Leder

Ikke bare fodbold

30. juni 2008

UAGTET FINALENS KVALITET, som ikke er kendt i skrivende stund, har EM-slutrunden samlet set været alle tiders største fodboldoplevelse siden Brasiliens VM-sejr i Sverige 1958 og klodens to største dirigenters duel i München 1974.

Ganske vist var ingen i denne runde på individuelt niveau med Pele, Beckenbauer eller Cruyff (eller Laudrup på grundlovsdagen 1985), men det var heller ikke så meget lysende stjerner, der formidlede atmosfæren af storhed, som det var den kollektive sum af aktører, der leverede det ene brag af en kamp efter det andet. Og ja, ja, holdene er stadig bygget op omkring stjerner med vandbærere i komplekse kabaler med kreative og produktive spillere, men rollen som altdominerende 'kejser' er rykket fra banen til bænken, hvor strategiske indskiftninger besluttes.

DET VIRKELIGT vigtige ved de forløbne tre uger er imidlertid karakteren af fordragelighed. Som runden skred frem, stod det stedse mere klart, at Anden Verdenskrig omsider er slut.

Ligesom det står klart, at xenofobiske fordomme fra i går er afløst af multi-kulturel og -etnisk forbrødring af i morgen. I de tyske byer fejrede tyrkere og tyskere sammen den dramatiske semifinale, der endte i tysk sidste-øjebliks gevinst uden antydning af de scener, der huskes fra UEFA CUP-finalen i 2000, da Arsenal- og Galatasaray-fans gjorde kvarteret omkring Rådhuspladsen i København til et blodigt inferno af brodne pander. Den gang gjaldede det ud over Parken (med et hint til belejringerne af Wien i 1529 og 1683): "Europa, Europa, hør vor stemme, den er lyden af tyrkiske fodtrin."

Det slogan var fraværende på de schweiziske og østrigske tribuner, såvel som tidligere automatisk macho-chauvinisme omkring det tyrkiske hold er afløst af en tv-sponsor-reklame med EM-spillernes mødre under sloganet: 'anasponsor' (anavatan: Moderland).

OG I AFTES heppede millioner af 'tyske' tyrkere på deres andet fædreland, og tyrkiske tyrkere heppede med - og grunden er selvfølgelig, at den tendens, der indledtes med VM-holdet i 2006 under ledelse af den metroseksuelle flanør med bopæl i Los Angeles, Jürgen Klinsmann, er fuldendt under Joachim Löw: Tyskerne er nu sig selv bekendt.

Turisterne i Nordjylland, kørte - så vidt det refereres - med nationalflaget blafrende fra bilruderne i afvigte weekend som hyldest og støtte til et hold, der ikke længere kæmper for titler, der kan lindre skammen over et folkemord, og derfor vandt med regelmæssig grundighed. I dette 21. århundrede er tyskerne simpelt hen et fodboldhold, der - som en klummeskriver i Financial Times noterede - 'hellere vil spille flot, end bare vinde'.

Da de mod Østrig momentvist faldt tilbage til fortidens fedtspil, beklagede Löw spillets kvalitet og lovede bod og bedring. Måske led tyskerne af en ubevidst erindring om svineriet i VM-slutrunden i Spanien 1982, der huskes som 'ikke-angrebspagten i Gijon', hvor vesttyskerne efter 10 minutter kom foran ved tank-centerforwarden Horst Hrubech, hvorefter bolden i 80 minutter blev trillet rundt midt på banen, da 1-0-cifret afgjorde, at begge hold gik videre på Algeriets bekostning.

DET ER DET NYE og - hvis en følelse må indsnige sig på denne plads: fantastisk smukke - ved denne EM-slutrunde: Fodbold spilles nu i et rum, hvor naturlig identifikation med ens hold har vundet over hjerneløs fanatisme.

Hooliganismen, der gjorde landsmænd til voldsmænd, synes efterladt i forrige århundrede - den har faktisk ikke rigtig rørt på sig siden 1992 - og fodbolden er indtil videre forskånet for dette århundredes terrorsvøbe, selvom der har været optræk.

Algeriske militante islamisters angrebsplaner blev i 1998 og 2000 hindret af effektivt efterretningsarbejde, hollandske islamister blev anholdt kort før slutrunden i 2004, sigtet for terrorplaner, og hvor Portugals luftrum blev patruljeret af NATO-fly i en erklæret 'no fly zone'.

Så sent som i marts i år kom det frem via det tyske indenrigsministerium, at en iraker blev tilbageholdt sigtet for mistænkelig adfærd under VM 2006, hvor USA var deltager.

DENNE NYE atmosfære af 'uskyldig europæisk dekadence', som den er blevet kaldt, har gjort spillet til bedre underholdning og dermed os ude på tilskuerpladserne og ved tv-skærmene til de egentlige vindere. I aftes så vi så frem til at fornøje os med 'nye tyskere' og et hold af spaniere, La Furia Roja, der i 88 år ikke kunne pelse italienerne, men som spillede sig i finalen mod netop dem efter en stribe kampe, der osede af vilje til fremadrettet fodbold.

Den spanske patriark, Luis Aragones, der fylder 70 i juli, skal de næste to år træne Fenerbache i Istanbul.

Og man kan spørge: Hvor ellers?

Det skulle da lige være Bayern München!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arrangørerne af dette års EM har kombineret fodboldmesterskaberne med en stort anlagt kampagne mod racisme og diskrimination. I forbindelse med de forskellige kampe har der været afholdt antiracistiske taler, på banderne har der været antiracistiske slogans osv.

Dette yderst påkrævede og prisværdige initiativ er stort set blevet ignoreret af den danske presse. Det er ikke svært at gætte hvorfor. Hvis man kender bare en smule til den danske pressens overordnede holdning, hvor man er enig om at sætte lighedstegn mellem ytringsfrihed og racisme, forstår man godt, hvorfor man ikke har fundet det relevant at forholde sig til kampagnen.

At Ejvind Larsen heller ikke nævner kampagnen i ovenstående leder der også handler om europamesterskabet i fodbold og racisme er mildt sagt ganske uforståeligt, for nu at udtrykke det på en pæn og afdæmpet måde…

Lasse Ellegaard:

"Det er urimeligt at skælde Ejvind Larsen ud, da det faktisk er mig, der har skrevet den leder."

Ejvind Larsen får hermed min uforbehodlne undskyldning. Jeg vil dog sige til mit forsvar, at jeg mener jeg var i god tro, eftersom det klart og tydeligt står "af: Ejvind Larsen", øverst på denne side.

Bortset fra det, vil jeg fastholde at det er en stor fejl ikke at nævne kampagnen i lederen, og at denne fejl naturligvis ikke bliver mindre af at Lasse Ellegaard på et tidspunkt har nævnt kampagnen i en artikel...

Ejvind Larsen

Kære Per (Thomsen) og Lasse (Ellegaard)

Herligt på denne måde fra udskiftningsbænken pludselig at blive halet midt ind på banen i alle tiders kamp mod den selvglade racisme og forfølgelse af muslimer, som her i dette kristne land går under betegnelsen: »Forsvar for ytringsfriheden«.

Til Per: Nu står der trods alt »Af: LASSE ELLEGAARD« øverst på denne side.

Til Lasse: Hvad du ikke kunne vide, da du skrev lederen, er, at vores elskede tyskere stik mod forventning spillede en forbløffende søvnig finale. Til gengæld overgik spanierne alle spændte forventninger. Og levede dermed smukt op til dine ord om den kollektive sum af aktører.

Længe leve andelsorganiseringens kollektivisme mod al kapitalistisk selvgodhed.

Længe leve den uskyldige europæiske dekadence.

Ha' det godt begge to. Og tak for ordet.

Ejvind

Kære Ejvind Larsen

Du skriver:

"Til Per: Nu står der trods alt »Af: LASSE ELLEGAARD« øverst på denne side."

Det er svært at komme uden om, at der nu står "Af: Lasse Ellegaard" øverst på denne side.

Da jeg skrev min første kommentar stod der imidlertid "Af. Ejvind Larsen", og det er grunden til at du er blevet trukket ind i min lille polemik med Lasse Ellegaard.

Venlig hilsen
Per Thomsen