Leder

Pligt og ansvar

11. april 2008

"Spareøvelse eller ej, så er det godt at komme væk fra det kunde- og klientforhold, som politikerne har skabt."

Henrik Jensen, historiker RUC

FOR ET PAR uger siden lykkedes det Socialdemokraternes socialordfører Mette Frederiksen at sætte dagsorden for en stund. Efter at hendes formand, Helle Thorning-Schmidt, var kommet noget i modvind forud for valget i november sidste år med sit udspil om velfærdsrettigheder, gik Mette Frederiksen den anden vej med sine ni teser. Her var rettigheder erstattet af pligter, der nu pludselig var det vigtigste sammen med en betoning af, at velfærd skal være et fælles projekt, der handler om andet og mere end ydelser og sikring, men også om moral og omsorg.

I denne uge var det så socialdemokraten, undskyld Venstre-kvinden, velfærdsminister Karen Jespersens tur. I et interview i ÆldreSagen Nyt sagde hun, at står det til hende, skal ældreplejen ikke længere kun være det offentliges ansvarsområde. Hun vil have pårørende til fremover at være med til at pleje familiens ældste. Hun ønsker ganske enkelt at få skrevet ind i serviceloven, at de pårørende er forpligtet på at hjælpe til, og at det, når der visiteres hjælp til en ældre, skal slås fast, hvad den pårørende gør og forpligter sig på i plejen. Det skal ikke kunne siges, om udspillet er Karen Jespersens og Venstres måde at overhale Socialdemokraterne indenom på i denne nye udvikling i velfærdsdebatten.

MEN DET KAN i hvert fald konstateres, at Karen Jespersens udspil blev skudt ned fra en kant af. Der er tale om skjulte besparelser og en liberal regering, der har kastet håndklædet i ringen i forhold til forbedringer af den offentlige velfærd, lød nogle af argumenterne.

Og det kan da også slås fast, at det virker noget ugennemtænkt eller blot afslører, at Karen Jespersen inderst inde stadig tænker socialdemokratisk og i tvangsmodernitet, når hun kræver lovgivning på området. Det var hendes store fejl. Men automatreaktionerne siger også noget om den enorme styrke, som den socialdemokratiske velfærdskonsensus udgør her i landet.

Velfærdsstaten er først og fremmest sat i verden for at forhindre sociale ulykker og sikre ligestilling i forhold til adgang til uddannelse, arbejdsmarked, sundhed og så videre.

Men dens forgreninger er efterhånden endeløse, og i den særlige kombination af individualisering og statsmonopoliseret omsorg, som præger Danmark, er der opstået et særligt kunde- og klientforhold mellem individ og stat. Det har i høj grad udviklet en rettighedskrævende forbrugeradfærd i forhold til den offentlige velfærd, som politikerne og deres angst for vælgerne bærer en stor del af skylden for. Derfor er der grund til at byde det velkommen, når nogen ønsker at diskutere pligt og ansvar i velfærdsstaten. Ikke mindst når det er politikere, der bringer det på bane. For som professor Jacob Torfing sagde i Information i går, handler velfærd også om "personlige relationer og ansvar for hinanden". Derfor kommer man heller ikke uden om at diskutere begreber som pligt, ansvar og frivillighed i udviklingen af fremtidens velfærdssamfund.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Det er svært at tage de generelle teser og proklameringerne omkring rangordenen mellem ret og pligt alvorligt. Rettigheden figurerer praktisk og semantisk som en form for tilskrevet frihed inden for et nærmere defineret område. Dette område er i og med retten ensbetydende med pligten til at respektere retten. Altså er der semantisk tale om to sider af samme sag, hvis nogen af siderne skal have mening.

Det giver selvfølgelig mening at gå ind og konkretisere rangordenen mellem ret og pligt, dvs. ved at gøre en masse implicitte forudsætninger synlige eller ved at gøre dem eksplicitte.

Det er svært at tage den generelle snak alvorlig, før den konkretiseres. Og tit når den så konkretiserer sig, dvs. f.eks. i Karen Jespersen´s forslag om lovmæssigt at forpligte familier på at tage sig af de gamle, ja så har det egentlig ikke nogen særlig vinkel på det generelle længere. Så er der bare tale om afsløret forsøg på at fjerne ældrebyrden yderligere fra de statslige skuldre, som regeringen principielt vil gøre så små som muligt, fordi markedet og privatsfæren i liberal og monetaristisk forstand er ”friheden”.

De frie mekanismer er defineret i kraft af det økonomiske system, som aldrig omfatter andet end aftageren og modtageren af de varer og ydelser som formidles over de pengeøkonomiske transaktioner. Alt det, som kun berøres indirekte af det økonomiske system, dvs. alt andet end det, der sker i snæver pengeøkonomisk forstand, er enten en forhindring for den økonomiske udvikling eller i bedste fald uden indflydelse på den økonomiske udvikling.

Det er således kun halvdelen af befolkningen som har del i og bidrager til udviklingen som repræsenterer det positive side af friheden, resten er enten i vejen eller uden betydning for udviklingen.