Leder

Løkkes værste fjende

Debat
22. maj 2008

De senste ugers jagt på finansminister Lars Løkke Rasmussen og hans rod med bilag, taxaregninger og repræsentationsudgifter har afsløret, at han tilsyneladende har flere fjender, end han måske havde troet. I hvert fald bliver der ved med at dukke uheldige eksempler op på penge, som er brugt uden den rette dokumentation, og flere - også fra Løkkes eget bagland - er klar med krav om en uvildig undersøgelse af ministerens bogføring.

Men når det er sagt, så er Løkke Rasmussens største fjende fortsat ham selv, hans attitude og voldsomme temperament. Den arrogance og manglende selverkendelse, som han har udvist under hele forløbet, har i sig selv været med til at puste nyt liv i sagen og give hans modstandere blod på tanden. Roderiet har tilsyneladende været konsekvent i hele Løkkes politikerkarriere - fra Græsted til Slotsholmen. Men sagen trækker næppe juridiske spor, og jagten på finansministeren har i medierne nået et niveau, som den slet ikke kan bære. Til gengæld har den tegnet et billede af en toppolitiker og måske kommende statsminister, som må være urovækkende for en Venstremand.

Lars Løkke Rasmussen har været uforståeligt sjusket og lidt for glad for forlystelser, men den slags er tilgiveligt, og for roderiets vedkommende falder en stor del af kritikken tilbage på revision og administration de steder, hvor han har været politisk chef. Det, der først og fremmest rammer ham, er hans arrogance i forhold til magten og sagen. Der er ikke noget at komme efter. "Jeg kan jo ikke bruge al min tid på at springe fra det ene gamle bilag til det andet." Alt er revideret og bogført efter reglerne, hævder han, selv om enhver kan se, at det ikke passer. Havde han blot på et tidligere tidspunkt undskyldt sin lemfældige omgang med bilag og kontering af udgifter og lovet bod og bedring, så ville sagen have set anderledes ud.

Kritikken på det substantielle plan er nemlig fortsat tynd, fordi ingen hidtil har kunnet fange Løkke i forsøg på personlig berigelse eller grådighed. For en politiker på det nivaeu, som Lars Løkke Rasmussen befinder sig, flyder arbejde, fritid og socialt liv sammen, så det er svært at afgøre, hvilken kasket han har på, når han tager sig en fadbamse på Vesterbro eller en overnatning efter en koncert i Horsens. En minister er det hele døgnet, og den løn, han kan hæve for indsatsen matcher hverken arbejdsindsats eller ansvar. Tilbage står diskussionen, om det er Venstre eller ministeriet eller Frederiksborg Amt, der skal betale gilderne.

Og her kunne Løkke Rasmussen bestemt have været mere præcis i forhold til sin bogføring. Men det er ikke noget, der berettiger en ministerstorm. Når socialdemokraten Rasmus Prehn sætter det store skyts ind, kunne han passende tage med i sine overvejelser, om hans egne partifæller med ministerfortid kunne stå for en lignende offentlig gennemgang af udgifter og bilag. Det kan de næppe.

bew

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ivan Gullev

Sagen Lars "Egenløgge" viser (sammen med Brixtofte-sagen):
At neutral, uafhængig, selvstændig embedmandsstand ikke findes i DK.
At pressen er et ulvekobbel. Pressen burde være inde i sagerne 10 år før.
At Prehn og Hørsholms borgmester er uforfærdede hædersmænd.
At Venstremænd langt ind i deres "liberale" sjæle historisk er nogle sjufte.
At Informations Bent W. er for sent og grinagtigt ude med det 3. standpunkt.

Klaus Olsen

“Ud og spise med Parkens direktør Jørgen Glistrup, ind og se en fodboldfinale - og så på hovedet i seng på et hotelværelse i København, betalt af ministeriet. Sådan så programmet tilsyneladende ud en april-aften i 2006, da Lars Løkke Rasmussen så FCK vinde over norske Lillestrøm i finalen i Royal League-turneringen i Parken.”

Another day at the office - fyr nu det fede læs...