Leder

Børn, forældre og pædagoger

Debat
28. maj 2008

BØRN ER IKKE bare børn. De forandrer sig med det blik, der bliver anlagt på dem. Og de forandrer sig ikke mindst med deres forældres opfattelse af dem. For ikke så længe siden blev barnet set som det kompetente barn. Det hed sig, at traditionel opdragelse var blevet overflødig, fordi barnets egne reaktioner var kompetente. En dårlig vittighed bruges til at parodiere dette barnesyn: Et barn spørger en voksen, hvad er klokken? Den voksne svarer, at det vil hun sandelig ikke diktere for barnet. Det må barnet sørme selv bestemme.

Nu ses barnet tilsyneladende ikke længere som det kompetente barn. Barnet ses i stigende grad som det udsatte barn i en farlig verden. Børn skal ikke alene bruge cykelhjelm, når de cykler. De skal også bruge cykelhjelm, når de kører på løbehjul. Og et gyngestativ er ikke noget, man bare installerer på en legeplads eller i en baggård. Det skal være helt sikkert at gynge, så der skal først etableres det korrekte underlag, så barnet ikke risikerer at slå sig slemt ved et eventuelt fald. Det er endda set, at børn også har haft cykelhjelm på, mens de gyngede - for at de kunne være helt sikre.

Det er ikke kun trafik og leg, der opleves som farlig for børnene. Det gør deres mad også. De må endelig ikke spise for meget slik, is og chokolade. Det er fint at spise frugt, men det skal helst være økologisk frugt. Mælk er et meget vanskeligt fænomen i denne sammenhæng, da ernæringseksperter nu advarer imod effekterne af den komælk, som blev regnet for helt afgørende for ganske få år siden. Og hvis der skal mælk på bordet, skal det naturligvis være økologisk mælk.

FORÆLDRE ER heller ikke bare forældre. Forældrene forventer mere og mere af pædagogerne i institutionerne, som skal håndhæve eksempelvis den såkaldte 'nul-sukker-politik', som de absolut færreste forældre ville påtage sig at overholde derhjemme. De forventer en fejlfri ernæring og en optimal beskyttelse af deres børn i institutionerne. Forældrene har fået 'projektbørn', som skal stimuleres, og som skal være klar til en ordentlig omgang livskvalitet, når de kommer hjem fra institutionen.

Det er i den kontekst påfaldende, at bogen om det kompetente barn, som i øvrigt er væsentligt mere nuanceret end vittigheden ovenfor, har solgt i mere end 70.000 eksemplarer. Pædagogik er noget, man interesserer sig intenst for blandt middelklassens forældre. Pædagogik kan ikke bare overlades til pædagogerne. Forældrene har formelt fået større magt i forhold til daginstitutionerne med tilbud om frit valg og muligheder for så at sige at shoppe rundt mellem institutionerne. Det er på dette marked for børnepasning ikke godt for en institution, hvis forældre vælger at flytte deres barn. Man kan ikke overhøre forældreforespørgsler og forældrekrav, hvilket naturligvis er en mægtiggørelse af forældrene. Men det betyder også, at forældrene reelt får større magt til at sætte handling bag deres forventninger om service og stimulering. Opgaver som eksempelvis pottetræning, som tidligere blev håndteret i hjemmet, forventes pædagogerne i vuggestuer nu i stigende grad at tage sig af. Pædagogerne har så at sige mistet deres monopol på pædagogikken, samtidig med at de overtager en del af det, der tidligere blev regnet for opdragelse. Det er selvfølgelig inspirerende og opmuntrende, at de ressourcestærke forældre er engageret i pasningen af deres børn i institutionerne. Det tager bare tid, og det kræver ressourcer.

DET ER IKKE kun forældrene, som blander sig mere og mere i det pædagogiske arbejde. Det gør både regeringen og kommunerne også. Der er indført læreplaner i daginstitutionerne, og pædagogerne skal dokumentere, at de følger læreplanerne. Pædagogerne i børnehaven har fået ansvar for skoleforberedende arbejde. Forældre kan kræve en sprogscreening af børnene, som pædagogerne skal foretage. Det er sådan set ikke noget, de oprindeligt er uddannet til, men så må man jo efteruddanne sig. Pædagogerne i vuggestuerne skal stimulere børnenes kompetenceudvikling og dokumentere, at de gør det. Pædagogerne forventes ikke længere kun at bedrive pædagogik, hvilket i sig selv bliver stadigt mere krævende. Der er også kommet en skriftlig dimension ind i det pædagogfaglige arbejde, fordi de skal redegøre for disse processer.

DET GÆLDER ifølge den officielle magtudredning generelt, at de offentlige ansatte har mistet magt over deres arbejde gennem de seneste årtier. De har afgivet selvbestemmelse opad til det politiske system og nedad til brugerne af ydelserne den offentlige sektor. Det gælder også for pædagogerne, samtidig med at kravene til efteruddannelse og kompetenceudvikling er steget støt. Deres arbejde er ikke det samme, som det var for ti år siden. De afkræves ganske enkelt mere og mere. Det er altid svært at sammenligne forskellige professioner og lønninger og finde frem til den retfærdige formel. Men det er ikke så mærkeligt, at pædagogerne strejker for at få mere i løn, når de skal lave mere. Pædagogarbejde er nemlig heller ikke bare pædagogarbejde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her