Leder

Sarkozy i Dublin

19. juli 2008

MÅSKE ER DET ET UDTRYK for overdreven selvtillid, måske et tegn på manglende fingerspitzgefühl, eller måske er det bare tegn på himmelråbende naivitet, at den franske præsident Nicolas Sarkozy mandag har inviteret sig selv og sit præsidentielle følge til Dublin for at lytte til, hvorfor et flertal af de irske vælgere stemte nej til Lissabon-traktaten. Hans vært, den irske premierminister, Brian Cowen, har ikke lagt skjul på, at den franske præsidents besøg - for nu at sige det pænt - ikke bidrager til en konstruktiv løsning på det, nogle fortsat kalder 'det irske problem'.

Sarkozys besøg bliver selv af EU-positive irske medier som The Irish Times og The Irish Independent set som et eksempel på utidig indblanding.

I MÅNEDEN efter det irske nil (nej) ved folkeafstemningen har Brian Cowens regering haft travlt med at sondere terrænet for mulige løsninger. Der har været talt om flere muligheder. I onsdags bekendtgjorde den irske udenrigsminister, Micheàl Martin, at analyseinstituttet Millwall Brown IMS skal foretage en meningsmåling og via fokusgrupper forsøge at finde et svar på, hvorfor irerne stemte nej. Om det er hyperdemokratisk eller udtryk for opportunisme, er op til læseren at vurdere.

Sideløbende hermed forsøger irerne at finde et nationalt kompromis lidt a la det man fandt i Danmark efter den første Maastricht afstemning i 1992. Oppositionspartiet Sinn Fein - der var det eneste parti i parlamentet, der kæmpede for et nej - har ytret sig positivt om mulighederne for et sådant kompromis, om end deres krav om en fast kommissærpost, vetoret over for skatteregler og en neutralitetsgaranti af nogle opfattes som uacceptable.

PROBLEMET FOR den irske regering er, at Sinn Fein kun er en lille del af nej-fløjen.

Modstandernes væsentligste organisation, Libertas, og dens stifter, forretningsmanden Declan Ganley, har hidtil ikke været villige til at overveje endsige indgå et nationalt kompromis. Efter deres opfattelse er hele traktaten faldet. De ønskede - og ønsker - en genforhandling. Deres synspunkt er, at hele traktaten - med dens forslag om en permanent præsident for EU, en de facto udenrigsminister og andre føderalistiske træk - er uacceptabel og i øvrigt i modstrid med befolkningens ønsker i Irland såvel som i andre lande.

Det sidste er utvivlsomt rigtigt. Lissabon-traktaten er et eliteprojekt. Hvis der var folkeafstemning i andre lande, ville resultatet med stor sandsynlighed blive et endnu mere klart nej.

PÅ MANDAG VIL SARKOZY mødes med repræsentanter fra såvel regeringen som nej-organisationerne. Om der kommer noget positivt og konstruktivt ud af disse møder er mere end tvivlsomt.

Sarkozy mener, at irerne har et forklaringsproblem, men i realiteten er det modsat. Det er de europæiske regeringer, der skylder vælgerne en forklaring på, hvorfor det er så nødvendigt med denne traktat. Hele traktaten hviler på den forudsætning, at EU er handlingslammet, og at man ikke kan vedtage noget med 27 stater. Men det er faktuelt forkert: Der er blevet vedtaget direktiver under den nuværende Nice-traktat. Men på et mere filosofisk plan er det ofte en fordel, at der er begrænsninger for lovgivningsiveren. Mange gange forhaster politikere sig og gennemfører love, som ved nærmere eftersyn ikke har den tilsigtede effekt. I politik som i andre forhold er der ofte utilsigtede konsekvenser. Folkevalgte politikere taler ofte om deres bedre indsigt og deres kendskab, men politikere tager ofte fejl. Det er derfor det er vigtigt, at man nogle gange gør det vanskeligt at vedtage lovgivning. Hastværk er også lastværk i politik. Nogle gange er konservatisme en dyd mere end en politisk ideologi. Det var f.eks. derfor man indbyggede såkaldte checks and balances i den amerikanske forfatning.

WHAT PART OF THE WORD 'NO' do you not understand? (Hvilken del af ordet 'nej' er det, De ikke forstår?) Sådan spurgte den britiske tv-journalist Jeremy Paxman EU-Kommissionens formand. Barosso svarede ikke! Men svaret er, at Barosso, Sarkozy og andre statsledere ikke forstår en simpel regel i det demokratiske system, nemlig den, at de er forvaltere af magten; at de har den til låns. I sidste instans er vælgerne magthavere. Det modsatte synspunkt, at en lille indirekte valgt elite tager beslutningerne kaldes 'demokratisk centralisme'. Det var et begreb og en ide udviklet af Vladimir Lenin i Sovjetunionen. Den blev siden forkastet af befolkningerne i Øst og Centraleuropa. Dens moderne - og blødere - variant er blevet forkastet af vælgerne i Irland, såvel som i Frankrig og Holland for tre år siden.

Den franske forfatter Albert Camus skrev engang at "oprøreren er den, der siger hertil og ikke længere".

Det er netop det, som de irske vælgere har sagt. Men det kan Sarkozy & Co. næppe forstå.Q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alf Vestergaard

Det står nu mere og mere klart, hvad mange af os dengang tænkte: Præstesønnen fra Herning-egnen, Holger Kirkholm Nielsen, var alt for nem st kyse. Bare sig til ham, at det vil være en ulykke for Danmark etc. etc, og han falder ned som et lam. Så ved den lejlighed var det den klogere, Uffe elledreng Jensen, som snød den mindre klogere,- for selvfølgelig kunne og burde vi have sat hælene i , ligesom Irerne nu gør. Vi havde stemt Nej til Maastricht og den var dermed faldet. Men det lykkedes den drevne advokat Schlüter og Uffe Elledreng at kyse Kirkholm. Han havde og har simpelthen ikke 'what it takes' til at stå imod presset.

Alf Vestergaard

Og så var han selvfølgelig socialist, som efter murens fald ledte efter noget nyt at kaste sin kærlighed på.