Leder

Pump cyklen, Fogh

Debat
3. april 2008

KVIKSØLVSØJLEN har været oppe at kysse 12 graders-stregen på udendørstermometret, urene er stillet frem til sommertid, og forårsfornemmelserne breder sig i under- og cykelstel. Fremad, fremad på pedaler. Sådan føles april almindeligvis i den verdensberømte cykelnation Danmark.

Men kæden er ved at hoppe af foregangslandet i disse år. Flere og flere danskere har fået råd til bil, og mange vælger at lade spindelvæv indhylle cyklerne, der henstår i kældre og skure, for i stedet at køre til arbejde i bil. Ligesom masser af flinke forældre kører deres børn til skole, ofte med den selvforstærkende begrundelse, at alt for mange biler gør skolevejene usikre for de små cyklister.

På landsplan er cyklingen gået ned med en tredjedel siden 1990, og Danmark høster de bitre frugter af væksten i biltrafikken. En ny beregning viser, at 1.200 mister årligt livet langt tidligere, end de ellers ville have gjort, fordi de er gået glip af den daglige cykelmotion. Også forureningen med udstødningsgasser og støj i boligområderne samt trængsel på motorvejene stiger i omvendt takt med faldet i cyklingen.

DET VAR SÅ den dårlige nyhed. Den gode er, at der faktisk findes nogle håndtag for ansvarlige politikere at dreje på, hvis udviklingen skal vendes, håndtag som tilmed ikke lægger bilerne for had eller partisansøm i overhalingssporet. Enhver københavner og odenseaner kan ved selvsyn konstatere, at cyklingen i landets hovedstad og tredjestørste by ikke er aftaget, men gennem adskillige år tiltaget. Det er der flere grunde til.

En er, at København har fremmet cyklismen ved at udbygge længden af cykelstier fra 293 til 332 kilometer. En anden er, at Odense har nydt varig gavn af den særlig indsats i 1999-2002, da Odense fik tildelt halvdelen af det samlede kampagnebudget på 20 millioner kroner som tilskud fra Trafikministeriet og Vejdirektoratet.

Størst glæde i byen vakte etableringen af flere smutveje, grøn bølge og mere sikker cykelparkering. Ved udgangen af 2002 var cykeltrafikken i Odense steget. Og det med 20 procent. Beregninger viser endda, at en investeret krone i cykelfremme vender tilbage som tre sparede kroner i sundhedsvæsnet.

Hvilken fornuftig investor kan dog finde på at sige nej til sådan et fantastisk afkast?

DET KAN DEN siddende regering såmænd. Man undlader sjældent ved festlige lejligheder at sige et par smukke ord om cyklismens store betydning, ligesom man har sørget for at formulere en national handlingsplan for cyklingen, der ser ganske flot ud. Men pengene, viljen og handlingerne rutter regeringen ikke med, når det kommer til håndfast cykelfremme.

Anders Fogh Rasmussens styre indledte den cykelpolitiske nedtur med i 2001 at afskaffe de særlige trafikpuljer, som ellers havde fået så mange odenseanere op på cykelsadlen. Uha, man ville ikke blande sig i kommunernes selvstyre ved at øremærke tilskud på den måde, sagde regeringen.

Siden er kommunernes investeringer i cykelfremme gået i stå mange steder, hvorfor flere og flere dør af mangel på motion.

Så kom kommunalreformen, som overdrog to tusind kilometer amtslig vej til staten. Cyklistforholdene på disse strækninger er ofte elendige. Det har trafikminister Carina Christensen lovet at gøre noget ved, og alle cykelvenner bør takke hende for dette forårstegn.

Men se lige på den pekuniære vilje. Hun har kun afsat omkring en tiendedel af de mange millioner kroner, som Vejdirektoratet foreløbig har vurderet, der er brug for på statsvejene. National cykelplan på glittet papir jo tak, men så er der heller ikke mere for den 10-øre. Og de økonomisk trængte kommuner, de får lov at cykle af sted på bedste beskub. Det har vist sig at være på halv pedalkraft.

Den største hån mod den sunde, cyklende fornuft kom for nylig, da regeringens Infrastrukturkommission i sin rapport om trafikken frem til 2030 ved en 'beklagelig fejl' helt glemte cyklerne i opgørelsen over fremtidens transportformer. Farvel, kære cykelnation. Helt i overensstemmelse med fodfejlen regner rapporten med stærkt stigende biltrafik, hvorfor det anbefales at bygge flere og bredere veje, hvorimod der næsten ingen konkrete anbefalinger er til cyklismens fremme.

DER ER KUN en vej frem, og det er et forpligtende, samlet offentligt regnskab, som kæder trafik sammen med sundhed og miljø. Det er så indlysende, at regeringen ikke behøver at kaste det i syltekrukker og kommissioner, som den ellers har for vane i sin almindelige handlingslammelse. Det livsvigtige initiativ til et sådant regnskab kommer næppe fra de fodslæbende trafik- eller sundhedsministre, som til stadighed signalerer, at de vist lige skal tænke lidt mere over tingene.

Men hvad med den adrætte Anders Fogh Rasmussen? Han må da kunne pumpe regeringens cykel - eller er hans ivrige cykelture med præsidenter i fjerne nationer kun et show for pressefotografernes skyld?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her