Den kendte kunstner Vorherre udstiller i disse dage i København. Det går naturligvis ikke stille af, eftersom der er tale om et af hans hovedværker: Den menneskelige krop. Den har vi set før, vil nogen sikkert sige, for man kan jo eksempelvis se den i et stort spejl. Men denne gang ser man den indeni, og dét er det opsigtsvækkende nye.
Aldrig så snart var udstillingen Bodies åbnet, førend der også blev åbnet for den debat, der har fulgt med, næsten som en integreret del af udstillingen, overalt, hvor den er vist, begyndende i Florida i 2005 og nu set af millioner af mennesker i New York, Las Vegas, Washington, Mexico City, Santiago de Chile, Madrid, London, Wien, Prag, osv. Etikere og religiøse har forsøgt at stoppe den, men hidtil forgæves.
Debatten har mange aspekter, som til sammen har givet uhørt mediehype.
Udstillingen er udgået fra det medicinske falkutet på universitetet i Michigan, hvilket har været med til at blåstemple det videnskabelige aspekt. Man har her arbejdet med en ny konserveringsmetode, noget med acetone og et silikonebaseret stof, kaldet plastination, som gør, at kroppe og kropsdele kan bevare deres originale udseende på en hidtil uset og langtidsholdbar måde. Resultaterne har man så syntes, man ville vise frem for almenheden og som snart alting i USA på kommerciel basis.
ARRANGØRERNE har lagt vægt på det pædagogiske aspekt, hvilket de mange forklarende tekster på små skilte vidner om, og som helt sagligt fortæller, hvad det er, man ser. I Danmark var det da også undervisningsministeren, som var med, da udstillingen i sidste uge vistes frem for pressen og den første skoleklasse. At almindelige folk og ikke mindst de unge kan se, hvordan f.eks. alkohol og rygning påvirker de indre organer, giver et profylaktisk aspekt og er dermed moralsk legitimeret.
På en måde. Det etiske aspekt kom oveni med flere indgangsvinkler, da der allerede i USA blev stillet spørgsmåltegn ved, om den cirka en snes kinesiske døde, der har lagt krop til, virkelig var frivillige donorer eller henrettede straffefanger, som nogle fik mistanke om. Også det at tjene penge på afsjælede legemer blev kritiseret, for der var jo tale om en tivolisering af noget helligt, nemlig livet og døden. Det var også mange religiøse stærkt imod.
Imens kørte udstillingen succesrigt videre, for hvis det var straffefanger, blev det lille tiltrækkende gys ved at se de præserverede kroppe ikke spor mindre. Selv om det jo altså ikke primært var tænkt som et freakshow.
DET MEDFØRTE så et kriminalistisk og journalistisk aspekt. Nogle amerikanske journalister drog til Kina for at dybdebore og opklare sagen, som det nu var blevet til, men fik ikke sat navn og adresse på de udstillede.
De fandt ud af, at der sådan i almindelighed var et gråt marked for handel med organer og menneskekroppe, og at det er tilladt at bruge henrettedes kroppe til lægevidenskabelige formål.
I Danmark blev kadaverne udstillet i Tivolis regi. Tivoli, hvor man i gamle dage udstillede skæggede damer, negre og dværge. En logisk fortsættelse?
Det politiske aspekt kom til gengæld frem, da Socialdemokraternes Mogens Jensen straks gik ud for at kræve dokumentation for donorerne. Vel at mærke kulturordføreren.
Samtidig udbad Dansk Folkeparti sig en undersøgelse af, om en mafia af kinesere opererer i Danmark. Det kunne nok være mere relevant for de levende danskere. Siden anmeldte partiets uddannelseordfører Martin Henriksen udstillingen til politiet.
Der er også det ateistiske aspekt, som tilsiger, at hvis kadavere kan bruges til noget nyttigt, er det da i orden, og der er sågar kommet et kunstnerisk aspekt til, for hvad er den pricipielle forskel på Damien Hirsts får i formaldehyd og silikonekineserne?
Tilsyneladende ingen, men dog: Fåret var udstillet inden for den kontekst, der hedder kunstinstitutionen, som kunstnere uophørligt udfordrer. Det er kineserne ikke. Kunsthåndværk? Nej, men godt håndværk måske, for udførelsen er flot.
DET KUNSTNERISKE aspekt kunne med større ret gælde en tilsvarende udstilling, som tyskeren Gunther von Hagens for over ti år siden arrangerede, og hvor han bevidst arbejdede med det kunstneriske udtryk. Den er set af endnu flere millioner.
Det etiske aspekt er selvfølgelig det væsentlige. Ingen ønsker vel at se deres onkel Harry udstillet i sprit i en montre, selv om han måske i øvrigt har ligget i sprit det meste af sit levende liv. Det er en af grundene til, at frivillige donorer af kadavere har krav på anonymitet i såvel USA som i Danmark.
Men det juridiske aspekt pålægger anklageren bevisbyrden og ikke den anklagede, som det sker i det aktuelle tilfælde. Nævningene dvs. publikum har allerede dømt udstillingen inde, ikke ude.
Man kan med andre ord se Bodies med god samvittighed, indtil anklagen er bevist. Men debatten er ikke overflødig. Den handler jo om respekten for døden og dermed for livet.
