Leder

Dumme adgangskrav

31. juli 2008

En overraskelse kan man ikke kalde det rekord lave optag på de videregående uddannelser. For studievejledere, rektorer og andre med forstand på universitetsområdet har i flere år råbt op om, at de nye adgangskrav ville resultere i færre optagne fra 2008. Nu er tallene så kommet, og sør'me om ikke det samlede optag er faldet med 12 procent svarende til 2.556 studerende i forhold til sidste år. Videnskabsminister Helge Sander har kendt til kritikken siden 2005 - alligevel har han stædigt holdt fast i sin forstokkede idé om de skærpede adgangskrav. Senest har han i forårets samråd om emnet afvist at give dispensation til nogle af de studenter, der er kommet i klemme, fordi de ikke har nogle - ofte helt irrelevante - fag på de rigtige niveauer. Derfor går der nu dygtige studenter rundt med høje gennemsnit, men de forkerte fagkombinationer. Selv om årets studenterårgang er større end i 2007, er der 1.396 færre nye studenter, der har søgt ind. Men selv nu, hvor resultatet af de skærpede adgangskrav må siges at være indiskutabelt, nøler ministeren med at skride ind - i stedet udsender han en i vanlig jubelstil en pressemeddelelse, hvor det fremhæves, at "der er grund til at glæde sig over en samlet fremgang til civil- og diplomingeniør-uddannelserne." Optaget til disse uddannelser er steget med seks procent svarende til 85 studerende. Hip hip hurra.

Nej, der er ikke grund til at glæde sig over noget som helst. Der er grund til at tage ansvar og gøre noget ved problemet med det samme. Ministeren prøver i pressemeddelelsen også at negligere de nye adgangskravs betydning. Det er dog bemærkelsesværdigt, at de hårdest ramte fag er præcis dem, som eksperterne forventede. Systemet er nemlig indrettet så snildt, at hvis man interesserer sig for biologi og derfor vælger faget på højt niveau i gymnasiet, så kan man ikke komme ind og læse biologi på universitetet, fordi man så ikke har matematik, fysik og kemi på de rette niveauer. Sør'me om ikke antallet af optagne på biologi på Københavns Universitet er faldet fra 239 optagne i 2007 til 131 i år svarende til 55 procent. Samme problem forudså man for de unge, der har samfundsvidenskab på højt niveau i gymnasiet - og det kan ses på statskundskabsuddannelserne, hvor Aarhus Universitet må melde 'Alle optaget - ledige pladser'. Sidste år krævede det et snit på 9,2 på 13-skalen at blive optaget på den uddannelse.

Sanders argument for at bevare de skærpede krav er, at det vil give bedre studerende. Det er så åbenbart dem med de laveste gennemsnit men rigtige fagkombinationer. Mindre frafald er også nævnt som grund. Vrøvl - på grund af taxametersystemet får universiteterne nu færre penge, hvilket giver færre undervisningstimer og dårligere tid til at tage sig af de enkelte elever.

Ministeren vil nu lave en undersøgelse af, hvorfor det er gået så galt. Gab. Hvad med bare at indrømme fejlen og se at få ændret de adgangskrav - og så stole på, at universiteterne godt kan finde ud af at uddanne en dygtig biolog, selv om vedkomne ikke har matematik på A-niveau.ville

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu