Leder

De gøende lopper

26. maj 2008

"Selv om vi er liberale og EU-begejstrede, så er vi først og fremmest danske. Det er Danmark og de hjemlige interesser, der kommer først. På nuværende tidspunkt synes vi ikke, at det er i Danmarks interesse at deltage i eurosamarbejdet."

Naser Khader, partiformand Ny Alliance

De var fem, som i november blev valgt ind i Folketinget for det nystartede parti Ny Alliance. I dag er der tre tilbage, efter at først medstifteren Gitte Seeberg forlod partiet, og derefter Malou Aamund blev medlem af Venstre. Så skulle man tro, at partiet tre tilbageværende folketingsmedlemmer, Naser Khader, Anders Samuelsen og Jørgen Poulsen kunne finde frem til en stærk fælles linje på midten af dansk politik . Men den tro blev dementeret på Ny Alliances årsmøde lørdag. Mødet var ikke mange timer gammelt, før Jørgen Poulsen, den tidligere generalsekretær i Dansk Røde Kors, besteg talerstolen og afleverede en salut mod Dansk Folkeparti, som blev beskyldt for nazipropaganda. "Vi oplever her i vores eget land et parti, der som led i en partipolitisk propaganda, indrykker annoncer i danske aviser med danske dommere iklædt burka og med hammer i hånden. Vi oplever også en presse, som skulle forestille at være demokratiets vogtere, falde i næsegrus beundring over håndværket bag propagandanummeret. Det ligner uhyggeligt den beundring for håndværket bag 'Der ewige Jude' og andre af Goebbels og Riehfenstahls filmiske værker," sagde han.

Partiformand Naser Khader måtte efterfølgende tage afstand fra Jørgen Poulsens tale, men som han forsikrede: Der er højt til loftet i Ny Alliance. Man kan ikke lade være med at tænke, at der er så højt til loftet, at de tre kan svæve frit i luften uden nogensinde at ramme hinanden. Hvor kraftfuldt Ny Alliance skal forholde sig til Dansk Folkeparti, har været en grundlæggende del af alliancens interne spændinger, siden den blev dannet. Den tidligere konservative Gitte Seeberg blev en del af partiet for netop at gøre en ende på Dansk Folkepartis dominans i dansk politik. Hun trak en ikke ubetydelig del af konservative vælgere, som var trætte af den nationalistiske og indadvendte regeringskurs, med sig. "Nok er nok," sagde Gitte Seeberg på det efterhånden historiske pressemøde, der den 7. maj sidste år markerede etableringen af det nye parti. Og netop de ord citerede Jørgen Poulsen i weekenden: "Nok er nok, lød det for et år siden. Jeg synes faktisk, at nok er mere end nok." Altså tilbage til Seebergs uforsonlige linje over for Dansk Folkeparti. Med hendes afgang forsøgte ledelsen ellers at signalere, at der nu var helt ro om linjen - den store fokus på Dansk Folkeparti skulle væk, og i stedet skulle partiet markere en liberal økonomisk profil som varemærket. Hverken Naser Khader eller Anders Samuelsen er decideret anti-Dansk Folkeparti. Naser Khaders store popularitet under Muhammed-krisen hviler netop på rollen som brobygger og forsoner.

Rent strategisk og hvis Ny Alliance vil overleve næste valg, er det Jørgen Poulsen og Gitte Seeberg, der har ret, og Naser Khader og Anders Samuelsen der slet ikke formåede at gribe det momentum, som partiet havde for et år siden. 'Nok er nok' er det klare budskab, der trængte igennem langt ind i borgerlige rækker. Og havde partiet holdt fast i en mur og nagelfast støtte til Anders Fogh Rasmussen kombineret med en hård kurs over for Dansk Folkeparti, så var partiet sandsynligvis kommet i Folketinget med de afgørende mandater for VK. I stedet begyndte man at stille krav til regeringsdannelsen og flirte med dronningerunder, der måske kunne ende i, at man pegede på andre statsministre. Det skabte usikkerhed samtidig med, at der internt var uenighed om kursen over for Dansk Folkeparti. Blandt andre mente erhvervsmanden og NA-støtten Asger Aamund midt under valgkampen, at nu måtte man holde op med den hårde konfrontatoriske linje, selv om det var den, der havde sikret partiet den store tilslutning.

Ny Alliance er "en loppe der gør", sagde Anders Samuelsen på landsmødet. Partiet skal stikke og provokere de store partier, mener han. Om det er det, der ligger bag den seneste melding om, at alliancen ikke vil anbefale et ja til euroen ved en kommende folkeafstemning, er ikke til at sige, men for et parti, som Ny Alliance er det et direkte forrykt forslag, som kan få en stor del af de tilbageværende medlemmer til at stemple ud. Argumentet er, at Danmark ved at komme med i euroen risikerer at ryge med ned, hvis der kommer en økonomisk nedtur i Europa. Men Anders Samuelsen, som fører den besynderlige argumentation, glemmer tilsyneladende, at kronen er bundet helt fast til euroen og deler skæbne med den i et og alt. Når euroen er stærk, er kronen det også og omvendt. Eller vil Samuelsen løsrive kronen fra euroen? Ny Alliance anses for et være et moderne erhvervsvenligt parti, internationalt orienteret og med hang til liberale løsninger. Stemmer et nej til euroen overens med det? Det er svært at se, men man må da indrømme at det er et ledigt standpunkt. bew

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Thomsen

”Partiformand Naser Khader måtte efterfølgende tage afstand fra Jørgen Poulsens tale, men som han forsikrede: Der er højt til loftet i Ny Alliance.”

Når man først er færdig med at more sig over, at der åbenbart kan være fløjkrig i en partigruppe med kun tre medlemmer (sic), så er der faktisk en væsentlig pointe i Jørgen Poulsens udtalelser, som Bent Winther naturligvis ikke har fanget.

Jørgen Poulsen stod rent faktisk på en talerstol i et lokale der var fyldt med journalister og sammenlignede Dansk Folkepartis propaganda med nazisternes. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Hvis det er noget der kan illustrere situationen i Danmark netop nu, så må det netop være denne situation. Alle og enhver har efterfølgende kunnet iagttage, hvordan pressen og de øvrige journalister på det nærmeste har ignoreret Poulsens meget ekstreme og usædvanlige udmelding.

Bent Winther burde i sin leder have hæftet sig ved, at man vel ikke kunne forestille sig noget andet land i Vesteuropa hvor et parlamentsmedlem kunne beskylde et parti der er repræsenteret i parlamentet for at minde om nazisterne, uden at det ville have medført en enorm skandale, en kæmpe mediestorm og sandsynligvis et retsligt efterspil.

I lande vi normalt sammenligner os med ville en udtalelse som Poulsens have bragt det politiske liv og medierne på den anden ende, men i Danmark bliver det på det nærmest opfattet som noget fuldstændigt trivielt og normalt at sammenligne regeringens støtteparti med nazister. Det skyldes naturligvis at alle danskere efterhånden godt er klar over hvad Dansk Folkeparti i virkeligheden står for, selvom det stadigvæk bliver anset for meget politisk ukorrekt at bruge n-ordet, sådan som Jørgen Poulsen gjorde.

Se, det synes jeg godt Bent Winther kunne have nævnt i sin leder, og så kunne han til gengæld med held have skåret lidt ned på de trivielle og evindelige politiske kanestøberier…

DERFOR ER DET EN OFFENTLIG HEMMELIGHED AT DANSK FOLKEPARTI ER NAZISTISK

Som mange har gjort opmærksom på er der så mange lighedspunkter mellem Dansk Folkeparti og nazisterne, at det i realiteten ikke er muligt at se forskel.

Jeg vil ikke her forsøge at forklare hvorfor det forholder sig sådan, men derimod beskæftige mig, med hvordan og hvorfor det danske establishment er dybt afhængige af at bevare dette faktum som et tabu, som en offentlig hemmelighed, eller med Georg Metz formulering som noget ”unævneligt”.

Flere af de såkaldte anstændige borgerlige har dristet sig til at konstatere, at kejseren ikke har noget tøj på som i HC. Andersens eventyr. Senest var det således Jørgen Poulsen fra Ny Alliance, der på partiets årsmøde konstaterede og italesatte den klare parallel der eksisterer mellem Dansk Folkepartis metoder og ideologi og nazisternes.

Reaktionen på sådanne udtalelser er altid de samme. Udtalelserne bliver enten tiet ihjel, eller man forsøger at benægte, latterliggøre og bagatellisere dem. I Jørgen Poulsens nylige tilfælde så vi begge dele.

1. BENÆGTELSE.

Opinionsdannerne meldte straks ud at Jørgen Poulsen naturligvis tog fejl og overdrev med sin sammenligning. Som det altid sker i sådanne tilfælde, får vi aldrig nogen rigtig begrundelse for, hvorfor Dansk Folkeparti ikke er nazistisk. Vi får aldrig nogen argumenter, fakta eller analyse. Argumentationen kan i reglen sammenfattes til følgende to udsagn:

A. ”Vi er mange der mener, at Dansk Folkeparti ikke er nazistisk, og derfor er Dansk Folkeparti ikke nazistisk, og dermed basta!”

B. ”Danmark er et pænt og ordentligt land, faktisk det bedste i hele verden. Derfor er det udelukket, at regeringen har et nazistisk støtteparti, der styrer den politiske udvikling i landet. Hvis det alligevel skulle være vise sig at være tilfældet, så er det i virkeligheden lige meget, for Danmark er stadigvæk verdens bedste land, fordi vi er verdensmestre i ytringsfrihed og demokrati, og dermed basta!”

Man benægter således konsekvent at Dansk Folkeparti er nazistisk, men vi hører aldrig nogen argumentation for, hvorfor det skulle forholde sig sådan. Selv om ovenstående udsagn er karikerede, så beskriver de efter min meningen meget godt den ”argumentation”, der bliver fremført når opinionsdannerne og stand-up kommentatorerne benægter, at man kan sammenligne Dansk Folkeparti med en nazistisk bevægelse.

2. FORTIELSE.

Man benægter altså konsekvent at Dansk Folkeparti er nazistisk, men den oftest forekommende reaktion er simpelthen, at man fortier og ignorerer problemet. Når man ser på reaktionerne eller nærmere manglen på reaktionerne på Poulsens udtalelser, har man en tydelig illustration af at Danmark er et meget atypisk Europæisk land.

Hvis et parlamentsmedlem i et andet land i EU havde beskyldt andre parlamentsmedlemmer for at være nazister ville det have været en ufattelig skandale. Der ville have udbrudt en mediestorm uden lige, og man ville straks have krævet et dementi af den formastelige, ligesom sagen med sikkerhed ville have fået et juridisk efterspil med anklager om injurier og bagvaskelse. Men som alle har kunnet iagttage, har reaktionen på Jørgen Poulsens udtalelser på det nærmeste været et skuldertræk og almindelig indifference.

Vi har altså her en begivenhed, der ude i Europa ville have været en kæmpemæssig skandale men, som i Danmark på det nærmeste bliver ignoreret.

Det kræver en forklaring!

3. MÉCONNAISSANCE.

Jeg vil ikke påstå at jeg har den endegyldige forklaring på hvorfor danskerne nægter at se sandheden i øjnene, når det gælder Dansk Folkepartis sande væsen. Til gengæld har jeg om ikke andet så et bud på en forklaring. Jeg synes det giver god mening at relatere situationen til den berømte og anerkendte franske sociolog Pierre Bourdieus begreb ”méconnaissance”.

Méconnaissance kan måske oversættes til det danske ”misforståelse” og er et begreb der dækker et forhold, der forekommer meget ofte i de interaktioner, der foregår mellem mennesker og grupper af mennesker.
Bourdieu giver flere eksempler på, hvad man skal forså ved méconnaissance. Et meget illustrativt eksempel er gavegivning.

Mennesker har til alle tider givet hinanden gaver, og det gør vi fremdeles stadigvæk eksempelvis til jul og ved fødselsdage osv.
Gavegivningen er dobbelt. Gavegivning har både et element af egeninteresse og egoisme, men også et element af altruisme og solidaritet. Man giver en gaver for sin egen skyld og af egoistiske grunde, blandt andet fordi man i reglen forventer at modtage en gen-gave, når man selv giver en gave. Det er eksempelvis tilfældet ved jul og fødselsdage. Men man giver naturligvis også en gave af altruistiske grunde, fordi man ønsker at gøre noget godt, for den der modtager gaven.

Når man giver en gave, gør man det således både for sine egen og for modtagerens skyld, men for at systemet kan fungere, er det en betingelse og forudsætning, at begge parter er enige om at opretholde en lille ”hvid løgn”.

Gavegivningen kan nemlig kun fungere, hvis begge parter er enige om at lade som om, at gavegivning udelukkende har altruistiske elementer. Det er strengt forbudt at omtale gavegivningens egoistiske element.

Hvis man eksempelvis giver en fødselsdagsgave er det strengt forbudt og tabubelagt at sige: ”Nu får du en fødselsdagsgave af mig, men så forventer jeg også selv at modtage en, når det bliver min fødselsdag”. Det er heller ikke tilladt at demonstrere reciprociteten ved handlinger. Hvis jeg eksempelvis får en flaske vin af en bekendt, vil det være meget uhøfligt, hvis jeg dagen efter forærer vedkommende en flaske vin magen til. Herved vil jeg alt for tydeligt demonstrere, at den glade giver selv forventer at blive modtager.

Det er dette forhold som Pierre Bourdieu betegner som en méconnaissance, altså at gavegivningen kun kan fungere, hvis alle overholder den spilleregel, som består i at man ikke verbalt eller med sine handlinger må vise, at gavegivningen har et element af egoisme.

Meconnaissance er altså en ”hvid løgn” eller en ”gensidig fortielse”, som er en forudsætning for at megen interaktion kan fungere, og at den kan blive opfattet som meningsfuld af deltagerne. Jeg skal gerne vedgå at denne gennemgang af Bourdieus begreb er noget forenklet, men jeg mener ikke, at det i denne sammenhæng er grund til at gå dybere ned i materien.

4. DANSK FOLKEPARTIS MÉCONNAISSANCE

Det er simpelthen et spørgsmål om liv og død for Dansk Folkeparti at man opretholder en méconnaissance, der går ud på at partiet ikke er ekstremistisk og nazistisk. Dansk Folkeparti kan kun opretholde sin position i dansk politik hvis man kan blive ved med at foregive at man ikke er ekstremister, men derimod et almindeligt, pænt og ordentligt, stuerent og demokratisk parti.

Hvis man ser på Partiets historie kan man nævne et utal af eksempler på at partiet bruger utrolig megen energi og utrolig mange ressourcer på at opretholde sin méconnaissance. På et tidspunkt var der således nogle vakse journalister der foretog en rundringning til partiets kredsformænd, og her kom det frem at et flertal tilkendegav nazisympatier og nogle indrømmede sågar medlemskab af andre og mere radikale grupper end Dansk Folkeparti, som eksempelvis Den Danske Forening. De blev øjeblikkeligt ekskluderet af partiet.

Der var også sagen med Louise Freverts der blev ekskluderet pga. af sin hjemmeside, og sådan vil man kunne fremlægge det ene eksempel efter det andet på at partiet for enhver pris vil undgå at fremstå som et ekstremistisk parti. Det er kun eliten i partiet der har lov til at komme med ekstremistiske udtalelser, og de kommer meget planlagt og gradvist i passende afmålte doser, så man ikke risikerer at sætte partiets méconnaissance over styr.

Men det helt store problem er, at det ikke kun er Dansk Folkeparti der er afhængige af at reproducere den méconnaissance, der består i at fortie at Dansk Folkeparti er et nazistisk parti. Det er jo i princippet hele det borgerlige Danmark, ikke mindst regeringen.

Regeringen ville være nød til at træde tilbage i vanære, hvis den indrømmede at den i en årrække har haft et nazistisk parti som sit parlamentariske grundlag. Statsministeren ville én gang for alle kunne vinke farvel til en internationalt topjob og et flertal af medlemmerne i Folketinget ville få deres eftermæle godt og grundigt plettet osv.

Det samme gælder den fjerde statsmagt, pressen. Pressen ville jo fuldstændig miste sin troværdighed, hvis det kom frem at pressen i gennem en årrække har bagatelliseret hvis ikke ligefrem støttet at Danmarks mest indflydelsesrige parti er nazistisk.

Sammenfattende kan man sige at det ikke blot er Dansk Folkeparti men også et flertal i Folketinget og det meste af pressen der er afhængig af, at man reproducerer den méconnaissance, der består i at man er nød til at fortie at dansk Folkeparti er nazistisk.

Det samlede establishment er dybt afhængig af denne fortielse, og det er også den eneste konsistente forklaring på at det er lykkedes at bevare Dansk Folkepartis sande væsen som en offentlig hemmelighed, som et tabu, som en méconnaissance.

Her fristes man uvilkårligt til at citere Adolf Hitler, der citeret efter hukommelsen har sagt noget i stil med: ”Jo større løgnen er, desto lettere er det at få folket til at tro på den!”

5. KONKLUSION

Gavegivningen kan kun fungere hvis man er enige om at fortie det egoistiske element ved gavegivning. På samme måde kan det nuværende hegemoni i Danmark kun reproduceres, hvis man er enige om at fortie at Dansk Folkeparti er nazistisk.

Eller for at relatere til Georg Metz´fremragende artikel:

”Ny Alliances Jørgen Poulsen kom på sit skrantende partis triste landsmøde ind på sagen og forulykkede med et brag, for sådan siger man ikke i dette besynderlige land.”

Når det gælder den åbenlyse parallel mellem Dansk Folkeparti og nazismen er det ifølge Metz ”unævneligt” og ”noget man ikke siger i dette besynderlige land”. Det er helt rigtigt set af Metz, at der her er tale om et regulært tabu.

Det kan man efter min mening forklare, hvis man opfatter dette tabu som en meconnaissance i en Pierre Bourdieusk forstand. Det danske establishment har simpelthen gjort sig afhængig af at sandheden om Dansk Folkepartis sande væsen forbliver en offentlig hemmelighed, en méconnaissance. Det kunne være en logisk forklaring på den ellers uforklarlige ignorering af Jørgen Poulsens udtalelser.

Gavegivningen kan kun fungere hvis man er enige om at fortie det egoistiske element ved gavegivning. På samme måde kan det nuværende hegemoni i Danmark kun reproduceres, hvis man er enige om at fortie at Dansk Folkeparti er nazistisk.

Hvis man sætter en 100-kr. seddel på at NA er i folketinget efter næste valg, er den nok tabt.

Det startede med energi og begejstring, det er blevet til en desperat fuser.

med venlig hilsen
Lennart

Og så ville det være rart hvis "de anstændige borgerlige" engang imellem tog konsekvnenserne af deres udtalelser.

Det er mildt sagt lidt underligt at Jørgen Poulsen synes han kan blive ved med at være med i et parti der støtter VKO, og at han dermed vedbliver at støtte en koalition, hvor der ifølge hans eget udsagn indgår nazister...

Heinrich R. Jørgensen

Per Thomsen:
"Og så ville det være rart hvis "de anstændige borgerlige" engang imellem tog konsekvnenserne af deres udtalelser."

Eller hvis nogle kompetente, troværdige og principfaste personer med gode kommunikationsevner overtog NA's politiske ambitioner, og rent faktisk forsøgte at give de anstændige borgerlige er ståsted?

Hvis ikke nogen påtager sig ansvaret for et sådant projekt, bliver folketingets sammensætning med stor sandsynlighed næppe anderledes end nu.

Det er ganske påfaldende som vores politikere efter tur er blevet banket på plads inden for de seneste uger.

Først kom Birthe Rønn til at sige sin mening om det tåbelige tørklædeforbud, hvorefter hun på det nærmeste blev halalslagtet af statsministrene og sine ministerkolleger.

Derefter blev Jørgen Poulsen blevet banket på plads af Naser Khader fordi han kom for skade at udtale det vi alle sammen godt ved men ikke må sige højt, nemlig at Dansk Folkeparti er en bande nazister.

I går startede man en regulær hetz mod den gode Margrethe Vestager fordi hun mener at det vil være fornuftigt at tage udenrigspolitikken op til revision ovenpå attentatet i Pakistan.

I dag har Holger K. Nielsen så blevet banket på plads af Villy Søvndal . Holger K. Nielsen havde i lighed med Vestager udtalt at det måske kunne være klogt at se på vores udenrigspolitik nu hvor man sådan er begyndt at sprænge vores ambassader i luften. Men det er som bekendt både tabu og usømmeligt at diskutere politik i denne for vort land så svære situation. En god SFer retter ind til højre og holder sin kæft og lader Jyllands Posten om at definere de danske værdier!

Og sidst men ikke mindst har Charlotte Dyremose i dag i radioavisen bekendtgjort, at hun ikke kan stemme for regeringens tåbelige forslag om tørklæder. Men Bent Betjent har selvfølgelig straks været ude og forsikre os alle om, at Dyremose naturligvis gør det hun får besked på.

Så er det at man ikke kan lade være med at tænke på, hvor lang tid der skal gå før de anstændige politikere finder ud af at rotte sig sammen. Lige nu skiftes de til at stå frem hvorefter de med usvigelig sikkerhed bliver banket oven i hovedet med en stor kølle.

Men hvad ville der ske hvis Birthe Rønn Hornbech, Jørgen Poulsen, Magrethe Vestager, Holger K. Nielsen, Charlotte Dyremose og alle de andre anstændige politikere i Folketinget stod sammen og begyndte at koordinere deres tiltag? Ja så er jeg ret sikker på at Danmark kunne få det opgør med ”værdikampen” og ”den aktivistiske udenrigspoliti” som landet har så desperat brug for!