Ministre forgår og embedsmænd består - og heldigvis for det. Embedsmænd beskyldes ellers ofte for nidkært at forsvare deres ressort mod reform-ivrige og nytænkende ministre, der som uvidende stakler trækkes rundt ved næsen af de alvidende embedsmænd. Ministeren mister magt, og det udhuler demokratiet, siges det.
Men i den sidste tid har embedsmændene i vejdirektoratet både forsvaret demokratiet samt borgernes liv og førlighed. I den sidste tid har Trafikminister Carina Christensen og venstres trafikpolitiske ordfører Carsten Nonbo med krum hals og pokerface afvist den ret indlysende konklusion, som vejdirektoratet er kommet frem til i sin seneste rapport: Siden hastigheden blev sat op til 130 km/t på udvalgte motorvejstrækninger er antallet af kvæstelser steget. Og det er dårligt nyt for Venstre, der dermed fået flere trafikdrab på samvittigheden. Men udover det vil partiet ikke opgive planerne om at sætte hastigheden op til 90 km/t på de veje, hvor man i dag kører 80km/t. Og hvad gør man så? Man forsøger at finde huller i rapportens videnskabelige metode, men efter et ekstra kig på tallene holder Vejdirektoratet fast, og konkluderer neutralt på hjemmesiden, at "den supplerende analyse bekræfter resultaterne."
Vejdirektoratet har i en anden sag for nyligt modsagt de politiske trafikfantasier. Et flertal i Folketinget stemte i foråret ja til forslaget om at sende en tungere og længere lastbil ud på de danske landeveje, trods advarsler fra embedsmændene. Allerede i 2004 blev initiativet stærkt frarådet af embedsmænd og forskere fra Færdselsstyrelsen, Vejdirektoratet, Danmarks TransportForskning og Trafikministeriet med ordene: "sikkerhedsmæssigt uacceptabelt." Da Vejdirektoratet gentog øvelsen i juli sidste år, var konklusionen den samme, men rapporten blev efterfølgende trukket tilbage.
Da det kom frem i maj, sendte ministeren sin embedsmand i byen med besked om selv at stille spørgsmålstegn ved resultaterne.
Og i den forbindelsen sagde driftschef i Vejdirektoratet, Niels Christian Skov Nielsen, om rapporten, at "mange af de ting, der står er jo formodninger, uden at vi præcis kan sige, at det er dokumenteret, at det er sådan." Rapporten blev dog lagt ud på vejdirektoratets hjemmeside igen.
Svigtede Niels Christian Skov Nielsen sin faglighed, og sin pligt som embedsmand til at sige sandheden?
Det kan diskuteres. For hvis man gransker det politiske klima, der hersker omkring de to sager, opdager man en væsentlig forskel: Det er kun Venstre, Konservative og DF, der har ansvaret for de øgede hastigheder på motorvejene, mens alle partierne undtagen Enhedslisten var med til at gøre det muligt at sende tungere og længere lastbiler ud på vejene.
Selvom SF senere har fortrudt, er der stadig grænser for, hvor oprørske embedsmænd kan være, når de alene skal forsvare deres egne grundige analyser.
Der er ikke noget at komme efter...
Tak til til embedsmændene i Vejdirektoratet, fordi de holder fast i deres konklusioner og ikke lader sig kue af regeringens ønsker om at lave rapporter der passer efter regeringens politik.
Dette er set tidligere, fx ved at arejdsstyrelsen blev sat til at udarbejde en rapport , der skulle vise, at de kommunale arbejdsformidlinger var bedre til at sluse ledige ud end den statslige arbejdsformidling. Det kunne embedsmændene ikke, men Hjort Frederiksen fik alligevel rapporten fra Arejdsstyrelsen til at se ud som om de kommunale arbejdsformidlinger var de bedste, så ministeren kunne få flertal for at nedlægge den statslige arbejdsformidling og give Strukturreformen de kommunalejobcentre.
(Kilde: DRs P1s Orientering)