Leder

Det ny Libanon

Debat
27. maj 2008

MICHEL SULEIMAN, Libanons nye præsident, har ikke forfatningsmæssige beføjelser, der rækker ret meget længere end Dronning Margrethes. Han kan eksempelvis ikke ind- og afsætte regeringer uden om parlamentet, og han udpeger premierministeren efter indstilling fra et politisk flertal, som det kendes fra en dansk dronningerunde.

Så hvorfor er det relevant for en mindre, men distingveret lokal avis som nærværende at kommentere valget af en kransekagefigur?

Fordi Libanon både i kraft af lidenhed og geografisk placering er skueplads for en stedfortræder-udmattelseskrig mellem Vesten og Islam generelt og, mere specifikt mellem USA med allierede overfor Iran med allierede. Og med indsættelsen af den hidtidige hærchef er status quo i stedfortræder-krigen forrykket til fordel for Iran.

DET ER KUN godt tre år siden, nemlig 14. marts 2005, at en million libanesere efter mordet på sunni-lederen Rafik Hariri gik med hans søn, Saad Hariri, ud i Beiruts gader med kravet om udsmidning af den syriske besættelsesstyrke og øget vestlig tilknytning, in casu til USA og Frankrig.

Den tidligere kolonimagt, Frankrig, har traditionelt tætte forbindelser til landets kristne maronit-sekt og den ledende sunni-elite. (da Jaques Chirac rykkede ud af Elyseé-palæet flyttede han ind i en luksuslejlighed ejet af Hariri-familien).

Dette opbrud i libanesisk politik førte til syrisk tilbagetrækning, en vestligt orienteret samlingsregering efter et parlamentsvalg, som Hariri-klanen og maronitterne vandt stort, og marginalisering af den Damaskus-støttede og - dirigerede præsident, Emile Lahoud, der i øvrigt i lighed med Suleiman var tidligere hærchef.

Da denne nye regering tog fat på landets hovedproblem, nemlig hvad man skulle stille op med FN-kravet om afvæbning af den shiamuslimske Hizbollah-milits, kom balladen: Hizbollah svarede med at fremprovokere en krig med Israel i juli 2006, der fik USA's udenrigsminister Condoleezza Rice til at udbryde: "Verden er vidne til Det Ny Mellemøstens fødselsveer."

HUN HAVDE RET, men med 180 graders fejlmargin. Det israelske gengældelsesangreb, der formelt havde til erklæret formål at nedkæmpe Hizbollah, formede sig som en kollektiv afstraffelse af libaneserne, var en tordnende fiasko, der medførte fyringer af generaler og politisk krise i Jerusalem.

Ud af ruinerne i Sydlibanon og Beirut steg en militært og politisk styrket Hassan Nasrallah, Hizbollahs leder, som i januar 2007 var på så sikker grund, at han - og med ham andre pro-syriske politikere - udtrådte af samlingsregeringen. 14. marts-koalitionen, ledet af Hariri-klanens loyale vicevært og problemknuser, Fouad Siniora, regerede videre med et formelt flertal bag sig, men var reelt handlingslammet.

I et - viste det sig - hovedløst forsøg på at bryde ud af stilstanden, vedtog regeringen tilskyndet af den politiske vendekåbe og kommunikationsminister, druser-lederen Walid Jumblatt, at kalde, hvad den troede, var Hizbollahs bluff. Svaret kom aldeles omgående: Hizbollah tog kontrol over Beirut. Herefter dikterede Hassan Nasrallah sine betingelser: Vetoret i en ny samlingsregering, en ny valglov, der svækker 14. marts-koalitionen og ingen afvæbning af Hizbollah.

UNDER DETTE FORLØB over halvandet år har Vestens rolle vist sig som en illusion. USA var ikke bare på sidelinjen, men helt oppe på de bagerste tilskuerpladser, da det kneb for 'cedertræsrevolutionens' 14. marts-bevægelse.

Valget af Michel Suleiman som præsident med 118 af parlamentets 127 stemmer er den foreløbige slutsten på en proces, der har gjort det af med den sidste rest af USA's indflydelse i regionen. Præsident Bush kan end ikke styre Israel, der stik imod hans udtrykkelige ønske har sendt fredsfølere til Syrien. Iran er den store vinder, og hvis nogen var i tvivl, blev tvivlen bortvejret af, at Suleiman allerede inden han aflagde sin troskabsed, holdt møde med Irans udenrigsminister, Manouchehr Motakkider, der var i Beirut for at bivåne indsættelsen.

OG I GÅR talte Hassan Nasrallah til tusinder i Sydbeirut i anledning af otte årsdagen for Israels tilbagetrækning fra Sydlibanon med et klart budskab: Hizbollah er eneste garanti mod Israel, og libanesere, der "ikke tror på modstand" er ikke patriotiske. Så ved de det.

Suleiman? Hans budskab er, at Hizbollahs våben er kommet for at blive, men at de på en eller anden måde skal integreres i det nationale forsvar. En Iran-model anes, hvor hær og revolutionsgarde er sideordnede, men med adskilt kommandostruktur.

Og Bush? Han har lykønsket Suleiman og inviteret ham til at besøge Det hvide Hus. Hvis de tager en tur på mountainbike, vil det være op ad bakke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her