Leder

Libanons labyrint

Debat
10. maj 2008

Meldingen fra Beirut er, at 'oppositionen står på hvert gadehjørne' i den del af Vestbeirut, der er sunnimuslimsk og regeringsvenlig.

Her bor de ledende politikere i regeringskoalitionen, f.eks. premierminister Faoud Siniora, den politiske leder af den anti-syriske 14. martsbevægelse og druserlederen Walid Jumblatt, der er medlem af regeringen. De to sidstnævnte er reelt i husarrest, for så vidt som deres villaer på den ene side beskyttes af den libanesiske hær, men samtidig belejres af shiamuslimske militsfolk fra Hizbollah og Amal, der støttes af græsk ortodokse kristne fra Syriens National-Socialistiske Parti og andre, mindre grupperinger.

Forvirret?

Det er der bestemt ingen grund til. Libanon er et samfund af sekter, der hver især opfatter sig som autonome, og dersom staten anfægter denne autonomi, svarer de med geværmundinger. Hvis de da kan.

Og det kan Hizbollah, der i årtier har udgjort en stat i staten, og som under Israels besættelse af det sydlige Libanon opbyggede en slagkraftig og disciplineret milits som en parallel militærstyrke, der tog den kamp mod israelerne, som Libanons hær ikke evnede.

Da israelerne trak sig tilbage i 2000, fik Hizbollah hele æren, og lovede samtidig at gå ind i den demokratiske proces og arbejde for et forenet Libanon. Det gik sådan set også meget godt, indtil den demokratiske proces skiftede karakter efter mordet på den magtfulde sunni-leder, Rafik Hariri i 2005. Hariri var kommet på kant med den syriske præsident, Bashar al-Assad, og en nok-er-nok-reaktion efter mordet resulterede i, at Syriens militære besættelsesstyrke blev tvunget ud af Libanon.

Saad Hariri, en søn af den myrdede, stillede sig i spidsen for en koalition af velaflagte sunni'er, kristne maronitter og drusere, som fik flertal ved et følgende parlamentsvalg og kunne danne regering med støtte fra Vesten og 'moderate' arabiske regimer, primært det fundamentalistiske Saudi-Arabien og det egyptiske diktatur.

Hizbollah, Amal, syrisk-nationalistiske halvfascister og kristne ledet af den gamle krigsherre, Michel Aoun, støttet af Syrien og Iran, blev sendt i opposition. Og bundlinjen på det, der foregår i disse dage, er simpelt hen, at oppositionen har besluttet at demonstrere sin reelle styrke - at bevare status quo, som er, at landet er delt op i autonome enklaver, og sådan skal det fortsat være, indtil de militært magtfulde beslutter noget andet.

Der er derimod ikke - trods mindst 13 dræbte og flere sårede efter gadekampe i Beirut og Bekaa-dalen - tale om en repetition af den borgerkrig, der i 15 år martrede landet.

I hvert fald ikke endnu, heller ikke selv om Beirut igen synes delt ad den 'grønne linje' mellem det muslimske Vestbeirut og det kristne Østbeirut, der i perioden 1975-90 udgjorde grænsen mellem de stridende parter.

Der er snarere, hvor barokt det end lyder, tale om oppositionens vilje til at undgå borgerkrigslignende tilstande - men samtidig gøre det helt klart for den siddende regering, at den ikke kan bestemme noget som helst udenom den shiamuslimske befolkningsgruppe, der udgør op mod halvdelen af befolkningen. Da regeringen med Walid Jumblatt som frontfigur reelt krævede, at Hizbollah indordnede sig under centralregeringens direktiver, var svaret propeldrevne antitank-granater og Kalashnikov-salver og en bandbulle fra Hizbollah-lederen, Hassan Nasrallah, der beskyldte regeringen for at 'gå den zionistiske fjendes ærinde'.

At Nasrallah hiver de i denne sammenhæng sagesløse israelere op af turbanen, hænger sammen med parternes internationale sponsorer. Oppositionen er nervøs ved, hvad den vestligt støttede regering kan finde på i forhold til Israel - måske ligefrem en slags fredsaftale. Det er ikke i Irans interesse - og endnu heller ikke i Syriens, selv om rygterne om fredsfølere mellem Jerusalem og Damaskus bliver mere og mere vedholdende. Garantien mod enhver tilnærmelse til en aftale med Israel er et militært potent Hizbollah.

Sidst, det var på tale at diskutere en afvæbning af militsen - som stipuleret i den aftale, der afsluttede borgerkrigen - kom Hizbollah diskussionen i forkøbet ved at dræbe tre israelske soldater og kidnappe andre to. Det udløste som bekendt den 34 dage lange krig i 2006, hvor militsen kunne demonstrere, at den - og den alene - var i stand til at forsvare Libanon mod 'den zionistiske aggression'.

I de seneste dage har Nasrallah gentaget øvelsen internt. Han har vist, at han ikke finder sig i diktater fra en regering, der end ikke har kontrol over sit eget militær, hvoraf halvdelen af de menige er shiamuslimer. Hærchefen (og en kommende præsident, når der opnås enighed om at vælge ham) Michel Suleiman, nægtede således at efterkomme premierminister Sinioras opfordring til at erklære landet i undtagelsestilstand, da gadekampene brød ud i torsdags. Tværtimod holder hæren i forståelse med militserne sig neutral.

Vel vidende, at det først vil blive rigtig blodigt, hvis den vælger side. e

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Israels militaristiske elite, som altid med USAs elite automatisk ivrig i ryggen, puster til ilden i Libanon og prøver å skaffe et påskudd for den store mellemøstlige krig som de behøver til sin megalomane yndlingsfantasi om Israel über alles og Die Endlösung der Palästineserfrage. Det eneste tilladte parti i USA, krigspartiet, med sine to kandidater Hitlery Clinton/Strangelove og Johannes døperen McCrazy er selvfølgelig i ekstatisk rus over utsikten til en ny seirrik "cakewalk", denne gangen på atomføtter hen over iranske lik. Men pas på: dette er en ektrem ikke-nyhet i alle medier, denne krig kan de kun få igang ved at være musestille

http://209.85.215.104/search?q=cache:_pL4QmaGIrAJ:www.senate.gov/~foreig...

Og, vær for alt i verden tryg på at Storebror som sædvanlig har sikret
"fredsudviklingen" når "cakewalken" er overstået. CIA er for længst i gang med at skabe det iranske modstykke til binladenianerne i Al Qaida:

http://en.wikipedia.org/wiki/Jundallah

og det libanesiske:

http://www.newyorker.com/reporting/2007/03/05/070305fa_fact_hersh?printa...