Den tomme hykler?

"Det er topmålet af hykleri at forbyde klyngebomber, mens vi gerne vil hjælpes, hvis vores soldater kommer i knibe. Det er så inkonsistent, at det skriger til himlen."

Forsvarsminister Søren Gade efter et samråd om klyngebomber den 17. april 2008.

Nej, krig er aldrig kønt, og våben er lavet for at dræbe. Men det er ikke tilfældigt, at klyngebomber bliver kaldt landminer fra luften - de fortsætter nemlig med at dræbe, længe efter at parterne har sluttet fred. Ifølge Røde Kors og andre humanitære organisationer rammer klyngebomber kun de rigtige mål, altså soldater, i to procent af tilfældene, mens de i de resterende 98 procent rammer civile.

Alligevel var regeringen ikke udelt begejstret, da internationale forhandlinger om et forbud mod klyngebomber dukkede op i horisonten.

For en måned siden mente forsvarsminister Søren Gade, at et total forbud mod klyngebomber ville være "topmålet af hykleri," og så "inkonsistent, at det skriger til himlen".

Ifølge forsvarsministeren opstår hykleriet, fordi luftrummet over Afghanistan bevogtes af amerikanerne, og da amerikanerne ikke holder op med at bruge klyngebomber, er det klyngebomber, der kommer til at redde danske soldaters liv. Vil vi redde livet, og bagefter fordømme vores redningsmænd?

Udenrigsminister Per Stig Møller gik heller ikke ind for et totalt forbud, simpelthen fordi det var "urealistisk." Når lande som USA, Kina og Rusland blev væk fra forhandlingerne om et forbud, så ville en aftale alligevel ikke betyde noget, da det først og fremmest er de tre lande, som bruger klyngebomber. Så hellere satse på at få deres underskrift på en mindre ambitiøs traktat, der er undervejs i FN-regi.

Men hverken forsvars- eller udenrigsministerens forudsigelser gik i opfyldelse, da forhandlingerne formelt blev afsluttet i Dublin i går, hvor delegerede fra Danmark og 108 andre lande med stående klapsalver fejrede aftalen, der i realiteten forbyder alle kendte klyngebomber. Inklusiv den danske type.

Spørgsmålet er, om Søren Gade vil føle sig hyklerisk, når han skriver endeligt under på traktaten til december?

Næppe.

For spørgsmålet er, om det er "så inkonsistent, at det skriger til himlen," når Danmark er med til at forbyde et våben, som vores amerikanske allierede gerne vil beholde.

Man kan se det fra de danske soldaternes synspunkt. De falder i baghold på en opiumsmark i Afghanistan, og amerikanske fly smider klyngebomber efter talebanerne. Vi redder livet, vi vinder - det er godt.

Men vi taber på en anden front: Hvis opiumsbondens dreng for eksempel kommer forbi og samler nogle 'sjove bolde' op fra marken, og en af dem pludselig springer mellem fingrene på ham, så mister vi hans families opbakning. Og lemlæstede børn på dansk fjernsyn underminerer danskernes støtte til krigen i Afghanistan.

Men ikke nok med det. Den afghanske befolkning ser også fjernsyn, og man vinder ikke freden, hvis man slår civilbefolkningen ihjel med den slags våben. Det skaber bare flere talebanere.

Klyngebomber er heller ikke populære i den amerikanske kongres, der har vedtaget en lov, som forbyder amerikanske virksomheder at eksportere alle klyngebomber, undtagen de allermest avancerede. (Loven gælder kun i 2008, men den er alligevel et stærkt signal.)

Kræfter indenfor militæret vil også af med klyngebomberne. Under forhandlingerne til traktaten opfordrede ni af Storbritanniens eks-generaler åbent den britiske regering til at skrotte sine lagre. Ikke kun fordi de dræber civile og gør det svært at vinde hearts and minds, men også fordi ueksploderede bomber dræber ens egne soldater, når de indtager erobret land.

NATO's styrker i Afghanistan har valgt ikke at bruge klyngebomber, blandt andet fordi de slet ikke egner sig til den form for kampe blandt civilbefolkningen, vi udkæmper i dag. Så klyngebomber blev ikke kun forbudt i går, fordi det er et beskidt våben, men også fordi det for det meste er et ubrugeligt våben. Så, hvorfor holde fast?

USA vil beholde sine klyngebomber, kongreslov eller ej. Stormagter er sådan. Men vi behøver ikke at hjælpe dem, hverken på det retoriske eller det konkrete plan.

Ved ikke at insistere på et totalt forbud sender den danske regering det signal, at loyaliteten mod USA er vigtigere end kampen for at forbyde et beskidt våben, der dræber civile i flæng og spolerer genopbygningen af samfund mange år efter krigens afslutning.