Leder

Muldyr og marked

24. maj 2008

I Warren County, Tennessee, spændte T. R. Raymond forleden Dolly og Molly for riven. T. R. Raymond er landmand, Dolly og Molly er muldyr, og riven er en let modificeret udgave af den rive, Raymond plejer at hægte på sin traktor, når der skal samles hø på marken.

"Vi kan fodre disse muldyr billigere, end vi kan købe brændstof. Det er et faktum. Prisen på brændstof er så høj, at vi ikke har råd til det," siger T. R. Raymond til AP.

"Dette er fremtiden," tilføjer Raymonds søn, Robert.

Det var i et interview i denne avis for fire år siden, at den britiske miljøforfatter George Monbiot sagde:

"Med henblik på landbruget er det klogeste, politikerne kan gøre, at begynde at investere kraftigt i at avle heste og genuddanne nogle mennesker til at håndtere dem. Heste æder ikke fossilt brændsel."

Monbiot vidste godt, at nogle ville forlange ham indespærret på en sindssygeanstalt, når han sagde sådan noget, men han sagde det alligevel. Og selv om landmand Raymond næppe læser Information, gør han nu, som Monbiot anbefalede.

Det handler naturligvis om olie. Industrisamfundets hjerteblod, der i denne uge satte endnu en prisrekord under den tilsyneladende endeløse himmelflugt. 135 dollar pr. tønde råolie, op med 35 pct. siden årsskiftet og nu næsten fire gange prisen i 2004, da Monbiot slog alarm. En prishimmelflugt, der - som berettet i gårsdagens avis - øger OPEC-landenes forventede olieindkomst i år til tusind milliarder dollar og giver de fem store private olieselskaber en rekordprofit i årets første kvartal på 36,9 mia. dollar. Dertil en himmelflugt, der truer olieintensive brancher som flyselskaber, hvor f.eks. skandinaviske SAS imødeser en ekstra brændstofudgift i år på op mod tre mia. svenske kroner, samt hele transportsektoren, herunder almindelige bilister der antagelig skal af med flere tusind kroner ekstra i år for at få vognen til at rulle.

Mens det med profitterne kan diskuteres, er det en utvetydig solstrålehistorie, at det bliver stedse dyrere at flyve, køre bil og i det hele taget brænde olie af. Det globale klima skriger på en afvikling af det fossile energiforbrug, og derfor kan det kun gå for langsomt med olieprisens stigning. Jo dyrere olie, desto større incitament til at investere i vedvarende energikilder og energieffektiv teknologi. Innovative typer som T. R. Raymond er med sine energieffektive muldyr en progressiv rollemodel, der foruden hø høster konkurrencefordele i forhold til sine kolleger, der slæber rundt på den fossile æras stedse dyrere maskinpark. For slet ikke at nævne endnu mere fremsynede folk som u-landenes millioner af bønder, der aldrig har indladt sig på det oliebaserede landbrug, men holdt fast i bøfler, heste og muldyr.

Alligevel råbes der 'krise'. Fordi olieprisens stigning undergraver samfundsøkonomien og væksten og truer med ny arbejdsløshed og forstærket inflation. Og krise bliver det. Ikke mindst fordi olieprisstigningerne falder sammen med den amerikanske finanskrise, der har spredt sig til såvel den europæiske finanssektor som til realøkonomien. Plus falder - og hænger - sammen med krisen med de stigende fødevarepriser, der først og fremmest er en krise for denne verdens fattige.

Man kunne kalde det hele 'markedsfejl'. Ikke at der er noget galt med markedsøkonomi som sådan, men der er noget galt med samfundets forvaltning af markedet, når olieforbruget får lov at eskalere til et omfang, hvor produktionen ikke kan følge med, og prisen derfor eksploderer på bekostning af samfundsøkonomisk stabilitet. Og når fødevaremarkedet omvendt reguleres så perverst via EU's og USA's landbrugsstøtte, at fødevarepriserne så længe holdes kunstigt nede til skade for de fattige landes landmænd, der ikke har kunnet tjene nok til at udvikle og øge deres nu så tiltrængte produktion. Samt når finanssektorens spekulanter frit kan flytte milliarder fra dot.com-bobler over husbobler til nu olie- og fødevarebobler - alt sammen destabiliserende og krisefremkaldende.

Markedsmekanismen virker, men den virker ikke nødvendigvis på den ønskede måde. Når olieprisen stiger, træder mekanismen i kraft, påvirker forbruget og flytter investeringer. Og mens det er godt, hvis vi flyver mindre og kører mindre i bil, kan man ikke være sikker på, at investeringerne flyttes hensigtsmæssigt. Den høje oliepris vil ikke kun hjælpe vindmøllerne, men også lede til større forbrug af kul, klimamæssigt som at bevæge sig fra asken i ilden.

Dertil kommer markedet ofte for sent. Det er mere end 30 år siden, oliegeologen M. King Hubbert som den første varslede 'peak oil', et kommende vendepunkt for olieproduktionen. Men tiltagende faresignaler til trods - også fra klimaet - har det globale olieforbrug fået lov at vokse. Prissignalet er kommet for sent og for svagt, og derfor bliver omstillingen mere ugennemtænkt, brutal og smertefuld end nødvendigt. Det er ikke så indviklet for en landmand i Wayne County, Tennessee, at tage bestik af situationen og spænde muldyr for sin rive. Det er en større mundfuld for politikere i et kriseramt globalt system at transformere markedet fra herre til tjener.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu