Leder

Tak, OPEC

Debat
6. marts 2008

Se nøje på grafen på denne side. Det kunne være et spejlbillede af olieprisens himmelflugt som beskrevet i tirsdagsavisen. Fra omkring 15 dollar pr. tønde for et årti siden til næsten 104 dollar i mandags. Men grafen viser noget helt andet. Den viser udbredelsen af sommerhavisen i Polarhavet, som den har udviklet sig de seneste tre årtier. År for år en stedse kraftigere afsmeltning i sommermånederne, en trend som længe har foruroliget forskerne og fået dem til at advare mod den fortsatte globale opvarmning. Det store chok - se grafens slutpunkt - kom imidlertid i september sidste år, da isens udbredelse omkring Nordpolen pludselig styrtdykkede til 23 pct. mindre end i det hidtidige rekordår, 2005. "Havisdækket er i en nedadgående spiral og kan have passeret 'the point of no return'," lød alarmmeldingen fra Mark Serreze, seniorforsker ved US National Snow and Ice Data Center. Han og hans kolleger forudså, at hele Det Arktiske Hav kan være sommer-isfrit i 2030, 70 år tidligere end forudsagt af FN's klimapanel. Senere sidste år fremlagde kollegaen Wieslaw Maslowski, Naval Postgraduate School i Monterey, Californien, nye modelstudier, der peger på, at Polarhavet kan blive isfrit allerede om fem-seks år.

I Informations mandagsudgave var det så den fremtrædende norske is- og klimaforsker Olav Orheim, chef for det Internationale Polarårs norske sekretariat, der spåede, at den østlige del af Polarhavet mellem Nordpolen og Sibirien allerede til sommer vil blive isfrit. For første gang kan der blive tale om uhindret sejlads helt fra Nordvestpassagen mellem Sibirien og Alaska og ned til nordiske farvande. Orheim beskrev som Serreze den onde cirkel: Kraftig sommersmeltning betyder mindre isdannelse gennem vinteren, som betyder større sandsynlighed for endnu mere afsmeltning næste sommer, som... Samt den anden selvforstærkende mekanisme: Issmeltning i Arktis øger havets varmeoptagelse, som øger lufttemperaturen, som forstærker afsmeltningen, som... Denne opvarmning vil også accelerere afsmeltningen af Grønlands indlandsis, der allerede foregår i et tempo, som chokerer forskerne. Smelter indlandsisen, vil det på sigt få verdenshavene til at stige seks meter.

'Så fat det dog', får man lyst til at udbryde. Længst mod nord er en dramatisk, selvforstærkende og skæbnesvanger klimaproces i gang, som fordrer øjeblikkelig politisk handling. EU optræder på verdensscenen med et budskab om, at vi ifølge FN's klimapanel har 10-15 år til at stoppe CO2-udledningernes vækst, men det er et budskab, som ikke kan genfindes i panelets rapporter. Her tales der tværtimod om en deadline senest i 2015, dvs. om højst syv år. Og nu lyder forskermeldingerne altså, at selv klimapanelet undervurderer tidspresset, fordi man ikke har forudset hastigheden af bl.a. de nedadgående spiraler mod nord.

"De politikere, der sidder med ansvaret for at forsøge at bremse processen, har på ingen måde taget budskabet til sig," sagde Olav Orheim i mandagsavisen.

Det gælder i stort som i småt. Hvorfor skal f.eks. Connie Hedegaards nye klimakommission - med flere glimrende navne, men mangel på energiplanlæggere og -praktikere - have to år at arbejde i, når man ser på de enorme vidensmængder om både klima og energi, der allerede foreligger? Hvorfor skal EU-landene bruge et år eller mere på at slås om det nye interne klimamål, der på forhånd er for uambitiøst?

Det er fristende at søge trøst i kurven over olieprisens stigning. Det forhold, at nye oliekilder ikke længere kan matche kombinationen af stigende efterspørgsel og eksisterende kilders udtømning, presser prisen stadig længere op. Til 120 dollar inden et halvt år, spåede De Forenede Emiraters oliedirektør, Peter Barker-Homek, tirsdag. Måske til 200 dollar i 2011 siger EU's energikommissær, Andris Piebalgs. Og dét kan være mekanismen, der mere effektivt end fodslæbende politiske processer kan befordre skiftet til vedvarende energi og effektiv energianvendelse. For hver dollar olien bliver dyrere - gas og kul følger automatisk med op - øges konkurrencedygtigheden af de bæredygtige, klimaneutrale teknologier. Derfor bør man takke OPEC's olieministre for, at de på deres møde i Wien i går afviste pres fra bl.a. USA om at skrue op for oliehanerne. Jo mere OPEC strammer hanerne, jo højere oliepriser, jo bedre for det globale klima.

Nogle fagfolk hævder, at omkostningerne ved at finde ny olie i små og spredte forekomster er blevet så høj, at olieselskaberne i stigende grad vælger at bruge milliarderne til andre formål. Det ville være den allerlykkeligste udvikling. BP's 'risikomanager' indtil for nylig, Jan-Peter Onstwedder, har beregnet, at selskaberne allerede har identificeret betydeligt større reserver, end klimaet kan bære afbrændingen af, hvorfor de passende kan spare de 50 mia. dollar årligt, som trods alt stadig bruges på efterforskning.

Når det gælder det smeltende Arktis, er markedets logik og bitre ironi dog formentlig, at kombinationen af isfrie, tilgængelige farvande og stigende oliepriser vil friste olieselskaberne til her at søge den sidste olie, hvis afbrænding kan sikre endnu mere issmeltning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Hvis det fri markeds aktører var i besiddelse af en rationalitet, der satte dem i stand til at se lidt længere frem, end til tilfredsstillelsen af egne snævre og kortsigtede behov, kunne man begynde at tale om at markedskræfterne ville være i stand til at tage vare på sig selv og sin omverden.

Men da det bedre kan betale sig, at brænde en liter olie af i dag med det afkast det giver, dvs. det der er stort nok til at skaffe sig en ny liter i morgen plus lidt mere, så gør man det. Også selv om den netop afbrændte liter ville have været ti gange så meget værd om føje år, på grund af den mangel på energi der opstår i takt med forbruget af den.

Og ikke et ord om global opvarmning, det er alt for abstrakt for markedet.

Men det at den vestlige verdens enorme mængder af oparbejdede nominelle værdier (der nu er registreret i form af fast ejendom, store utidssvarende boliger, et kæmpe oliebaseret kapitalapparat/produktionsapparat, en transportsektoren med sit gigantiske olieforbrug) snart kan afsløre sig som meget lidt værd, det burde selv de mest indavlede markedsøkonomer og aktører på kunne se!

Egentlig kan det undre, at man i det politiske system, og i medieverdenen ikke fokuserer mere på det. Der burde være penge i det! I stedet fornemmer man nærmest en moralsk og ideologisk modstand mod problematikken, eller en form for kollektiv fortrængning.

Olien er et kæmpe problem. Men i stedet begynder nogle at moralisere over OPEC, ud fra en monetaristisk distinktion mellem illegitime og legitime aktører. Som om den økonomiske videnskab over hovedet var i stand til teoretisk at drage en gyldig distinktion mellem økonomi, samfund eller sig selv, mellem sig selv som udbydere af bekvemme beskrivelser og den verden deres bekvemme beskrivelser og bortforklaringer falder i.

Sagen er at ingen ved om bunden er nået, eller rettere toppen af hvad der kan produceres af olie. Ingen ved om OPEC i lang tid har overdrevet reservernes størrelse for at holde forbrugerne fast i troen på, at der var fremtid i at satse på olieøkonomien, eller om man holder igen på produktionen nu, bare for at hæve prisen. Resultatet er det samme. Prisen er høj, og den bliver højere med tiden.

De mekanismer i det økonomiske system, som resten af det moderne samfund også har underlagt sig, har ført til den ensidige satsning på vækst i den petrokemiske del af økonomien. Man har valgt at tro på, at det oliebaserede apparat kan konverteres om til noget, der ikke fungerer på olie, eller til noget der kan erstatte den. Den tro var og er blevet afsløret som tro allerede for mere end 50 år siden. Evolutionsteoretisk er det fløjtende ligegyldigt om man taler om 10, 20 eller 30 år mere. Man skal se det i forhold til det faktum, at livet på jorden er 3 milliarder, og at vi selv kun har været her i den form vi har i ca. 100.000 år.

Det er som menneske svært ikke at forholde sig moralsk til dumheden. Men evolutionen er fuldstændigt kold i røven. Det moderne samfund lever på sin selvbeskrivelse, den svarer ikke til en skid, og vi er offer for den.