Leder

Rønn

17. maj 2008

"Hrmffp."

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs svar på spørgsmålet om hvorvidt hun bliver som minister, ifølge dagbladet Børsen.

DET NEMMESTE i verden er at gøre Birthe Rønn Hornbech til grin. Denne ustyrlige enspænder, som Anders Fogh Rasmussen (V) valgte at gøre til minister trods advarsler og trods hendes udtalte hang til særstandpunkter og ideologisk profilering. Hendes omdiskuterede tørklæde-kronik var et selvmål, et skud i egen fod, et politisk selvmord. Den nemme analyse set med christiansborgske briller er, at hun nu er blevet fortjent sat på plads, fordi hun spillede for højt spil, at hun er færdig i dansk politik, og at hun har mistet sin troværdighed, fordi hun udviste en utilgivelig illoyalitet over for regeringssamarbejdet og sprang op som en løve og forsvarede domstolenes ret til selv at bestemme dresskode for retsmøder, og faldt ned som et lam, da statsministeren valgte at banke hende på plads og endnu engang rette sin politik ind efter sit parlamentariske støtteparti.

Birthe Rønn Hornbech bestemmer selv, hvornår hun vil udtale sig, og det er ikke ofte, og hun sprutter arrigt, håner og vrisser ad pressen, som tilsyneladende kun gør ministergerningen mere besværlig for hende. Hun afskyr de fleste journalister, fordi de er for letbenede, ikke inde i stoffet og generelt for sensationshungrende. De svarer igen med at forfølge hende op og ned ad trapper med mikrofoner og kameraer. Rønn Hornbech lader sig ikke rådgive af spindoktorer, som hun også foragter af et godt hjerte, professionel krisestyring og styret kommunikation er fremmedord, for hun vælger selv sine kampe og sine særstandpunkter. Ingen skal forsøge at dirigere rundt med Birthe Rønn Hornbech - heller ikke selv om hun nu er blevet minister. Politik er for politikere af kød og blod - ikke for designede og tilpassede administratorer, er budskabet.

DET ER DERFOR, integrationsministeren er vellidt og respekteret - på grund af sit mod og sin politiske og personlige integritet. Men det er også derfor, hun har fået så mange tæsk og så mange fjender - ikke mindst de seneste dage. Og det er derfor, hun nu står til at tabe med et brag, og derfor at alle spekulationer kun går i retning af, hvornår hun mon trækker sig som minister. For Rønn Hornbech spiller ikke det politiske spil, sådan som man på Christiansborg, i pressekorpset og blandt politiske kommentatorer er enige om, at det skal spilles. Hun udtaler betænkelighed ved såkaldte administrative udvisninger, og hun kalder regeringens støtteparti en flok fanatiske antimuslimer - stik imod regeringens linje. Og der ligger ingen anden taktisk eller strategisk overvejelse bag, end at hun mener det og er blevet vred og indigneret over denne leflen for populære standpunkter. Overdreven loyalitet og partidisciplin er i Rønn Hornbechs optik med til at ødelægge den politiske debat og sløre eksisterende modsætninger til skade for demokratiet. Birthe Rønn Hornbech mener, hvad hun mener, og nok er nok, når det gælder Dansk Folkeparti.

AT FORHOLDET til netop Pia Kjærsgaard og Dansk Folkepartis udlændingepolitik er selve kernen i Fogh Rasmussens alliance og politiske succes siden 2001, kan hun ikke tage sig af . En stram udlændingepolitik og en systembevarende velfærdspolitik har sikret Venstre og Konservative foreløbig seks et halvt år ved magten, og der er ingen tegn på trusler i horisonten. Alliancen med Dansk Folkeparti er hellig, og den er besværlig, men hver gang nogen har forsøgt at sætte spørgsmålstegn ved den - om det har været konservative dissidenter som Pia Christmas-Møller og Lars Barfoed eller Venstrefolk som Leif Mikkelsen og Uffe Ellemann-Jensen er der faldet brænde ned. Det ved Birthe Rønn Hornbech naturligvis, men hun vælger at være ligeglad og tage tævene og måske det ultimative nederlag at måtte gå af som minister.

UDNÆVNELSEN af hende efter det seneste valg var formentlig ud fra et håb hos statsministeren og andre om, at VK-regeringen nu skulle til at føre en mere midtervenlig kurs på udlændingeområdet. Det var i hvert fald det, Anders Fogh Rasmussen sagde under hele valgkampen. Lige til det sidste så det ud, som om regeringen ville blive afhængig af Ny Alliances mandater, og dermed var banen åben for et bredere politisk samarbejde hen over midten med de Radikale og Socialdemokraterne.

Men Dansk Folkeparti satte hælene i - kraftigt og velovervejet - og forstod at udnytte sin parlamentariske styrke til det yderste. Naser Khader fik ikke et ben til jorden og mistede modet i det afgørende øjeblik, og da alliancens femte mandat Malou Aamund valgte at springe ind i Venstres folketingsgruppe, var det slut. Tilbage sidder Rønn Hornbech og er tvunget til at føre en politik, som hun i bund og grund ikke bryder sig om. På mange måder er hun fremtidens politikertype - tiden efter spin og antispin vil byde på et folkekrav om ægthed, ærlighed og integritet. Problemet for hende er, at den politiske virkelighed ikke er nået dertil endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Thomsen

Bent Winther:

"Hun afskyr de fleste journalister, fordi de er for letbenede, ikke inde i stoffet og generelt for sensationshungrende."

Det forstår man så godt, når man har læst et par stykker af Bent Winthers ledere, der er så overfladiske og letbende at det næsten gør ondt. Prøv blot at se på følgende sekvens:

"En stram udlændingepolitik og en systembevarende velfærdspolitik har sikret Venstre og Konservative foreløbig seks et halvt år ved magten, og der er ingen tegn på trusler i horisonten."

"Stram udlændingepolitik" - det kan du selv være, Bent Winther...

Heinrich R. Jørgensen

Det var da dejligt, at vi kunne få den obligatoriske baggrundshistorie om ugens hovedperson. Uden denne respekt for journalistisk tradition, ville Dagbladet Information jo ikke være en rigtig avis.