Leder

Kulturens private penge

27. juni 2008

Private penge og fonde spiller en stadig større rolle for landets kulturinstitutioner og især for kunstmuseerne. Flere hilser den udvikling velkommen og peger på, at den private støtte skaber ny dynamik i kulturlivet, mens kritikere frygter for, at erhvervsinteresser får for stor kulturpolitisk magt på bekostning af det offentlige. Det er ikke nogen helt ny konflikt, men det er derimod intensiteten og vigtigheden af den. Derfor har Information i en stor serie om private penge til kunsten forsøgt fordomsfrit at spille med på den uundgåelige præmis, at de private penge kommer til at spille en større rolle for den fremtidige kulturpolitik.

Det er efterhånden blevet en grundfæstet holdning, at statslig kunststøtte er positiv, mens der med bekymring bliver set skævt til den private finansiering. ’Alt statsligt er godt, mens det private er ondt’. Det er ofte det ubevidste udgangspunkt, når man diskuterer støtte til kultur og kunst. Men er det altid sandt, at staten vil det gode, mens de private fonde og erhvervsliv vil det onde?
Hvorfor er det egentlig, at vi så ubetinget elsker staten? Folk fra andre lande og kulturer forstår ikke altid vores blinde tillid til staten og ophøjelse af den som det gode. Hvorfor er vi ikke også i udgangspunktet tøvende over for det statslige og skeptiske over for, om staten altid vil det gode? Og er der ikke tale om en vis skizofreni hos folk, der på den ene side er varme fortalere for offentlig kunststøtte, samtidig med at de råber op om en regering, der værdi- og kulturpolitisk skrider ud til højre. Hvordan hænger det lige sammen?

Der er naturligvis problemer og udfordringer forbundet med en kulturpolitik, der i højere grad er baseret på private penge. Når private virksomheder og private fonde uddeler penge til kunst og kultur, opererer man ikke som i det offentlige system med et armlængde-princip, hvor der opretholdes et professionelt mellemled mellem givere og modtager af kulturpenge – selv om også private givere i forskellig udstrækning kender til faglige udvalg. Man skal heller ikke være blind for den risiko, der ligger i tiltagende privatisering og markedsgørelse af kulturen og frygt for amerikanske tilstande. Og så er der hensynet til bredden i kunststøtten. Der er næppe tvivl om, at visse modeprægede projekter har lettere ved at få private penge end mere traditionelle eller nyskabende, ligesom man kan forvente, at de store kulturinstitutioner, der er bedst til at formulere projektansøgninger også i første omgang kommer i søgelyset hos de private givere. De små og mindre synlige kan hurtigt forsvinde ud af billedet, ligesom man ofte også kan se langt efter midler til den helt nødvendige drift af kulturinstitutionerne. Der er nemlig ikke meget branding i eksempelvis at sponsorere en rengøringshjælp eller nyt ventilationssystem til et museum.

Der er imidlertid noget mere og helt grundlæggende på spil, når man diskuterer flere private penge til kultur og kunst. Det er formuleret ret præcist af professor Jørn Langsted, når han i forbindelse med den stigende private filantropi ser det som et udtryk for, at »vores fælles samfund har givet op« og har overgivet store dele af ansvaret til erhvervslivet. Her tænker han på, at de afgørelser som fonde og private virksomheder træffer, ikke står til offentlig diskussion, og at der dermed heller ikke er noget til at diskutere de prioriteringer, der foretages.

Det handler om ’Det fælles samfund’, og i forhold til det finder der en afgørende kulturel forskydning sted i disse år, som vedrører hele den model for en statslig kulturpolitik, der mest tydeligt i Frankrig fra slutningen af 1950’erne blev formuleret af den franske forfatter og kulturminister André Malraux, og som man også kan se elementer af i den kulturpolitik, der herhjemme blev formuleret af Julius Bomholt. Ifølge den model skal det offentlige sikre kunsten, fordi den tilskynder til kreativ skabelse og styrker det nationale sammenhold på tværs af forskelle og mod den truende amerikanisering og markedsgørelse af kulturen.

Der er derfor frygt for, at det offentlige har haft sin tid, samtidig med at magten fra de private penge vokser. Den udvikling er for længst i gang, og det virker ikke særlig sandsynligt, at staten for at dæmme op skulle skrue voldsomt op for kunst- og kulturstøtten. Tværtimod søger den hele tiden nye veje i forsøg på at finde alternative finansieringsformer. Man må derfor se udviklingen i øjnene og indstille sig på en situation, hvor de private penge uundgåeligt spiller en større rolle for kulturpolitikken.

Det behøver ikke altid kun at være negativt. Hvis eksempelvis flere private penge kan være med til at dæmme op for den nuværende ubehagelige ideologiske omklamring af kulturen og kunsten i forhold til en national oprustning – som ikke kun Dansk Folkeparti, men hele regeringen har været eksponent for – så send gerne flere penge den vej.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu