Leder

Persisk tæppehandel

Debat
18. juni 2008

De tager det tilsyneladende helt roligt i Teheran. Ikke alene ligner Mohammad Ali Hosseini, talsmanden for det iranske udenrigsministerium, en kloning af skuespilleren George Clooneys CIA-agent i filmen 'Syriana', han agerede tilsvarende cool, da han i går i Teheran konstaterede, at det "ikke er besluttet at stramme sanktionerne" mod den islamiske republik.

Ikke så vidt han da vidste. Og han var overbevist om, at den britiske premierminister, Gordon Brown, "ikke er i en position, hvor han kan diktere EU sit eget tankesæt". Et tankesæt, der - fremgik det af det fælles pressemøde med Brown og George W. Bush i London søndag - cirkler om måder til at tvinge Iran til at indstille produktionen af beriget uran.

Presset på Iran for at suspendere dets atomprogram, der gør det muligt på et tidspunkt at fremstille kernevåben, er ikke desto mindre øget de seneste dage. George Bush har på sin 'farvel-rundtur' til de vigtigste europæiske ledere (hvor mountainbike-makker Anders Fogh Rasmussen ikke er indregnet) søgt, og i en vis grad fået, støtte til at øge presset på iranerne af hensyn til verdensfreden.

Bush har, hvis man skal hæfte sig ved hans bemærkninger i London, først og sidst det iranske folks ve og vel på sinde - han ønsker iranerne "frihed, fremgang og velstand", og den underforståede fortsættelse lyder: Vejen frem til denne lykketilstand er, at Jeres pudsige præsident gør, hvad han får besked på fra USA og EU og gruppen fem+én, altså de faste medlemmer af FN's sikkerhedsråd plus Tyskland. EU-udsending Javier Solana fremlagde i weekenden en stok-og-gulerod-besked, der i al sin besnærende fredsommelighed lød: Verden har ikke brug for flere farlige kernevåben, så stik nu piben (eller rettere: atom-turbinen) ind, og dyrk nogle flere pistachenødder, knyt nogle flere tæpper, og eksporter noget mere olie og gas, så alle kan blive rige og få det sjovt.

Problemet er bare, at i Teheran høres den besked sådan her: Israel er den eneste magt i Mellemøsten, der har Vestens godkendelse til at lagerføre omkring 200 kernevåbensprænghoveder.

Men lederne i Teheran er ikke indifferente over for Vestens pres. Og ledelsen består ikke, som det tit misforstås, kun af den pudsige præsident Mahmoud Ahmadinejad -han er snarere at ligne med en administrerende direktør af den daglige samfundsbutik. Hans bestyrelse består af helt anderledes kompetente folk, som den åndelige leder, Ali Khamenei forholder sig til: Et ikke-folkevalgt 'ekspeditionsråd' bestående af tidligere og nuværende ministre, generaler og topembedsmænd, og hvis formand er Hashemi Rafsanjani, som desuden er formand for ekspertrådet, der fører tilsyn med 'Vogternes råd', som igen bestemmer, hvem der kan blive folkevalgt. På sidelinjen af dette kinesiske æskesystem, hvor Rafsanjani er den samlende figur, er hæren og den ideologiske revolutionsgarde, hver med egen kommandostruktur, og hvor chefen for 'Jerusalemstyrken', revolutionsgardens eliteenhed, general Qassem Soleiman, har et par ord at skulle have sagt i konfrontationsstrategien over for USA. Den blidt talende Soleiman er koordinator af Irans kontakter til Syrien, Hizbollah og Hamas, der vil blive mobiliseret, dersom Bush gør alvor af sin sabelraslen, der var lydelig så sent som i søndags i London.

Det er i dette indviklede netværk af institutioner, råd og udvalg, at debatten om Irans ageren i forhold til Vesten foregår, og her er det vigtigt at huske på, at iranerne ikke kun er shia-muslimer, de er også persere med en tradition for at knytte tæpper i de mest komplekse mønstre og strukturer - og at sælge dem i bazaren til den bedste pris.

Når talsmand Hosseini - og med ham Rafsanjani - i går hånede Bush og Brown for at optrappe presset på Iran, og når de i samme åndedrag afviste Javier Solanas nye plan for en løsning og det Det Internationale Atom-Agenturs rapport fra den 26. maj, der stiller store spørgsmålstegn ved Irans fredelige atomhensigter, er det for at vinde tid. De vil ikke - slet ikke - prutte om en løsning, så længe George Bush har postadresse i Det hvide Hus.

De kalkulerer med, at USA ikke har kræfter til at gennemføre et militært angreb i den nuværende internationale situation, hvor amerikanerne er engageret i Afghanistan og Irak, og de tror ikke på, at EU tør vedtage sanktioner, der vil ramme deres olie- og gas-produktion, således som der blev lagt op til på EU-udenrigsministrenes møde i Luxembourg mandag. Alene udsigten til olieprisernes rekordhøjde på næsten 140 dollar, der vil stige yderligere, hvis Iran vælger helt at indstille olieproduktionen som svar på nye sanktioner, kan få europæiske politikere til at ligge søvnløse.

Så iranerne venter. Ikke på Godot, men på Obama.

Flytter han ind på postadressen, kommer der også en ny præsident i Iran, nemlig Ali Larajani, den kompetente, flersprogede tidligere chefforhandler i atomkonflikten, der gik af i frustration over stridigheder med den pudsige præsident. Den åndelige leder har for nylig udnævnt ham til parlamentsformand - en post, Rafsanjani tidligere har bestridt.

Larijani er tilbage på banen. Hvorfor mon? e.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

hmmm...

Problematikken er ikke sort/hvidt som hverken IAIA, USA; EU; IRAN, forsøger at det gør den. Men hvis man lytter til alle argumenterne fra alle. Kan man godt forstå hvorfor Iran SKAL have atom energi.

mere kærlighed

Vilhelm von Håndbold

Preparing the Battlefield

The Bush Administration steps up its secret moves against Iran.

By Seymour M. Hersh

29/06/08 "New Yorker" -- -- Late last year, Congress agreed to a request from President Bush to fund a major escalation of covert operations against Iran, according to current and former military, intelligence, and congressional sources. These operations, for which the President sought up to four hundred million dollars, were described in a Presidential Finding signed by Bush, and are designed to destabilize the country’s religious leadership. The covert activities involve support of the minority Ahwazi Arab and Baluchi groups and other dissident organizations. They also include gathering intelligence about Iran’s suspected nuclear-weapons program.

Clandestine operations against Iran are not new. United States Special Operations Forces have been conducting cross-border operations from southern Iraq, with Presidential authorization, since last year......

læs videre:
http://www.newyorker.com/reporting/2008/07/07/080707fa_fact_hersh?curren...