny optimisme: Ingen tvivl om, at Villy Søvndal lige nu kunne gå på vandet hele vejen til Australien og med et par velvalgte sætninger til overskrifterne i Canberra Times m.v. få sat en stopper for mørkemændenes mishandling af de klippede får. Villy Søvndal har nemlig forstået, hvad moderne politik går ud på: at stjæle de andre partiers politik. Venstre og Dansk Folkeparti stjal fra Socialdemokraterne, nu stjæler han fra dem med den nye march mod islamisk ekstremisme, som han er ved at arrangere.

Vi går en ny, interessant stjæletid i møde i dansk politik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristen Bjørnkjær:

"Villy Søvndal har nemlig forstået, hvad moderne politik går ud på: at stjæle de andre partiers politik. Venstre og Dansk Folkeparti stjal fra Socialdemokraterne, nu stjæler han fra dem med den nye march mod islamisk ekstremisme, som han er ved at arrangere."

Det bliver rigtig spændende at se, hvilken march der får flest deltagere, Villy Søvndals Danmark-For-Danskerne march, eller den antiracistiske moddemonstration.

Ander Fogh Rasmussen:

»Jeg er særdeles tilfreds med udviklingen i værdidebatten, og jeg ser det som en stor tilfredshed, at Villy Søvndal efter et par kolbøtter, et par saltomortaler og en kovending - det man i sportens verden vist vil kalde en tredobbelt Villy - er landet på den rigtige side i værdi debatten«

Ja man forstår godt at statsministeren slikker sig tilfreds om munden som en mæt kat. Manden kan med god grund simpelthen ikke få armene ned.

At Helle Thorning Schmidt også siger at hun ikke kan få armene ned, skal man vist være højrefløjs socialdemokrat for at kunne forstå...

Nedenstående kommentar fra debatsektionen i dagens avis d. 11-3 fortjener virkeligt at blive gengivet her. Tak for dit indlæg

"Useriøs avis" af Jens Bjarnø, København Ø

Der var engang en seriøs avis, der hed Information. Den lagde vægt på en høj grad af journalistisk hæderlighed, en stor kulturel spændvidde, og et sobert grafisk udtryk.

Af en eller anden grund blev disse kvaliteter mere og mere udvandede, og avisen blev mere smart, -dumsmart. Måske for at tiltrække nye læsere, der holdt af det dumsmarte.

Forsiderne blev fyldt med reklamer, overdimensionerede farvefotos og sensationsprægede overskrifter med referencer til artikler, der ofte burde være skrevet med petit eller helt udeladt.

Senest har forsideredaktøren åbenbart kastet sin kærlighed på svin, idet vi med få dages mellemrum har set så charmerende overskrifter som 'Hvorfor er svenske mænd nogle svin' og 'Hvad laver du her dit sorte svin'.

Ekstrabladet må være grøn af misundelse over, at Information har en så åndfuld og kreativ medarbejder.

Bunden af Informations deroute er foreløbigt nået med bladets hetz mod Villy Søvndal, specielt 'Bjørk's bagsideleder i mandags, hvor 'Bjørk' på fuldstændig grotesk og pueril vis får sammenkædet mishandlingen af australske får med Villy Søvndals politiske holdninger for til sidst at konkludere, at hans forståelse for politik er: "at stjæle de andre partiers politik"!!!

Også her må Ekstra Bladet opgive at være med. Magen til en så indsigtsfuld, velargumenteret og nuanceret lederskribent skal man lede længe efter.

Go'daw do ... og farvel Information

Erik Jensen:

Senest har forsideredaktøren åbenbart kastet sin kærlighed på svin, idet vi med få dages mellemrum har set så charmerende overskrifter som 'Hvorfor er svenske mænd nogle svin' og 'Hvad laver du her dit sorte svin'.

Enig. De personer der har lavet overskriften "Hvad laver du her dit sorte svin'." burde søge sig et arbejde hos Jyllands Posten eller Surrend. De har ikke noget at gøre på dagbladet Information.