Leder

It's showtime

16. april 2008

SILVIO BERLUSCONI. Nicolas Sarkozy. Barack Obama. Tony Blair. Hvad har de til fælles ud over, at de alle er politikere? Ikke meget vil mange sikkert mene. To europæiske nationalkonservative, en forhenværende britisk Labour-premierminister, og en amerikansk demokrat.

Men de har en klar fællesnævner: Karisma, medietække, udstråling, you name it. De er fremragende kommunikatorer både elektronisk og live ved folkemøder, hvor de formår at få vælgerne til at tro på noget, der med klicheens ord er "større end dem selv." Med en teknologisk drevet medieudvikling som først gav os 24-timers nyhedsdækning og nu endeløse strømme af mobile muligheder for opdatering af både budskaber og opførsel, er det indlysende, at toppolitikere, som ikke er begavet med en god dosis karisma, har det svært.

Det er imidlertid ikke nyt, at man kan komme langt med gode talegaver og evner for folkeforførelse - nazismen, kommunismen og fascismen har haft sine 'karismatiske' talere. Det nye er, at hvad der tidligere bekvemt kunne defineres som afvigelser fra den politiske metiers grundform - saglighed, ordentlighed, evne for forhandlinger som håndværk samt et vist mål af visioner og idealer - nu er blevet populariseret til luftig mainstream. Det er i dag vigtigere i global politik at kunne "inspirere" med egen begejstring og selvsikkerhed end at fremlægge konkrete, kedelige reformer af f.eks. pensionssystemer, sundhedsvæsener, skattesystemer og europæisk politik.

BEGRÆDELIGT vil mange mene, men facit er gjort op. Det politiske liv er endegyldigt blevet en scene, som senest er fremragende beskrevet i den franske bestseller 'L'aube le soir ou la nuit' hvor instruktøren og forfatteren Yasmina Reza sidste år skildrede, hvordan den temperamentsfulde Nicolas Sarkozy vandt det franske præsidentvalg på en unik cocktail af showmanship, PR og fængende slogans.

Sarkozy har imidlertid også en klar politik. Og her hopper argumentationskæden for ofte af, og jammerkommoderne tager over, når eksperter og kommentatorer analyserer det politiske show. Ofte antager kloge-Ågerne automatisk, at hvor der er form, er der ikke indhold. "Luftig" er det ord, som ved siden af "karisma" og "dynamisk" optræder oftest, når analytikerne skal dissekere det amerikanske überkarismatiske fænomen Barack Obama, selv om hans politik ligger ganske tæt på rivalen Hillary Clintons.

TILBAGE til ugens vinder: Berlusconi. Hvad har den solbrændte TV-magnat og mangemilliardær med et rygte som en falleret brugtvognshandler formået politisk?

Først og fremmest har Berlusconi om nogen magtet at gøre italiensk politik til en integreret del af den forbrugskultur, som han selv udbreder via sine tv-kanaler. Han har forstået, at billeder ofte virker mere virkelige end alle andre typer informationer. Berlusconis indtræden i politik i 1994 er blevet beskrevet som en overgang fra et deltagerdemokrati til mediernes demokrati. Med politologen Giovanni Sartoris ord "et telekrati."

MEN ELLERS HAR Berlusconi langt fra imponeret med sit kendskab til det politiske håndværk. Hjemme eller ude.

I Bruxelles husker EU-diplomater stadig med gysen, hvordan han stort set ene mand formåede at spolere forhandlingerne om den europæiske forfatning, der brød sammen under et topmøde i december 2004, hvor italienerne havde formandskabet.

Da en journalist under en kaotisk pressekonference umiddelbart efter mødets slutning spurgte den italienske ministerpræsident om, hvorvidt han som EU-formand havde ansvaret for det spektakulære kollaps, brød Berlusconi ud i en rasende ordstrøm, hvor han blandt andet gjorde den kritiske udspørger klart, at han var "chef for mange tusinde ansatte" og en af Italiens mest succesrige erhvervsledere. "Så jeg ved nok en hel del om at lede," som han sagde.

Men evner for politik ækvivalerer netop ikke uden videre et talent som privat erhvervsmand, hvad mange succesrige forretningsfolk kan skrive under på. Se blot på danske Lars Kolind for eksempel. Eller betænk, hvor få toppolitikere, der evner at skabe sig en karriere i det private efter en politisk karriere.

KONKLUSIONEN er både opmuntrende og ligger lige for: Det er nok nødvendigt med politisk karisma i det mediestyrede og mobile samfund. Men det er ikke tilstrækkeligt til at sikre langvarig politisk succes. Her behøves nu som tilforn substans i form af en politisk vision eller et projekt.

Hvilket vi vil se, når Berlusconi - igen - vil kollapse uden at have gennemført de samfundsøkonomiske reformer, som det italienske samfund skriger på.

Forstenet, forgældet og styret af mænd på omkring de 70, indtager det kulturelt rige land rollen som Europas syge mand. Oppositionens mand Walter Veltroni har ganske rigtigt, som han selv siger, tiden for sig. Og han er også en karismatisk politiker.

AG

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det grænser til injurier at sammenligne mafiabossen Berlusconi med seriøse politikere. Sandheden er jo blot, at det er lykkedes for Berlusconi, hvad der mislykkedes for Mogens Glistrup, nemlig ved at lege politiker at undgå at komme i spjældet.

Stakkels Italien! Mussolini sagde engang: "Om man kan regere italienere? Ja, selvfølgelig - det nytter bare ikke noget." En selverkendelse, man kunne ønske sig hos hans arvtager.