Leder

Verdens fødevare(u)sikkerhed

Debat
4. juni 2008

Almindeligvis står FN's fødevaretopmøde i Rom ikke højt på mediernes dagsorden. De to sidste forsamlinger i 1996 og 2002 blev nærmest forbigået i stilhed. Dengang svømmede den globale økonomi i billige fødevarer - et overflødighedshorn, som desværre ikke kom alle mennesker til gode. Hungersnød og underernæring plagede dengang - som nu - Afrika og nogle få andre steder. Trods det, bekymrede få sig i 1996 og 2002 om landbrugssektorens potentiale. Efter den grønne revolution i 1950'erne og 1960'erne var landbrugsproduktiviteten vokset med to pct. om året. Investering i overrislingsanlæg, udvikling af resistente afgrøder og anvendelse af kunstgødning havde ført til groteske overskud. I rige lande smed forbrugere og producenter gladeligt mellem en fjerdedel og en tredjedel af fødevarerne på møddingen.

Da stats- og regeringschefer fra 60 nationer og landbrugsministre fra de øvrige FN-medlemsstater i går samledes i FAO's kongresbygning beliggende mellem det antikke Roms Circo Massimo og Caraccalle-badene, så situationen anderledes dyster ud. Stigende kornpriser truer i dag 100 mio. mennesker med underernæring og sult og har tvunget yderligere en mia. mennesker til at skære ned på deres daglige madforbrug. Ministrene behøver ikke at lytte til hjerteskærende rapporter fra dette eller hint afrikanske land. De kan blot gå ind i et italiensk supermarked og spørge pensionister, der skal leve for 500 euro om måneden, om de har råd til at købe den daglige pasta. Svaret vil ofte være nej. Prisen på pasta er gået op med 20 pct. Selv lokal frugt koster syv pct. mere end for et år siden. Der er næppe risiko for sult og underernæring i Italien. Snarere er der risiko for dårlig ernæring, fordi familierne føler sig tvunget til at købe billigt usund mad. Europæerne var allerede godt på vej til at adoptere en amerikansk fast food-livsstil. Nu vil den trend blive forstærket af de høje madpriser.

Men det perspektiv er intet at regne i forhold til den fremtid, som fattige mennesker med en daglig indkomst på en dollar imødegår i mange udviklingslande. I de sidste par måneder har Verdensbanken, FAO (værten for denne uges topmøde) og ngo-grupper rapporteret, at mange fattige i udviklingslandenes storbyer nu skal bruge 50 pct. eller mere af deres beskedne indtægt på mad. Det kan godt være, at en 10 pct. stigning i spiseolie, ris eller mel ikke gør en nævneværdig forskel for en familie i Europa og USA. I et udviklingsland - herunder Indien og Kina - kan det betyde forskellen på at gå mæt eller sulten i seng.

Ingen kan med sikkerhed vide, hvorvidt priserne på så basale goder som ris, hvede, mælk og spiseolie har nået et loft og snart vil begynde at falde. Prisen på majs og hvede er på vej ned. En rapport forberedt af FAO og OECD i anledning af topmødet forudsiger, at de høje priser eventuelt vil falde til et lavere niveau, men hvor lang tid det vil tage, og om det er tilstrækkeligt til at erklære millioner af mennesker ude af farezonen, kan ingen sige. Alene den omstændighed, at rapporten opererer med en oliepris på 90 dollar pr. tønde, og at prisen i dag er oppe på 136 dollar, gør prognoser til prognoser - ikke til virkelighed.

Den svært skjulte sandhed er, at fødevarekrisen i høj grad er menneskeskabt. Altså at den kan løses, hvis den politiske vilje er til stede. Men det er den formentlig heller ikke denne gang, fordi hovedparten af opgaven ligger hos rige industrilande og internationale organisationer. Alle er enige om, at frihandel generelt er et gode - også på global plan. Men så snart talen falder på frihandel med fødevarer, mister staterne entusiasmen. Under begrebet sikkerhed hører ikke kun kapaciteten til at forsvare ens befolkning mod et militært angreb eller mod smittefarlige sygdomme. Fødevaresikkerhed er lige så vigtigt et element i det enkelte lands forsvar. Når prisen på ris og hvede pludselig skyder i vejret, er det producenternes automatiske reaktion at indføre eksportkontrol - og altså øge deres lagre. Det har 28 lande allerede gjort. Resultatet er forudsigeligt: knaphed og derfor yderligere prisstigninger.

Et vigtigt skridt er derfor at få ophævet eksportrestriktioner straks. Men det vil kun ske, hvis USA, Europa og andre vestlige lande én gang for alle får øjnene op for den ødelæggende virkning, deres perverst høje prissubsidier har på små landbrug i udviklingslande, hvis produkter bliver udkonkurreret. USA's store fødevarebistand gennem FN bidrager på samme måde til at undergrave prismekanismen i udviklingslandene. Lige så afgørende er det, at de rige lande i samarbejde med Verdensbanken og FAO investerer flere af sine midler i at bistå udviklingslande med at opbygge en bedre fungerende landbrugssektor. Der er behov for nye transportsystemer, effektive overrislingsanlæg (for at spare på vand), kunstgødning og flere resistente kornsorter i en situation, hvor klimaopvarmningen indskrænker det opdyrkede areal. USA's subsidier til biobrændsel var oprindelig en værdig ide, men inddragelsen af jord til majsdyrkning har desværre bidraget til de høje fødevarepriser. Subsidierne burde i stedet gå til forskning i at konvertere andre planter til biobrændsel. Igennem to årtier har Vesten forsømt at investere i nye landbrugsmetoder. Nu er tiden inde til Den Grønne Revolution II.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Rasmussen

Citat fra lederen: ” Alle er enige om, at frihandel generelt er et gode - også på global plan.”

Kommentar: ”Den rige verden lever på den løgn, at de kan producerer og forbruge sig ud af den mangel, de skaber i hele verden.”

Den rige verden bilder sig ind, at inddragelsen af tredjeverdens landbrugsjord til produktion af ”cash-crop”, altså inddragelsen af landbrugsjord i den globale økonomi, gennemgående er en fordel for den tredje verdens lande selv.

Den tredje verdens sultproblemer er selvfølgelig resultat af ekstremt komplekse forhold, historie, kolonialisme, ødelæggelse af oprindelige sociale strukturer, forarmelse som følge af korrupte former for ledelse (opstået i slipstrømmen på den vesterlandske sejrende livsforms kolonisering af områderne), klimaforandringer, og meget meget mere.

Men at påstå at den globale frihandel er kommet de 2 til 3 milliarder mennesker til gode, som stort set ikke har andel i det globale økonomiske system, fordi de ikke har købekraft, og heller ikke vil få det, det er bare løgn, en illusion. Denne løgn bruger den vestlige verden som undskyldning for og forsvar for den mekanisme, som gør dem i stand til selv at leve fedt på bekostning af resten af verden. Denne løgn sælger infamt godt i vores del af verden. Men at påstå, at alle er enige om at frihandel er et gode, også på globalt plan, det er bare bekvemt ideologisk betinget løgn. En meget bekvem løgn, som Burchart også lever af at sælge. Må det gå dårligt med salget!

Carsten Friskytte

Forkert, Steen Ole Rasmussen! Du plaprer bare den gamle venstreorienterede myte af om alle de fortrædeligheder som Vesten (og kapitalismen) er skyld i. Sandheden er, at de der høvdinge rundt om bare har ødelagt alt for deres egne befolkninger - med Mugabe som det klarest lysende eksempel.

Burchart har fatte lidt af det: "Der er behov for nye transportsystemer, effektive overrislingsanlæg (for at spare på vand), kunstgødning og flere resistente kornsorter i en situation, hvor klimaopvarmningen indskrænker det opdyrkede areal."

Jeg vil udtrykke det således: De fattige lande har et enormt behov for kapitalisme og liberalisme - ikke fattighjælp og ynk!

Du, Steen Ole Rasmussen, tilbyder dem bare klientelisme.