Leder

Dumme og kloge

25. juni 2008

INTELLIGENTE MENNESKER keder sig aldrig, lyder et gammelt ord, men nogle vil hævde det modsatte, nemlig at intelligente mennesker altid keder sig. Til dem hører nok Helmuth Nyborg, for aldrig så snart har bølgerne lagt sig efter hans forrige undersøgelse, der viste, at mænd er mere intelligente end kvinder, førend han har næsen fremme igen med en, der viser, at religiøst troende mennesker er mindre intelligente end ikke-troende.

Men det kan jo ikke passe, for der er da både Bertel Haarder, Johannes Møllehave og Søren Ulrik Thomsen. Der kunne nævnes mange flere, dog ikke lige i farten, og hvad Jesus selv angår, så kan det være svært så mange år efter Kristi Fødsel at afgøre, om han var enfoldig eller tværtimod højt begavet.

Helmuth Nyborg selv? Han må være klog, ellers kunne han ikke være professor i Århus. Måske er han også masochist, men det ene udelukker ikke det andet.

Nå, nu skal man jo heller ikke gøre ham klogere, end han er - eller dummere. Går man så vidt som til at dykke ned under avisoverskrifterne til brødteksten, er det ikke helt så entydigt. Der er tale om en omfattende international undersøgelse i mange lande med forskellige religioner, som Nyborg har forestået sammen med en britisk professor, og ingen af dem vil benægte, at der findes højt intelligente troende. Hvilket også ville have været dumt, eftersom enhver atomfysiker ved, at Niels Bohr havde en hestesko hængende over sin dør. Nobelpristageren var ikke blot troende, men overtroende.

IKKE DESTO MINDRE taler tallene deres eget tydelige sprog, og dem må man respektere: I Sverige, hvor man har de klogeste mennesker i verden, tror 64 procent ikke på en gud, mens det omvendte er tilfældet i Zambia. Her tror stort set alle på en gud, men de har også en lav IQ.

Det stopper ikke her, for hvad kan man tro på, når det gælder besvarelser? Det har den kloge professor selvfølgelig kigget ud. Undersøgelsen kan ikke vise, om de rent faktisk tror, men kun, om de siger, at de tror. I tallene kan gemme sig mange, som påstår, de tror, selv om de ikke gør det. Det kan være et belejligt synspunkt i f.eks. et arabisk land.

Hvad med Danmark? Her er tvivlsomme typer som den tidligere Taarbæk-præst, Thorkild Grosbøll, der ikke direkte tror på Gud, eller en Tor Nørretranders, der tror på det at tro. De er ikke dumme, men hvor tæller de i statistikken?

ENDELIG ved vi, at intelligens ikke er en entydig størrelse jvf. bogen Følelsernes intelligens. Der er også den nye, amerikanske opfattelse, at Gud er en slags designer, en højere form for intelligens, hvilket smeltede troen sammen med videnskaben, så hvad er egentlig problemet?

Bortset fra at fattige folk kan have god grund til at tro på en gud - You get pie in the sky, when you die - og bortset fra, at man kan spørge, hvad sådan en undersøgelse skal til for: Velkommen tilbage på stien, Helmuth Nyborg - krigsstien.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Næste gang Hr. Nyborg laver en undersøgelse, vil han efter al sandsynlighed nå frem til, at dem der hedder Helmuth er de klogeste i hele verden...

Heinrich R. Jørgensen

Jo mindre intelligent en person er, des simplere et verdensbillede vil personen være begrænset til at kunne håndtere. Jo mindre intelligent, des mindre viden, des mindre uddannelse og des mindre selvstændig tankevirksomhed. Al erfaring siger, at mindre intelligente mennesker oftest er meget tilbøjelige til at godtage det deres omgivelser fortæller dem.

Det er derimod lidet troværdigt, at forsøge at kombinere ukvantificerbare størrelser såsom intelligens og religiøsitet i en matematisk talbehandling, og dernæst hævde at statistikken reel udtrykker noget om virkeligheden.

Morten Kjeldgaard

Richard Lynn er en af de mest berygtede uhæderlige og uhæderlige intelligens "forskere", hvis karriere mestendels har drejet sig om at forsyne de mest ekstreme højreorienterede grupperinger med "videnskabelige" beviser på den hvide races intellektuelle overlegenhed. Richard Lynn har ganske enkelt fortsat nazisternes racehygiejniske forskning.

Hans metode er fordrejning og total ukritisk og manipulerende anvendelse af 60-80 år gamle statistiske resultater, som sammenblandes i en pærevælling, uanset om dette er rimeligt eller ej, blot det ønskede resultat opnås.

Lynn's intelligensdata for 137 lande er det mest forvrøvlede svindel man kan tænke sig, men ingen journalister gider gå tilbage og tjekke disse data, og derfor får Nyborg og Lynn og deres ligemænd frit spil til at fremføre deres sludder. Ifølge Lynn's data har de afrikanske befolkninger i _gennemsnit_ en IQ på 65-75, hvilket ville sige at afrikanerne i _gennemsnit_ skulle være psykisk udviklingshæmmede. Enhver kan sige sig selv at det er noget vrøvl.

Læs selv videre på wikipedia eller http://eugenik.dk

Lone Wienberg Hansen

vær klog og riv. Et portræt der belejligt gav et nyt synspunkt. Faktisk undersøger jeg velkomment til en ny krigs stig. Har købt en ring og i dag spås et par sandaler og hyttesko. Entydigt får jeg sax om de passer til foden og glem din klæbehjerne til finde den gud der passer sig til træk og slip.

Ole Falstoft

Gad vide hvilket intelligens begreb der er anvendt her? At svenskere skulle være mere intelligente end os danskere støder vores selvfølelse, og bør være nok til at vi kan afvise det hele som fup