Leder

Bolden ligger hos politikerne

6. maj 2008

"Jeg synes, at det var en lang kamp for ikke ret meget."

Sosu-assistent Charlotte Christensen, Århus.

Det var ikke meget, sosuassistenterne fik ud af næsten tre ugers strejke, og skuffelsen var til at få øje på i ansigterne på pædagogmedhjælpere og plejehjemsassistenter. Det magre resultat af gårsdagens overenskomstforlig skal ses i lyset af de tårnhøje forventninger, som de lavtlønnede offentligt ansatte kvinder må have haft oven på næsten et års politisk højeksponering og usædvanlig stor bevågenhed omkring lønforholdene i den nedre del af den offentlige lønskala. Det blev ikke de offentlige overenskomster 2008, der rettede afgørende op på lønforskellene mellem kvinder og mænd eller løftede de lavtlønnede afgørende i forhold til andre grupper.

Tidligt i går morges indgik fagforbundet Fag og Arbejde, FOA, overenskomst med de kommunale arbejdsgivere. Resultatet i procenter og kroner og ører skændes parterne fortsat om, og det vil de gøre en rum tid endnu, men uanset om det er KL's regnemaskine eller FOA's der er den mest korrekte, så er lønstigningerne langt fra en retfærdig udligning i forhold til det, som FOA-formand Dennis Kristensen har kaldt for "mandeløn."

Forliget sendes nu til urafstemning, og som det tegner, skal FOA's ledelse bruge alle de overtalelsesevner, den har lært, for at få et ja i hus. Men selv om kampgejsten er høj og utilfredsheden med forliget synes massiv, så har Dennis Kristensen dog to stærke argumenter til at overtale sine medlemmer - ud over at de altså har fået lidt mere i lønningsposen end andre offentlige grupper.

Det ene argument er, at politikerne på Christiansborg moralsk har forpligtet sig på en lønkommission, der skal forsøge at rette op på lønforskellene mellem mænd og kvinder. Det andet er, at han ikke på nogen måde kunne have fået et bedre resultat i hus. Når konflikten så forholdsvis hurtigt endte i nye forhandlinger og et hurtigt forlig, skyldtes det i realiteten, at FOA var trængt i knæ. Som konflikten skred frem, stod det klart, at regering og Folketing ikke havde nogen planer om at gribe ind, så længe strejken forløb uden fare for menneskers liv og førlighed. Hvis FOA havde satset på et hurtigt regeringsindgreb og oppositionens løfter om et markant lønløft, så slog strategien fejl. Det andet, der satte tommelskruerne på de faglige organisationer, var truslen om en storlockout. Alt tydede på, at det kun var et spørgsmål om tid, før bestyrelsen i Kommunernes Landsforening ville varsle lockout for samtlige FOA-medlemmer i den offentlige sektor. Truslen var reel, og var den blevet til virkelighed, havde den på meget kort tid tømt FOA's strejkekasse, og de ansattes forhandlingsposition ville være undermineret fuldstændigt.

De offentlige arbejdsgivere hverken kunne eller ville belønne de grupper, som gik i strejke, mærkbart, blandt andet fordi det ville skabe problemer i forhold til de grupper, som der allerede er indgået forlig med.

Derfor var forliget for FOA og Dennis Kristensen det bedst opnåelige, selv om det var beskedent. Og læren af forløbet må være, at hvis det skal lykkes afgørende at bryde med den skæve lønfordeling mellem mænd og kvinder, så kræver det enten et meget stærkt sammenhold og en central faglig styring, eller at det politiske system håndfast beslutter sig for at gøre noget ved det.

Det brede sammenhold har aldrig været til stede med den sag, som FOA har kæmpet for. Hverken internt i LO-familien eller i det offentlige forhandlingsfællesskab, KTO, har der været forståelse for FOA's kamp. Den er blevet anset for at være egoistisk og enerådig på andres bekostning. I stedet for venner har Dennis Kristensen med sin strategi om først og fremmest at vinde offentlighedens sympati, skaffet sig flere fjender. Den højt berømmede danske aftalemodel er effektiv på mange områder, men når det kommer til allerede etablerede lønstrukturer, er den konserverende og ufleksibel i voldsom grad. Derfor er der kun regering og Folketing, som de lavtlønnede nu kan sætte deres lid til.

Men selv her er det tvivlsomt, om sosu'erne vil kunne opnå det ønskede resultat. Et flertal i Folketinget vil med stor sandsynlighed beslutte at nedsætte en kommission, der skal se på den offentlige lønstruktur, men når kommissionen en dag er færdig med sit arbejde, vil dens resultat formentligt blive returneret til parterne på det offentlige arbejdsmarked. Der er nemlig ikke hverken tradition eller den store lyst hos politikerne til, at Folketinget direkte blander sig i lønforhold.

Så hvis en lønkommission skal kunne ændre noget som helst, så kræver det, at politikerne på forhånd forpligter til at rette op på skævhederne, og at de sætter de penge af til det, der er nødvendige.

Lønforhold er et politisk minefelt, og et forsigtigt gæt er, at en lønkommission mest af alt bliver en bekvem syltekrukke, og at lysten til at forpligte sig er dalet betydeligt, efter at Folketingsvalget er overstået.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu