KVINDER JAMRER og indtager en helt urimelig offerrolle, og mænd er nogle egoistiske svin - kort og godt. Man kan grine af stereotyperne og den barske tone i ligestillingsdebatten, og det letteste i verden er, at ignorere den eller slå den hen i lummer humorisme om kvinde- og manderoller.
Men analyserer man status for ligestillingen og forholdet mellem mænd og kvinder anno 2008, er der desværre ikke meget at grine af. Det er grundlæggende ulykkeligt og fastlåst i en uforløst position - det tyder ikke blot debatklimaet på, men også tomgangen, aggressiviteten og stilstanden i argumenterne og statistikkerne over kvinders repræsentation på topposter, ligeløn og meget mere. Dagen i dag - den 8. marts - er en af årets vigtigste mærkedage, fordi den bringer emnet ubarmhjertigt på banen om kvindeundertrykkelse, mandefrustrationer, ligestilling og forholdet mellem kønnene. Vi ser på os selv og hinanden og bliver mindet om, hvor svært det er at forstå det andet køn og leve med strømmen af dagligdagens kompromiser. Kvindernes kampdag er i disse år en manifestation af, at vi befinder os i en meget vanskelig brydningstid, hvor frustrationerne og de uløste konflikter ligger lige under overfladen, og hvor det at give dem frit løb ikke nødvendigvis er det, der skal til for at bringe os videre. Tiden efter kvindefrigørelsen i sidste århundrede har ikke ført til større harmoni mellem kønnene - tværtimod har den suget kønskampen og kønsdebatten ned i en uløselig sump, hvor grøfterne kun graves dybere.
HVORFOR NU denne pessimisme? Først og fremmest fordi den er nødvendig, fordi det er nødvendigt, at se den i øjnene, før den æder os og splitter os ad. En almindelig udviklingspositiv forudsigelse har hidtil været, at når blot kvinderne får fodfæste på arbejdsmarkedet i stort tal, og når de tager deres del af de videregående uddannelser, og når mændene lærer at tage mere barselsorlov, halvdelen af husarbejdet og flere af børnenes sygedage, så vil ligestillingen og harmonien komme hen af vejen - skridt for skridt vil konflikterne høre op og ligestillingskampen få plads i historiebøgerne.
Men så enkelt er det desværre ikke - en læsning af dagens tema i Refleks og de senere dages reportager her i avisen fra ikke mindst den svenske feminisme-debat tegner et billede af skyttegrave, der aldrig har været dybere. Samlivet og sameksistensen mellem mænd og kvinder i parforholdet, på arbejdspladsen og alle andre steder ophober stadig så mange frustrationer, bristede forhåbninger og knuste drømme, at det er svært at se noget lys for enden af tunnelen, fordi vi grundlæggende ikke vil eller magter at forstå hinanden. I stedet for at forenes i en syntese af gensidig respekt er positionerne groet fast. Mænd og kvinder er ganske vist sluppet ud af traditionens jerngreb, som holdt dem fast i århundreder, men det, som skal erstatte de gamle mønstre, er aldrig fundet, og vil måske aldrig blive fundet. Vores kønsrelationer er et historisk eksperiment, som ingen kender resultatet af. Og i stedet for samfundsmæssigt konstant at udfordre denne kernerelation mellem mennesker, er kampen for frigørelsen for både mænd og kvinder gjort individuel og til et tyngende åg for den enkelte.
INGEN VIL længere påstå, at mænd og kvinder skal ligne hinanden for at skabe harmoni. Vi er forskellige, men i stedet for at respektere forskelligheden og måske drage fordel af den, så er netop forskelligheden i masser af forhold kilde til de største uoverensstemmelser. Når mænd prioriterer jobbet og karrieren, bliver det af kvinderne opfattet som et egoistisk valg. Når kvinder i en periode vælger at prioritere børn og hjem, bliver det af manden opfattet som lystbetonet.
Når det så viser sig, at kvinden ikke får topstillingen eller får en lavere løn, skyder hun skylden på manden, og når manden falder om af stress, hjerte-kar-sygdomme, misbrug og dårlig levevis, skyder han skylden på kvinden, som har fyldt ham med dårlig samvittighed over, at han blot gjorde det, han var bedst til. Det kan godt være, at han ikke siger det, men inderst inde mener han, at det er hendes skyld. Og så er vi tilbage ved skyttegravene og bitterheden: Hun jamrer og gør sig selv til offer, og han er et egoistisk svin.
OG NEDENUNDER alt dette ganske vist karikerede reaktionsmønster ligger så alle de nedarvede og genetiske forskelle, som styrer vores liv og præferencer, som blandt andet betyder, at kvinder sjældent ønsker sig en partner, som er mindre intelligent eller har lavere status end hende selv. Som betyder, at mænd tiltrækkes af kvinder, der er omsorgsfulde og kvinder foretrækker stærke mænd og så videre og så videre.
Det er der ingen samfund, der har fundet løsningen på, og slet ikke den postmoderne vestlige kultur. Tværtimod betyder samfundsstrukturen og arbejdsmarkedets indretning, at forholdet mellem kønnene repræsenterer så store komplikationer, at det desværre 40 år efter 1968 er forbundet med ligeså megen ulykke som lykke.
