Leder

Hizbollahs gidsler

18. juli 2008

Inden man alt efter temperament og holdning falder helt i svime over Hizbollas 'triumf' eller mærker tårekanalerne i frit fald i medfølelse med Israel, der byttede to døde gidsler for 199 'martyrer' plus fem levende libanesere i israelsk fangenskab, er det nyttigt at huske på postyrets bagtæppe, nemlig at i Mellemøsten er gidsel-handel en anerkendt branche.

Hvad der foregik onsdag, var blot en foreløbig slutsten på en proces, der har stået på i årevis - udvekslingen onsdag var den ottende mellem Hizbollah og Israel siden 1991.

I 2000 tog Hizbollah f.eks. tre israelske soldater som gidsler for at bytte dem med 19 libanesiske gidsler i israelske fængsler. En af dem, Amal-lederen Mustafa Dirani, blev hevet ud af sin seng af israelske kommando-soldater en mørk nat som bytteobjekt for en israelsk fly-navigatør, Ron Arad, der var skudt ned over Sydlibanon i 80'erne, og som Dirani angiveligt solgte til iranerne for en nævefuld dollars. Et andet gidsel, Sheik Obeid, fik rutinemæssigt sit fangenskab forlænget af Israels højesteret.

Under det forløb, der blev afsluttet onsdag, krævede Israel en redegørelse for Ron Arads skæbne, men fik ikke noget fyldestgørende svar. Enten er sandheden mørklagt, eller også aner Hizbollah ikke, hvad der blev af ham. Det sidste er det mest sandsynlige.

Når fejringen af Hizbollahs handelstalent - endnu torsdag hørtes festfyrværkeri i Beirut - var så markant med heltemodtagelse af de frigivne og erklæring af national helligdag og med samtlige sekter - drusiske, kristne som muslimske - i velkomstkomité i Rafik Hariri-lufthavnen, hænger det sammen med to forhold:

1) For første gang i årtier er der ikke libanesiske fanger i israelske fængsler. Uanset interne modsætninger mellem Libanons 17 sekter, er glæden over at 'alle drengene nu er kommet hjem' (om end mange i kister) ægte hos langt de fleste libanesere.

2) Hvilket igen hænger sammen med, at Israel er kommet i 'øjenhøjde' som en magt, der kan tvinges til indrømmelser.

Det kræver ikke noget professorat i magtens psykologi at forestille sig de skammekroge, den arabiske verden har set ind i gennem 60 års nederlag til en teknologisk og militært overlegen jødisk stat. Myten om Israels magtfuldhed illustreres måske bedst af en tv-producer fra Jordan, der en gang sagde, at Mossad, Israels efterretningstjeneste, var så effektiv, at den kendte størrelsen på hans undertøj.

SÅdan er det ikke længere, og sådan har det reelt ikke været siden krigen i juli-august 2006, der fremkaldtes af gidselaktionen mod de to nu døde soldater, og hvor det viste sig, at Hizbollah ikke kunne nedkæmpes. Den krig gjorde Hassan Nasrallah til et arabisk ikon, der nu også går på vandet efter onsdagens byttehandel.

Der er dog ingen grund til at antage, at han vil hvile på laurbærrene. Nasrallah er ikke kun den arabiske verdens mest populære politiker siden Egyptens Nasser, han er også den dygtigste. Med mesterlig strategi har han forfulgt egne politiske mål ved så at sige at 'nationalisere' dem som libanesiske. Hizbollahs gidsel-tagning af de to soldater i juli 2006 blev således begrundet med, at de israelske gidsler skulle bruges til udveksling med libanesere i israelske fængsler - et nationalt anliggende. Men aktionen skete sært nok umiddelbart før et afgørende møde i den libanesiske regering med Hizbollahs afvæbning, stipuleret i flere FN-resolutioner, som eneste punkt.

Aftalen med Israel i onsdags fik bevidst betegnelsen 'afslutningen på 2006-krigen' og 'et nationalt bryllup' med deltagelse af alle libanesere. Realiteten er, at den befæstede Nasrallahs dagsorden, nemlig fortsat undvigelse af hans private hærs afvæbning, gen-vedtaget i FN-resolution 1701 fra 2006.

Grunden: Nasrallah og hans råd af shia-teologer tror ikke på, at de libanesiske politikere kan modstå et pres fra Israel, hvis de alene har den libanesiske hær at stå imod med. En fredsaftale på 'israelske betingelser' vil være ugunstig for såvel Syrien som Hizbollahs sponsor, Iran. Det er grunden til, at Nasrallah holder militsen - kaldet 'modstanden' i daglig tale - under våben. Frigivelsen af de fem libanesere onsdag var endnu et bevis på, at Hizbollahs våben er dem, der taler - og tæller.

Man kan så spørge: Nu, hvor fangerne er frie, er der vel ikke grund til yderligere militær aktivitet? Jo, for i Hizbollahs logik er den 'zionistiske trussel' langt fra drevet over. En klat jord, Sheeba Farms, der støder op til Syrien, er fortsat besat af Israel, som mener, at den er en del af Golan-højderne. Hizbollah mener, den er en del af Libanon. Der er også de stadige krænkelser af libanesisk luftrum. Der er de palæstinensiske fanger i israelske fængsler, som libaneseren Nasrallah solidariserer sig med. Der er nok at se til for en rask mand.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilhelm von Håndbold

Ja, jeg er ikke nødvendigvis enig med alt - men indsigten er ikke til at diskutere, du gør et flot stykke konventionelt arbejde.

fadi fra libanon

Israel har fået sin lærestreg,, det gøre ondt et vis sted på dem, at de ikk bare kan gøre som der passer det,, og så en ting til som jounalisten glemte og skrive,, Så er israel den stat der har lavet mest stats terrorrisme i verden,,

Fadi fra Libanon
"Så er Israel den stat der har lavet mest statsteorrisme i verden"
Hvor ved du det fra ? Kan du dokumentere det ?

Mohammed Taleb

Jørn Boye:

Det kan ikke dokumenteres, da deres allierede fra USA, ikke går med til at få sat Israelpå FN´s terrorliste, selvom derefter Libanonrigen kom en erklæing om at, hvis en stat brugte klynegbomber, så ville den tå terrorlisten, og så er det, det undrer mig, hvorfor står Israel ikke på listen ?