Leder

To katastrofer, to reaktioner

15. maj 2008

To naturkatastrofer har ødelagt enorme områder, dræbt titusindvis og efterladt endnu flere nødlidende og hjemløse. Men de er blevet mødt af vidt forskellige reaktioner. Kina har lynhurtigt reageret på det katastrofale jordskælv, der mandag ramte Sichuan-provinsen. Myanmars militærjunta har derimod bevæget sig i sneglefart, efter cyklonen Nargis hærgede landet den 3. maj.

Da Kina blev ramt af det største jordskælv i 32 år, gjorde den kommunistiske ledelse det med det samme tydeligt, at den var klar til at rykke hurtigt ud og til at være overraskende åben omkring ødelæggelsernes omfang. Inden for få timer var premierminister Wen Jiabao på vej til de hårdest ramte områder for at koordinere redningsindsatsen efter katastrofen, som ifølge de seneste tal har kostet mindst 15.000 livet. Titusindvis af tropper blev mobiliseret og bevægede sig mod epicentret til fods, med lastbiler og fly, og medbragte mad, tøj og telte.

Stats-tv, der ellers er berygtet for sin langsomme reaktionstid, kom hurtigt i omdrejninger. Billeder af kollapsede bygninger og overlevne fanget under ruinerne blev uden tøven sendt ud til hele verden. Samtidig fik udenlandske journalister adgang til de berørte områder.

Situationen i Myanmar har været en ganske anden. Siden cyklonen ramte, og ifølge FN's vurdering dræbte mellem 63.000 og 100.000, har regeringen været sløv til at få nødhjælpsarbejdet i gang. Den har i stedet vendt de nødlidende ryggen ved at lægge restriktioner på udenlandsk nødhjælp. Fra starten af tillod Myanmar kun en brøkdel af de udenlandske nødhjælpseksperter ind i landet.

Internationale tilbud om at åbne en luftbro med nødforsyninger blev mødt med ubeslutsomhed. Selv da enkelte forsendelser fra udlandet modstræbende blev budt velkommen, blev udenlandske nødhjælpsarbejdere det ikke. Og store mængder af den internationale nødhjælp har endnu ikke forladt lufthavnen.

FN anslår, at 1,5 mio. menneskers liv er i fare, medmindre nødhjælpsindsatsen optrappes voldsomt.

I modsætning til Kinas premierminister, Wen Jiabao, er lederen af Myanmars militærregering, general Than Shwe, åbenbart sporløst forsvundet efter katastrofen.

FN's generalsekretær Ban Ki-moon har ikke kunne få fat på ham for at udtrykke frustration over "den uacceptabelt langsomme reaktion på denne alvorlige humanitære krise".

På trods af det tydeligvis ikke er tilfældet, insisterer juntaen på, at landets hær alene kan klare situationen. Ud fra regeringens foruroligende mangel på handling kan man kun konkludere, at det ikke er folket, som er generalernes førsteprioritet.

Det paranoide styre frygter tilsyneladende, at udenlandske nødhjælpsarbejdere kan komme i kontakt med befolkningen og sprede 'forkerte' ideer, der kan true dets jerngreb om Myanmar.

Regeringerne i både Myanmar og Kina har begge traditionelt været mistænksomme over for udenlandsk indblanding. I dette tilfælde har det ikke haft betydning i Kina, da landet kan klare situationen selv. Men Myanmar har ikke råd til at fravælge udlandet i den situation, landet befinder sig i.

Kinas kommunister har tidligere selv været skyldige i at forværre katastrofer på grund af hemmelighedskræmmeri og sløvhed - inden for det sidste årti har der været flere eksempler på, at omfanget og lidelserne efter naturkatastrofer, epidemier og forureningsulykker er blevet forstørret på grund af regeringens ringe håndtering.

Specielt sammenlignet med Myanmar og sin egen historie fortjener Kinas regering i dag ros for sine fremskridt. Myanmars ledelse fortjener til gengæld den tiltagende internationale harme over sin håndtering af Nargis.

Alene landets størrelse, velstand og gode infrastruktur gør det fra start af muligt for Kina at klare naturkatastrofer bedre end Myanmar. Men Beijing har samtidig klart vist over for kineserne og omverdenen, at ledelsen bekymrer sig over befolkningens ve og vel.

Hvad enten det er fordi verdens øjne for tiden hviler tungt på Kina på grund af det kommende OL, eller fordi kineserne selv, specielt den mere velstående og mere indflydelsesrige bybefolkning, forlanger mere af deres regering, så lader kommunisterne til at være mere opmærksomme på, at også de et langt stykke hen ad vejen må respektere befolkningen, hvis de vil fortsætte med at herske.

Det har Myanmars regering endnu ikke indset. Og en af grundene til, at det ikke har været nødvendigt, er netop Kina. Den kinesiske indflydelse i Myanmar er så stor, at landet er blevet beskrevet som Kinas 24. provins, og militærjuntaen har i vid udstrækning kun kunne overleve på grund af militær, økonomisk og politisk støtte fra Kina.

Mens Kina nu har vist større effektivitet, åbenhed og fleksibilitet, når det kommer til at håndtere sine egne kriser, bør det næste skridt være, at Beijing bruger sin indflydelse til at presse Myanmars militærjunta til at efterleve sit eksempel.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu