Leder

En underlig konflikt

10. juni 2008

SYV UGERS sygehus- og pædagogstrejke - den hidtil mest omfattende konflikt på det offentlige arbejdsmarked. Og hvad får de strejkende så ud af det. Ja, de får markeret deres utilfredshed - men ellers nul og niks, tyder det på. Til gengæld har de forløbne måneder oprullet så mange paradokser i det offentlige aftalesystem, at der uundgåeligt må rejse sig et krav om, at det bliver lavet om og tilpasset virkeligheden. Enten må man finde andre måder at forhandle overenskomster på, eller også må man ophæve den reguleringsmekanisme i forhold til det private arbejdsmarked, som reelt betyder, at rammen for lønstigninger er givet på forhånd.

NÅR MAN PASSERER de strejkende sygeplejersker, som i demonstrationer og happenings forsøger at råbe politikerne op, kan man undre sig over, at parterne dog ikke kan finde et kompromis mellem de krævede 15 procent i lønstigning og regionernes tilbud om 12,8 procent over tre år. Hvad, de færreste måske ved, er, at det stort set er ligegyldigt om de får den ene eller den anden procent. Lønningernes størrelse på det offentlige arbejdsmarked fastlægges helt andre steder. Systemet med den såkaldte reguleringsordning er skruet sådan sammen, at den offentlige løn følger udviklingen på det private arbejdsmarked meget tæt.

Det vil sige, at sygeplejerskerne - hvis de får de 15 procent - risikerer at blive efterreguleret i nedadgående retning, hvis det viser sig, at lønstigningerne på det private arbejdsmarked har været lavere. Til gengæld vil de blive reguleret op fra de 12,8, hvis de private stigninger har været større. "I et længere perspektiv er der derfor helt marginale forskelle på, om de lønstigninger, der forhandles ved overenskomstfornyelsen ligger på 9, 12 eller 15 procent," skriver de to arbejdsmarkedsforskere Jesper Due og Jørgen Steen Madsen i en analyse i Ugebrevet Mandag Morgen.

HVIS SYGEPLEJERSKERNE og pædagogerne skal have mere i løn, så skal det altså tages fra andre offentlige faggrupper, og det er der ikke tradition for eller vilje til. Sat på spidsen, så er det alle de offentligt ansatte, som ikke er sygeplejersker, som sygeplejerskerne kæmper imod, når de kræver en stigning, som ligger højere end de forlig, som allerede er indgået på 12,8. Reguleringsordningen udligner lønudviklingen mellem det private og det offentlige arbejdsmarked næsten 100 procent, så hvad er der at kæmpe om? Hvorfor strejker de, når der er fastsat en ramme, som der ikke kan rokkes ved? Hidtil har de offentligt ansatte kunnet tilkæmpe sig nogle andre goder, så som fuld løn under barselsorlov, omsorgsdage - de såkaldte "bløde pakker," og der er også ved hver overenskomst en diskussion om, hvad der ligger indenfor og udenfor rammen. Det særegne ved disse forhandlinger er, at de offentligt ansatte så entydigt er gået efter højere løn, hvor de offentlige parters indflydelse er meget lille.

DET ER TYDELIGT, at man fra lønmodtagerside fra begyndelsen gik efter et - hurtigt - politisk indgreb, som ville kompensere kvindefagene og kapitalisere den politiske goodwill fra sidste års valgkamp. Det næste paradoks er nemlig spørgsmålet om, hvem det i grunden er, der forhandler på arbejdsgiversiden.

Regionerne, hvis eneste opgave er at administrere landets sygehuse, må - i modsætning til de gamle amter - ikke udskrive skat, så skal der udbetales højere løn til sygeplejersker og andre, så er regionerne afhængig af en ekstraordinær check fra regeringen. Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) derimod melder hus forbi, og har lænet sig tilbage og sagt, at nu må parterne selv finde en løsning i den bedste danske tradition.

Den danske model skal have lov til at fungere. Når parterne så efter en tilpas lang konflikt ikke har fundet en løsning, så kan regeringen foretage et lovindgreb, hvor man griber ind i en konflikt, som man selv er skyld i, ikke kan løses. Derfor må det naturlige krav til de næste overenskomster være, at forhandlingerne foregår direkte med finansministeren og uden om mellemhandlerne, som alligevel ikke har styrken og midlerne til at finde en løsning.

DET SÆRLIGE VED offentlige overenskomster er, at dem, som bliver ramt af en konflikt ikke har nogen andel i den. Borgerne, som rykker længere ned på ventelisten til en operation eller ikke kan få deres børn passet, er dem, der betaler prisen. Regionerne og kommunerne derimod tjener på en konflikt, fordi der ikke skal udbetales løn. Millionerne ruller ind i de offentlige kasser. Nødberedskaberne på sygehusene har desuden vist sig at være så omfattende, så det nogle steder har været mere effektivt end det ordinære.

Så for arbejdsgiverne har omkostningerne ved at lade konflikten køre ikke været så store, som de er hos en privat arbejdsgiver, der må se ordrerne forsvinde til konkurrenterne. Den nye kommunale struktur og manglen på arbejdskraft i de offentlige kvindefag betyder, at der må rejse sig et krav om, at det offentlige overenskomstsystem bliver mere fleksibelt og løsner de stramme bånd til den private lønudvikling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu