Leder

NATO's falske identitetskrise

Debat
2. april 2008

DET ER BLEVET nævnt tit og ofte i debatten om NATO's indsats i Afghanistan. Generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer har sagt det. Præsident George W. Bush og forsvarsminister Robert Gates har gentaget det: Et nederlag mod Taleban og al-Qaeda vil kaste forsvarspagten mellem USA og Europa ud i en eksistenskrise, som NATO næppe kan overleve. Men hvis det vitterligt er tilfældet, så ligger skylden næppe hos de europæiske lande, der fra begyndelsen har vægret sig ved konceptet "out-of-area" - altså ideen, at NATO efter den Kolde Krig skulle genopfinde sig selv som en offensiv militær alliance med hele verden som sit aktionsområde, idet organisationen havde mistet sin eksistensberettigelse som forsvarspagt mod Sovjetunionen.

Ansvaret for denne misere ligger hos USA og de nære europæiske allierede - også kaldt førsteklassegruppen - der var så ivrige for at bruge Afghanistan som model for NATO's fortsatte eksistensberettigelse uden at gennemtænke den kolossale og komplekse udfordring, det ville være at fredeliggøre og genopbygge et fjerntliggende muslimsk land smadret af 25 års krig. Og ja - et USA og dets allierede, som ovenikøbet ikke kunne opbyde politisk vilje til at vie de nødvendige finansielle og militære ressourcer til dette projekt i en situation, hvor George W. Bush var distraheret af sit katastrofale krigseventyr i Irak.

Nu da en kommission nedsat af Det Nord Atlantiske Råd og ledet af den tidligere øverstkommanderende for NATO' styrker, James L. Jones, har konstateret, at "NATO ikke er i stand til at vinde i Afghanistan", hvordan reagerer Bush og Gates så? De lægger ansvaret på store europæiske NATO-lande som Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien med den begrundelse, at de ikke har villet indsætte kampstyrker i det sydlige Afghanistan. Hvis NATO's ISAF-styrke blot havde haft 3-4.000 flere kampsoldater i Kandahar og Helmand, ville krigen mod Taleban være vundet, lyder argumentet. Men det er mere selvbedrag end nøgtern analyse af situationen. At gøre succes i Afghanistan til et spørgsmål om, hvorvidt ISAF-styrken og de 12.000 selvstændige amerikanske specialstyrker vokser med nogle tusinde soldater eller ej illustrerer en komplet mangel på forståelse af Afghanistan-missionens fundamentale brister.

DEN STØRSTE BRIST ER en manglende integration af de militære og civile opgaver. På den ene side står en alliance med 26 deltagende lande og to forskellige styrker - ISAF og USA. Som man ved fra NATO's luftangreb på Serbien i 1999, har hvert medlemsland sin mening om, hvad bombeflyenes mål skal være - og de blander sig gerne. Resultatet var en krig ført mere af diplomater end generaler, hvilket forlængede den unødvendigt. Det samme problem gør sig gældende i Af-ghanistan, hvor de krigsdeltagende magter desuden tager deres egne nationale forbehold, om hvad de vil og ikke vil. Det gør det umuligt for generalerne at udforme og gennemføre en sejrende strategi.

MEN DENNE FORVIRRING er intet at regne i forhold til den labyrint af statslige og ikke-statslige civile organisationer, som har overrendt Afghanistan siden 2001 i håbet om at bidrage til genopbygningen af det krigshærgede land. FN's tilstedeværelse (UNAMA) er sparsom i stedet for at være krumtrappen, hvorom alt drejer. Alle ved, at FN er den internationale organisation, som har mest erfaring med og kompetence til at genopbygge en nation efter en voldelig konflikt. At verdensorganisationen spiller en så minimal rolle i Afghanistan skyldes to ting. Den er upopulær i Bushs Washington, og NATO skulle bevise sit værd. Resultatet er, at soldater har fået en væsentlig del af ansvaret for genopbygningen, hvilket jo aldrig har været hensigten med militære styrker. Irak er et eklatant eksempel på hvor galt det går, når militære styrker bliver sat i spidsen for genopbygningen af en nation. Hvad der er behov for i Afghanistan lige nu, er at inddrage de relevante FN-organisationer i genopbygningsarbejdet og som et minimum gøre FN til overordnet koordinator for civil genopbygning. Men det er kun realistisk, såfremt man i USA og NATO-landene forpligter sig til en mangedobling af den civile bistand. Det er intet mindre end en skandale, at Afghanistan kun har modtaget 4,7 mia. dollar i civil bistand siden 2001.

MEN FREMFOR ALT er der behov for radikal nytænkning i Afghanistan. I en nylig rapport fra det amerikanske Udenrigsministerium hedder det, at dyrkning og salg af opium finansierer Talebans kamp mod afghanske og ISAF-styrker. En storstilet satsning på at strangulere denne finansieringsmekanisme gennem alternative afgrøder kunne formentlig svække Taleban mere end militære fremstød med de store civile tab, som puster til ilden og skaffer nye rekrutter til oprøret. I stedet er NATO kørt fast i en ensidig militær tilgang.

Kritikerne af NATO's out-of-area eventyr har altså fået ret. Der findes ingen militær løsning. Den bedste chance for en succes i Afghanistan er at sænke NATO's profil og hæve FN's. Fri os for advarsler om alliancens endeligt på NATO's topmøde i Bukarest. Der er intet galt ved at falde tilbage på NATO's anden og fornuftigere eksistensberettigelse - at skabe fred, sikkerhed og demokrati i Europa.

Serie

Dengang i 00'erne

Seneste artikler

  • For den enkelte familie er én dræbt altid én for meget

    27. juli 2010
    Hvad enten det er med udviklingsbistand eller soldater er Danmark parat til at gøre en forskel i verden, siger forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V). Hun mener, danskerne er klar til at gå i krig igen uden FN-mandat, hvis det er det, det kræver
  • 'Vi skal ikke lade os skræmme, og vi skal kæmpe for vores værdier'

    24. juli 2010
    Danske politikere skal have kniven for struben og et anslået antal dræbte soldater på bordet, når de sender Danmark i krig, mener Søren Espersen (DF). Men det tør vi jo ikke, siger han. Folket derimod er parat til at kæmpe for Danmarks nye internationale rolle
  • 'Jeg har gjort op med mig selv, hvad det indebærer at beordre andre i kamp'

    23. juli 2010
    Forsvaret har i dag fuldført forandringen til et moderne militær, der har til kerneopgave at gå i krig i udlandet. Forsvarschef Knud Bartels er den nye mand i spidsen for det hele, og han har for længst gjort sig klart, hvad det koster at føre krig
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her