Leder

Når forbrugerne lades i stikken

Debat
24. juli 2008

INDEN FOR de seneste dage har tre forskellige instanser bebudet nye mærkningsordninger, som skal hjælpe os forbrugere til at købe sundere, grønnere og mere miljørigtige produkter.

Andelsbevægelsen FDB, der står bag dagligvarekoncernen Coop, vil udvikle et klimamærke, som skal vise, hvor stort et CO2-udslip, der er i produktionen, transporten og forbruget af en given vare. Den nyudnævnte FDB-formand, Lasse Bolander, siger til Berlingske Tidende, at mærket skal være let at forstå og praktisk at håndtere for producenterne. Ambitionen er, at vi bør kende forskellen på den klimamæssige belastning ved at spise en agurk, der er dyrket henne om hjørnet, og en oksebøf, der er importeret fra Argentina.

Samtidig anbefaler Fødevarestyrelsen politikerne at indføre en fællesnordisk mærkning af sunde fødevarer med et grønt nøglehul som tegn på, at det pågældende produkt opfylder en række kriterier for, hvor meget sukker, fedt eller kostfibre, myndighederne anbefaler inden for de enkelte varegrupper.

Endelig er også Europaparlamentet på vej med en ny mærkningsordning. Her er der tale om advarselsmærkater, som vi kender dem fra cigaretpakkerne. De skal sættes på slik og sodavand med azo-farvestoffer, som er under stærk mistanke for at give børn allergi og gøre dem hyperaktive.

VED EN umiddelbar betragtning forekommer de tre initiativer hver for sig sympatiske i deres bestræbelse på at varetage forbrugernes interesser. Problemet er bare, at der i forvejen findes et væld af uigennemskuelige mærkningsordninger.

Forbrugerrådet anslår, at ni ud af ti mærker er ren og skær reklame, som producenterne putter på varen for at få det til at se ud som en officiel anprisning af produktet. Dertil kommer en lang række mere autoritative mærkningsordninger så som EU's økologimærke, det danske Ø-mærke, det nordiske miljømærke Svanen, EU's miljømærke Blomsten, Fairtrade/Max Havelaar mærket, FSC-mærket på bæredygtigt produceret træ, MSC-mærket på bæredygtig fisk og E-mærket, som kan bruges af netbutikker med god forbrugerbeskyttelse.

Selv om junglen af mærker er tænkt som en vejledning af forbrugerne, ender de let med at skabe større forvirring, end godt er. Hvortil kommer, at mærkningsordningerne også kan ses som en lidt for nem frit-valg-løsning, der i virkeligheden individualiserer myndighedernes overordnede ansvar og tilsynspligt over for producenterne.

Ikke mindst advarselsmærkatet på produkter med azo-farver er et godt eksempel på ansvarsforflygtigelse, eftersom det kun indføres, fordi et flertal i Europaparlamentet ikke vil være med til helt at forbyde disse særligt farlige farvestoffer.

HISTORIEN OM azo-farverne, også kendt under dæknavne som E102, E104, E110, E122, E124 og E129, illustrerer, hvor svært og langsommeligt det kan være at få afskaffet helt unødvendige tilsætningsstoffer.

Først flere årtier efter den første bekymring over de kunstige pangfarver, skete der for alvor noget, da en stor britisk undersøgelse i september sidste år påviste en tilsyneladende indiskutabel sammenhæng mellem azo-farverne og helt små børns hyperaktivitet.

Alene ud fra et forsigtighedsprincip burde myndighederne naturligvis straks have forbudt azo-farverne. Det var da også den oprindelige udmelding fra et flertal i Folketinget, men Dansk Folkeparti sprang fra i målet og tilsluttede sig i stedet fødevareminister Eva Kjer Hansens (V) ønske om at afvente nye undersøgelser fra Det Europæiske Fødevaresikkerhedsorgan, EFSA.

HERHJEMME kan vi glæde os over Forbrugerrådets effektive kampagne for at få danske producenter til at afskaffe azo-farverne. Det har eksempelvis medført, at Faxi Kondi har mistet sin lysegule farve, ligesom Coop har stoppet produktionen af gule og grønne sodavand, men ændringerne er ikke gennemført uden sværdslag. Da de danske bryggerier besluttede at fjerne azo-farverne Tetrazin og Sunset Yellow, sagde direktøren for Harboes Bryggeri, Bernhard Griese:

"Det naturlige farvestof koster 10 gange så meget som det andet farvestof. Men gadens parlament har talt. Vi vil ikke stå som dem, der forgifter befolkningen."

Den udtalelse er ganske betegnende for, hvor vigtig offentlighedens og myndighedernes pres på producenterne er. De handler nemlig først, når de føler sig tvunget til det. Herhjemme er brugen af azo-farver så småt ved at blive udfaset, men når det gælder de udenlandske produkter, vi også kan vælge at købe, er det på europæisk plan altså foreløbig endt med - en advarselsmærkning.

Et skridt i den rigtige retning? Ja, men også en måde at fralægge sig ansvaret på. For naturligvis bør det ikke være børnenes, men samfundets ansvar at fravælge eksempelvis M&M's fristende, men også alt for azo-farvestrålende sukker- og chokoladepastiller.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her