Leder

Sprækker

Debat
7. maj 2008

DET ER EN TRAGEDIE af kolossale dimensioner. Antallet af dødsofre for cyklonen Nargis og den efterfølgende flodbølge i Myanmar steg i går til over 22.000, og 41.000 er meldt savnede. Og det er ifølge militærstyrets statslige medier. I en sådan situation kan det virke kynisk at tale om lyspunkter, men det er ikke desto mindre tilfældet. Accepten af hjælp udefra repræsenterer nemlig ikke bare håb for de mange hundredtusinder, der er uden mad, vand og husly. Det er også et tegn på forandring i det lukkede land. Under efterårets munkedemonstrationer var det de indadskuende hardlinere, der løb af med sejren, da de brutalt slog ned på opstanden og dræbte over 200. I disse dage er der tegn på, at det er den mere åbne fløj, der fører ordet, repræsenteret ved landets udenrigsminister, der mandag for åben tv-skærm accepterede hjælp udefra - nu med premerministeren ved sin side.

DET VILLE IKKE være første gang, at en naturkastrofe åbner lukkede lande og skaber mildere vinde mellem fjender. I 1988 fik jordskælvet i Armenien den sovjetiske udenrigsminister Eduard Sjevardnadse til at bryde med 70 års jerngreb ved at tillade humanitær hjælp udefra. Det ikke alene gavnede ofrene, men gav også et tiltrængt skær af menneskelighed til Kreml. I 1999 varmede hjælp fra Grækenland til ofrene for jordskælvet i Tyrkiet forholdet mellem de gamle fjender - endnu mere, da Tyrkiet måneden efter kunne gengælde hjælpen, da et jordskælv ramte Athen. Og efter tsunamien i 2004 fik også de stridende parter i Indonesiens Ache-provins fælles mål, da millioner havde brug for hjælp, og der blev underskevet en fredsaftele.

Den mulighed for at række ud og få goodwill til gengæld har regimet i Rangoon nu. Og da åbninger er svære at smække i igen, er der også mulighed for, at Myanmar tillige kan rykke et lille skridt nærmere en afslutning af det 50 år lange militærdikatur - i hvert fald i dets allerværste version.

MAN KAN HÅBE, at juntaen faktisk kerer sig om befolkningen, når det kommer til stykket. Man kan frygte, at den delvist udtrakte hånd primært skyldes selvopholdelsesdrift. For befolkningen i Myanmar er vred, og truslen om et reelt oprør lurer. Allerede for næsten to uger siden advarede det indiske meteorologiske institut om, at cyklonen var på vej. FN vurderer, at juntaen undlod at fortælle befolkningen om den. Da ulykken havde ramt, brugte den 400.000 mand store hær primært kræfter på at rydde vejene i de kvarterer, hvor den politiske elite bor.

Der er dog langtfra tale om, at militærstyret har slået dørene op på vid gab - hjælpeorganisationer, der vil ind i landet, skal f.eks. stadig forhandle hårdt for at få adgang. De næste dage vil vise, i hvor stort omfang styret vil acceptere, at befolkningen bliver eksponeret til 'verden udenfor' til gengæld for hjælp. Det kan dog blive nødvendigt. Befolkningen er vænnet til en vis dosis daglig kamp i den nedkørte økonomi. Men skal regimet overleve, kræver det, at de viser i det mindste en anelse bekymring for, at deres befolning også gør det. ansp

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her