Leder

Obamas lovende potentiale

6. juni 2008

EFTER BARACK OBAMAS historiske sejr tirsdag aften er det uimodståeligt at notere to vigtige datoer og to amerikanere, der lige som Demokraternes præsidentkandidat i 2008 nærede en dyb tro på den amerikanske nations ubegrænsede potentiale som bannerfører for frihed, lighed og retfærdighed. Nogle amerikanere giver aldrig op. I fortvivlende tider tænker de tilbage på de principper, som ligger til grund for dannelsen af deres nation og finder dybt i deres sjæl modet og viljen til at kæmpe videre mod alle odds. "Yes, we can," lød Obamas mest inspirerende og kraftfulde slogan under primærvalgkampen. Denne sætning blev formuleret af mexicansk-amerikaneren César Chavez under hans succesrige bestræbelser på at organisere titusinder af fattige og retsløse mexicanske landarbejdere i Californiens Central Valley i midten af 1960'erne. Deres kamp var en kamp imod alle odds. En drøm, som kun blev til virkelighed, fordi Chavez forstod, hvor stor en magt undertrykte mennesker besidder - hvor utroligt langt de kan nå - hvis de organiserer sig, står sammen i last og brast og lader deres argumenter hvile på de demokratiske principper, som nationen er bygget på.

SENATOR ROBERT F. KENNEDY var den mest prominente nationale politiker, som åbent støttede Chavez og de mexicanske landarbejdere. I går var det 40 år siden, at Bobby Kennedy blev myrdet på et hotel i Los Angeles efter overraskende at have vundet Californiens demokratiske primærvalg i 1968. I løbet af sin 3 måneder lange valgkampagne gjorde Kennedy mere end nogen anden hvid politiker for at løfte sløret for den sociale ulighed og racediskrimination, der dengang var så rodfæstet i det amerikanske samfund. Efter drabet på Martin Luther King Jr. 4. april samme år havde senatoren givet en tale, som bidrog til at holde sammen på en dybt rystet og splittet nation, hvor en borgerkrig lålige for.

At en sort politiker, som bl.a. er inspireret af disse to historiske skikkelser, vinder nok delegerede til at blive kåret som Demokraternes præsidentkandidat 40 år efter mordet på Bobby Kennedy, og at denne mand - Barack Obama - vil blive kåret og hyldet på samme dag, 28. august, som Martin Luther King holdte sin berømte tale: 'Jeg har en drøm' i Washington i 1963, er i sandhed en epokegørende begivenhed i amerikansk historie. Beundrere af Obamas oratoriske talent kan se frem til hans takketale i Denver torsdag aften 28. august.

1968 VAR ET ÅR fyldt med håb i USA. Men de to største lys blev slukket; Richard Nixon vandt præsidentposten i kraft af sin racistisk betonede kampagne i sydsstaterne, Vietnamkrigen blev først afsluttet i 1974 og det er som om, Amerika aldrig har genvundet troen på sig selv og sine oprindelige idealer siden 1968. Historien gentager aldrig sig selv, i hvert fald ikke i samme skikkelse. Men det er indlysende mere end blot et lykketræf, at mange millioner vælgere i 50 delstater har deponeret deres håb om en bedre fremtid, mere på linie med landets grundlæggende værdier, i en ung og lovende præsidentkandidat. Som den første afro-amerikanske præsidentkandidat skriver Barack Obama naturligvis historie; en vigtig barriere er blevet brudt ned. Dette imponerende fremskridt har allerede inspireret millioner af børn i Amerika og verden over, som lever i en dagligdag, hvor deres hudfarve stadig kan være afgørende for, hvorvidt de sidder fast i et gammelt mønster eller rykker frem i tilværelsen. Nu forstår den nye generation, at race ikke længere kan være en hindring. Når først en hurdle er blevet overskredet, falder de andre - dem for kvinder, homoseksuelle, invalider, etc. Det er derfor, at Hillary Clintons kvindelige tilhængere ikke bør være forbitrede. Tværtimod bør de ane mulighedernes porte åbne sig yderligere.

MEN I SIDSTE ENDE var det ikke løftet om en sort præsident, som inspirerede Obamas vælgere. Det var hans formidable politiske talent og håbefulde budskab. USA har i de sidste otte år gennemlevet en traumatisk periode. Først Højesterets foræring af præsidentposten til George W. Bush, dernæst terrorangrebet 11. september 2001, så mishandlingen af terrormistænkte i Guantánamo og krigsfanger i Afghanistan, dernæst invasionen af Irak på et falsk grundlag og tortur af krigsfanger i Abu Ghraib, en katastrofal Mellemøstpolitik som styrkede Amerikas fjender og svækkede dets venner. I dag er USA lige så forhadt og upopulær, som det var under Vietnamkrigen. Det er noget, mange amerikanere ved og håber vil ændre sig med en ny præsident. Indenrigspolitisk har Bush-styret iværksat et frontalt angreb på borgernes frihedsrettigheder, den sociale og økonomiske ulighed er vokset, der er flere fattige og husvilde og flere uden sygesikring, hundretusinder af krigsveteraner er blevet fysiske og psykiske invalider for livet og sidst, men ikke mindst, har Bush-regeringen afvist at bekæmpe klimaopvarmningen. Det er nok til at tage pusten fra én. Men Obama så rigtigt. Hans generations møde med disse udfordringer er nu. Hvis han bliver båret til Det Hvide Hus af en folkelig bevægelse, er det endda muligt, at han kan tackle nogle af disse problemer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Nye tider eller bare en sort mand i Det hvide hus

Intet er umuligt, og situationen har altid været en ny.

De ændringer, der er brug for, er ikke bare en ny kurs. Modernismen eller det moderne er i sine bestræbelser fokuseret på de værdier, som er udviklet i forlængelse af menneskehedens forsøg på at overleve (underlæggende succeskriterium).

Det nye er, at vi truer med at overleve vore egne forudsætninger, at mulighederne begrænser sig i takt med bestræbelserne på at realisere dem, at jordens ressourcer viser sig som begrænsede, at vi forarmes i bestræbelsen på at gøre os rige materielt og humant.

Før var de hvide dem der satte loven, retfærdigheden med deres magt. Det at en sort nu sikkert får magten i den nation, som står for selve ”udviklingen”, vil ikke være af afgørende betydning for udviklingens retning, eller ændre på, at evt. nye ”vindere” ikke bare overtager fuldstændigt samme rolle og funktion som magthavere altid har haft.

Succeskriterierne ville sandsynligvis også have været de samme med historiens tabere i vinderrollen. Det afgørende er kriterierne for sejr og succes, fordi det er dem der bestemmer retningen, udviklingen.

En sort mand i ”Det hvide hus” i mulighedernes land symboliserer en masse for hele jorden. Men hvis vinderen har vundet på de betingelser som sætter retningen, så ændrer det intet. Forskellen vil være den samme, om det havde været en hvid mand, der for første gang havde sat sig i ”Det sorte hus” i en sort mands verden.

Der er behov for nye succeskriterier. At de sejrende lyver, laver historieforfalskning, kanoner, ændrer ikke på, at andre i deres sted ville have gjort det samme, at andre, som tabte i spillet, ville have gjort det samme i rollen som vindere.

Det, der er så irriterende ved det moderne, er, at det på ingen måde behøvede at være et problem at overleve, at få succes, men at det truer med at blive det, fordi vi opfører os som om det var det, sort eller hvid, taber eller vinder, os eller de andre.

De selvnegerende succeskriterier skal erstattes af andre succeskriterier. At forlange anstændighed af dem der har vundet på de herskende vilkår, at de taler sandt, det er ikke nok. Det drejer sig om noget mere, noget upersonligt langt større. En højere nødvendighed, udemokratisk, umenneskelig og gudsforladt is kold nødvendighed, som overgår vore små kognitive systemers fatteevne!

Carsten Friskytte

Ja, ja - så får vi endnu en demagog i Det Hvide Hus. Hvis altså mulatten vinder til sin tid. Det gik ad Helvede til med Clinton, og det gør det også med ham her. Så her er jeg delvist enig med den foregående kommentator, omend han fortsat fremturer med pseudointellektuelle og ubegribelige halvreligiøse vås. Kan hænde, at han foretrækker en indianer i Den Hvide Teepee? Men det bliver sgu nok lidt besværligt at kommunikere på internettet med røgsignaler - hva', Steen Ole Rasmussen?

Der skal nok være tilstrækkeligt med mad og energi i vor tid ud, du gustne pessimist. Og er der ikke det, så smider vi et par kilo af det overflødige. No problem! Glem alle de begrædelige spekulationer, som ypperstepræsterne har banket ind i hovedet på jer under Tvind-opholdet eller på højskolen. Der er ingen truende klimakatastrofe eller energikrise. Det er fri fantasi fra alle syretrip'ene i bofælllesskabet, hvor I blev hjernevaskede, lod jer hjernevaske eller hjernevaskede jer selv under meditationen. Elendig karma!

Nej, livet er dejligt og ukompliceret, tøserne ligger topløse på stranden og øllet kan holdes koldt. Op i røven med askese, bodsvandring i sæk og aske, forsagelse og evige afsavn - og en ghettoboy!

Steen Rasmussen

Kære Carsten Friskytte, min tro følgesven!

Med samtlige 130 kg og en højde på 192 står du bag administrationen af din egen fantastiske opfindelse af den ”økologiske opposition”. Det, at du stadig kan skrive, vidner om at du stadig har et par tænder i munden, som kan bruges til at knappe øller op med, eller om at du endnu ikke har haft, hvad der skal til for at gøre en ende på det hele.

Man er aldrig i tvivl om det skema, der ligger bag de indre stemmer der gentager sig i dit indre univers. Dit publikum har du også selv med, og du hører det for dig som et gigantisk brøl et sted fra dit inderste, hver gang du beskriver mig som noget af det værste du kan forestille dig. Mig bekræfter du sådan set også lidt, idet din energi, den vedholdende rigide indpladsering af mig i dit univers bekræfter mig i, at jeg har fat i noget, som rører dig dybt.

Og ja, vi er modstandere. I grunden kunne det være forfriskende at tømme et værtshus med dig en gang. Det kunne være yderst morsomt?

Carsten Friskytte

Kære Steen Ole Rasmussen!

Det rører mig dybt, at du påskønner al den opmærksomhed, jeg vier dine litterære saltomortaler her på siden. Du må have ledt efter mig i de dage, jeg lå på hospitalet med lungebetændelse og 42,2 i feber. Men glæd dig: Jeg er udødelig, og agter at blive 99 år og en byld i røven på personalet på plejehjemmet. Og ja, vi ku' godt tørlægge et værtshus - hvis du altså kan udholde at høre mig skråle irske drukviser efter 5 pints ikke-økologisk guinness.

Jeg er forresten blevet noget bekymret over at jeg ikke er mere uenig med dig i analysen af den farvede kandidats muligheder. Han bliver sgu bare McCain minus 10 %, og ingen af dem vil føre god liberal politik. Men McCain vil nok være villig til at åbne for olieeftersøgning i alle nationalparker og hele Alaska. Det er da altid noget. De der skide isbamser flytter vi ned på Antarktis. Så kan de leve af pingviner, selvom de får fjer i munden. Hvis de er for kræsne til det, kan de sgu slikke forskernes tomme pizza-æsker og alu-bakker fra lørdagskyllingen. Nemlig!

Steen Rasmussen

Meget tyder på at Obama er ved at blive fanget i det samme dilemma, som satte John Kerry skakmat i 2004 over for Bush.
http://www.washingtonpost.com/wp-dyn/content/article/2008/07/06/AR200807...

Stikordet er Irak. Han har nu to gange indkaldt til pressebriefing for at sige, at han havde noget nyt at meddele om sin stilling i forhold til USA's tilstedeværelse i Irak. Men han sagde det samme, var uklar om USA's fremtidige rolle som besættelsesmagt i Irak.

Størstedelen af den opmærksomhed, der optager det politiske Amerika i øjeblikket, såvel som resten verdens 8 rigeste lande, G8, cirkler om Olie, finanskrise, fødevarepriser og global opvarmning. Den amerikanske finanskrise skyldes primært den mislykkede og ekstremt dyre krig USA kastede sig ud i for at få adkomst til de potentielt 6 millioner daglige tønder olie. De kunne have løftet økonomien op igen for en tid, men blev i stedet en møllesten om halsen på USA og dermed indirekte også for resten af verden.

Obama aner ikke hvad han skal gøre. Vasalstyret i Bagdad anmoder om ubegrænset besættelse, så officielt vil Obama have svært ved at trække styrkerne ud. Og hele det amerikanske samfund fokuserer først og fremmest på, hvornår olien bliver tilgængelig. Styret i Bagdad har netop indbudt 4 britiske og amerikanske firmaer til at byde ind på udvindingen i de største felter, som Saddam fordrev dem fra med nationaliseringen for 40 år siden.

Obama vil have uendeligt svært ved at trække USA ud af Irak.

Han er fanget i den samme problematik, som hans forgænger var. Den er kriterierne for hans succes som kandidat. Hvis han skulle gøre en forskel, ville det kræve at han satsede på uafhængighed af olie, en ny form for økonomi, som ikke bygger på at spænde hele verden for det gigantiske overforbrug af ressourcer og livsbetingelser, som den amerikanske livsstil er udtryk for, at man tog klimaudfordringen alvorligt som det den er, beviset på den herskende ordens underminering af sine forudsætninger og dermed sig selv. Men han kan kun vælges ved at love økonomisk vækst nu og her, dvs. mere olie nu og her. Han kan ikke vælges, hvis han dropper bare det der ligner en drøm om 6 millioner tønder olie mere om dagen. Han kan heller ikke tåle, at man kan anklage ham for at have ladet Irak fortsætte sin opløsning i borgerkrig.

Resultatet bliver den kortsigtede løsning, som betyder at problemerne med fødevarer og energi skubbes foran samfundet, med akkumulerede effekter for miljø og økonomi til følge.

En sort mand i ”Det hvide hus” i mulighedernes land symboliserer en masse for hele jorden. Men hvis vinderen har vundet på de betingelser som sætter retningen, så ændrer det intet. Forskellen vil være den samme, om det havde været en hvid mand, der for første gang havde sat sig i ”Det sorte hus” i en sort mands verden.

Der er behov for nye succeskriterier. At de sejrende lyver, laver historieforfalskning, kanoner, ændrer ikke på, at andre i deres sted ville have gjort det samme, at andre, som tabte i spillet, ville have gjort det samme i rollen som vindere.