Leder

Indhent publikum

8. juli 2008

Forholdene var optimale, men alligevel knagede årets Roskilde Festival en anelse i fugerne. Det var lettest at se på pladsen foran Orange Scene, hvor der er plads til 60.000 mennesker, men hvor der til flere koncerter var halvtomt. Og det kunne aflæses i programmet.

En bred vifte af hovednavnene kunne have spillet 10, 20, 30 år tidligere. Neil Young er 62 år, Judas Priest har huseret siden '70, Slayer siden '81 og Bob Hund og Chemical Brothers toppede i 90'erne. Og hvad pokker lavede Tina Dickow på Orange Scene? Svaret er, at hun og de gamle drenge var der for at samle masserne i forsøget på at skabe de store magiske kollektivoplevelser, som brander festivalen og mejsler den i publikums erindring.

Men spørgsmålet er også, om det ikke er ved at være musikhistorie, frem for nutidig mulighed. For superstjernernes tid er ved at være forbi, og i stedet tegner der sig et billede af en kultur, som ikke længere lader sig styre af multinationale pladeselskabers strategier. En kultur som i stedet spreder sig i egensindige mønstre, ud i nicherne, i en ny kulturel struktur - The Long Tail - hvor der sælges ganske lidt af utrolig mange produkter.

Det skal vi være glade for. For det giver diversitet, det giver udsyn og det eliminerer monokulturelle mangelsygdomme. Men det medfører altså også en bevægelse væk fra Dyrskuepladsens største scene og ud på de små scener, foretaget af et mere uforudsigeligt og egensindigt publikum.

Læg dertil en stigende tendens til at zappe mellem de forskellige genrer og scener, og man har en svær logistisk ligning på hænderne. Hvilket var evident under flere koncerter. F.eks. på Odeon-scenen hvis kapacitet på 5.000 blev overgået under MGMT's koncert torsdag på en presset plads, der ender blindt og dermed blev ganske klaustrofobisk. Men værst under koncerten med Fedde Le Grand fredag på Astoria-scenen, hvis kapacitet på 3.000 blev eksploderet. Folk blev mast i de stoppede sceneindgange, koncerten måtte afbrydes og blev først genoptaget, da der var blevet skabt ånderum.

Som det vides fra tragedien i 2000, hvor ni mennesker mistede livet under en Pearl Jam-koncert på Orange Scene, så er det ikke kun sjov og ballade, når folket slår sig løs. Men det er samtidig også helt essentielt for Roskilde Festivalen at den skaber rammer for at folket kan slå sig løs - men altså uden at slå sig selv for hårdt på omgivelserne.

Så det er tid til nye tanker. Enhver der har været til en fuldt besøgt koncert i Cosmopol-teltet, dvs. med 5.999 andre, ved at de store kollektivoplevelser ikke behøver måles i titusindvis af lykkelige menneskers fremmøde. Og enhver der har været til de sidste krampetrækninger søndag nat, hvor stængerne på Arena-teltet bliver forvandlet til slagtøjsinstrumenter af de sidste gæster, ved at en mere åben form for koncert også er kærkommen.

Roskilde Festivalen har ikke mistet sin relevans, publikum har bare flyttet sig. Det er på tide at indhente dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu