Leder

En på opleveren

Debat
19. juli 2008

SOMMEREN ER FULD af oplevelsesøkonomi. Man tænker måske ikke så meget over det, mens man sådan står og oplever, men i de senere år er oplevelser blevet fremelsket, kalkuleret, kategoriseret, og finansieret på en helt anderledes måde end nogensinde.

Hvad det er? Jamen, det er først og fremmest et ord, som brager løs inde bag ved selve oplevelserne.

De kan være alt fra en gammeldags kop kaffe med Rich's, skænket af en Madam Blå, som den netop nu tilbydes gratis i Arbejdermuseet - og til et krydstogt i det caribiske øhav.

Der undervises i det på de højere læreanstalter. Man kan blive cand.mag. i det ved Humaniora i Århus, Copenhagen Business School forsker i det, og, som det blev nævnt forleden i vores serie om kulturkampen, er der netop blevet oprettet et Center for Kultur og Oplevelsesøkonomi på Roskilde Universitetscenter, tværpolitisk bakket op af Folketinget.

OPLEVELSESØKONOMIEN ER mekanismen bag tilbuddene til samfundet, der har alt. For hvad er det, man spejder efter, når de basale behov er dækket så som mad, tøj, tag, tv og iPhone?

Den er det interessante nye, familien spejder efter på en søndag, når alle andre udflugtsmål i området er udtømt - eller når en storbyferie ikke er nok, og man frivilligt køber en dyr, strabadserende klatretur på et højt bjerg, den er det nye computerspil til familiens yngste - eller ældste - og den er fortællingen om snapsefirmaet, som står på etiketten - ikke at forveksle med de også meget store oplevelser, man kan få ved at tømme snapseflasken.

Den er også - klassisk eksempel - B&O-tv'et, som man gerne betaler mere end dobbelt op for, fordi det har et smart design. Mere nyt er fænomenet så heller ikke.

HOLLYWOODS oplevelsesøkonomi fylder enormt i amerikansk økonomi. Det vil den blive ved med. Men et samfund, som bygger på turistindtægter, gør sig sårbar over for udsving i verdensøkonomien og uventede begivenheder, som det sås i netop Caribien efter 9/11, hvor folk dårligt turde flyve eller krydstogte.

I den anden ende af skalaen kan den skabe udvikling i arbejdsløshedsområder. Man har i en kommune f.eks. en tom grusgrav og nogle billedkunstnere, der gerne vil eksponere sig. Altså sætter man dem sammen - og får et turistmål. Man har en by, som gerne vil have liv i gaderne i sommermånederne, osv.

Det nye ved oplevelsesøkonomi er, at der er taget initiativ til en fælles brainstorm i samfundet, sat i system og dyrket af politikere, erhvervsfolk og kunstnere over en bred kam, nu, hvor erhvervsliv ikke længere er et fy-ord for kunstnere.

Der er blevet punket meget på kulturminister Brian Mikkelsen af mange forskellige grunde, men han så oplevelsesøkonomien som et potentiale på et tidligt tidspunkt - blandt andet via det, som nu hedder Puljen til kultur i hele landet. Det bør han krediteres for. Bjørk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

"For hvad er det, man spejder efter, når de basale behov er dækket så som mad, tøj, tag, tv og iPhone?"

Jeg vil vove et forsigtigt - men vel helt kættersk - forslag: I stedet for al denne rastløst udadrettede fysiske aktivitetet kunne man jo prøve at sætte sig sammen derhjemme - mon ikke der skulle være plads i samtalekøkkenet? - måske i stilhed, måske i samtale. Men er det for farligt?

Per Jongberg

Yes, vi har lige - lad mig lige se, jo tre timer i morgen eftermiddag. Giv os "en oplevelser" - jeg kan vel betale med DanKort ?

Kan underholdningsindustrien ikke længere holde forbrugerne fangne hele tiden, så skal den industrielle sektor nok sikre sig, at forbrugerne så sandelig ikke foretager sig noget på egen hånd. Næe de skal KØBE en oplevelse.

Kommercialisering af fritidslivet.

Tilværelsen i Danmark er ulidelig let.