Leder

Radio sluk

Debat
29. april 2008

AMBITIONERNE var store, da TV 2 Radio gik i luften 1. februar 2007. Kanalen kunne i løbet af det første år få mellem fem og syv procent af lytterne inden for målgruppen, forventede både TV 2's programchef, Keld Reinicke, og TV 2 Radios programchef, tidligere programchef på P3 Eik Frederiksen. Men TV 2-koncernens direktør Per Mikael Jensen og TV 2 Radios direktør Jens Rohde mente, man kunne nå helt op på 15 procent. Uden at have formuleret målgruppe eller koncept og uden at have lavet fokusgruppeundersøgelser.

Nu indgår TV 2 et samarbejde med SBS, der blandt andet står bag Kanal 4 og 5. Bestyrelsesformand Lars Liebst ville gerne have det til at lyde som om, TV 2 Radio ikke lukker, fordi TV 2 stadig skal betale sendeafgift de næste syv år, men faktum er, at alle medarbejdere er blevet fyret og at radioen ikke længere skal hedde TV 2 Radio. Og som nuværende direktør Merete Eldrup fastslog, så bliver TV 2 en lille medejer af resterne af det ambitiøse projekt.

IFØLGE DAVÆRENDE DIREKTØR Jens Rohde skulle værterne bare lave radio, som de gerne selv ville høre. Ideen lød forfriskende. Som lytter til et gennemsegmenteret radiomarked som det danske - hvor alt andet end Danmarks Radio regnes for billig og kommerciel plattenslagerradio, der ikke fungerer som andet end fyld mellem reklameblokke - lød det interessant, at nogle ville forsøge at lave radio, der udfordrede.

En kanal, hvis ønske var at gøre op med tanken om, at alle programmerne skal ligne hinanden i stemning og indhold, og hvor der ikke var lagt et tyndt sukkerlag af ligegyldig musik henover hele fladen for at forhindre det frygtede kanalskift.

På TV 2 Radio turde de godt lade Casper Christensen sidde i sin egen dagligstue og sige pik i æteren lige inden det seriøse politiske program 'Nyhedsministeriet' - et fantastisk koncept, der sidste år meget fortjent vandt radiobranchens pris for årets bedste nyheds- og aktualitetsprogram.

NYHEDSMINISTERIET er det eneste, der i dag er tilbage af de ambitiøse visioner for TV 2 Radio. Og nu lugter det lidt for meget af, at TV 2 med købet af sendefladen fik en public service-forpligtelse, som Nyhedsministeriet skal opfylde. Resten af fladen er blevet reduceret til det, alle troede, TV 2 Radio var til at starte med: Billig kommerciel radio, der skal hive reklamekroner hjem. Ledelsen gik i panik, da de første lyttertal begyndte at komme. Visionerne og det smukke 'vi skal lave radio, vi gerne selv vil høre' forsvandt. Ind kom ligegyldig musikfløde og Gitte fra Kolding, med mand og to børn, der godt kan lide at rejse, men helst med charter. Hende skulle alle værterne pludselig lave radio til. Det sørgeligste ved den udvikling var, at TV 2 Radio begyndte at få lyttere.

Nu ligger stationen og konkurrerer med Radio 100fm om at være den tredjestørste radiokanal. Først ligger P4 og derefter P3 stadig og understreger den monopollignende tilstand på det danske radiomarked. Det siger meget om de danske radiolyttere. De var muligvis ikke klar til en kommerciel radiostation med seriøst indhold.

Men medierne har heller ikke holdt igen med at skrive de negative historier om TV 2 Radio; Da Casper Christensen tog på orlov for at skrive nye afsnit af Klovn, blev det fremlagt som et krisetegn, selvom det havde været planlagt fra starten, at han skulle veksle mellem radio og tv. Men der er ingen tvivl om, at det endelige ansvar for fiaskoen ligger hos Per Mikael Jensen, Jens Rohde og TV 2s programdirektør Palle Strøm, der ikke greb ind.

PROBLEMET BLEV TYDELIGT allerede med den forfejlede reklamekampagne. En masse kendte ansigter. Det var det. Ikke et ord om, hvad lytterne kunne forvente, hvilke programmer, radioen ville lave, eller hvilke lyttere de henvendte sig til. Kun Casper Christensen, Tina Bilsbo, Andrea Elisabeth Rudolph, Lars Daneskov og alle de andre.

Selv Anette Toftgaard var med i reklamerne - hun skulle ikke engang lave radio, men var eventudvikler og ikke mindst kendt! Ledelsen var fuldkommen naive i vurderingen af egne evner. Havde de virkelig forventet, at hvis de bare havde Lars Hjortshøj, så skulle 15 procent af lytterne nok komme? Så har de i den grad undervurderet de danske radiolyttere. Nu er de to direktører med de store armbevægelser for længst taget videre.

TILBAGE SIDDER en flok medarbejdere, der gik fra at være cremen af dansk radioproduktion til uønskede snyltere i TV 2-koncernen og omtalt som deres chefs værste hovedpine.

Nu er de fyret, fordi deres chefer ikke påtog sig det ansvar at erkende, at det kræver mere end en god idé og et kendt ansigt at lave radio og ikke turde give dem tid til at lave god radio, og forsøge at overbevise danskerne om, at Danmarks Radios monopol kunne udfordres. Med de facto lukningen af TV 2 Radio er lytterne blevet fattigere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"... All we hear is Radio ga ga
Radio goo goo
Radio ga ga
All we hear is Radio ga ga
Radio goo goo
Radio ga ga
All we hear is Radio ga ga
Radio blah blah
Radio waht's new?
Radio, someone still loves you! ..."

(Queen)