Leder

Serbien på rette spor

23. juli 2008

Der er grund til virkelig at glæde sig over, at Serbien sent mandag kunne meddele, at sikkerhedsstyrker havde anholdt den eftersøgte formodede krigsforbryder Radovan Karadzic. Anholdelsen er fantastisk, fordi den viser, at retfærdigheden ind imellem sker fyldest. Den er vigtig for ofrene og de efterladte, som har været udsat for Karadzic' forfærdelige handlinger, og så er den vigtig for Serbien selv, som nu virkelig viser, at landet har et reelt ønske om at lægge sin nationalistiske fortid bag sig og være en del af et civiliseret Europa.

Anholdelsen er også vigtig for EU, fordi den viser, at Unionens gulerodstaktik betaler sig. Ved at love Serbien en associerings- og stabilitetsaftale - det første skridt mod et medlemskab - har man hjulpet en proeuropæisk regering til magten. En regering, der bare 14 dage efter den blev taget i ed, har formået at efterkomme en af EU's betingelser for en ratificering af aftalen ved at fange Karadzic.

Vejen til et decideret EU-medlemskab for Serbien er dog stadig lang, og der er flere knaster. Først og fremmest blokerer den tidligere serbokroatiske oprørsleder Gotan Hadzic og den tidligere bosnisk-serbiske militærchef Ratko Mladic, som EU også kræver udleveret til krigsforbryderdomstolen i Haag. EU's udenrigsministre mødtes i går i Bruxelles, men selv om nogle i flokken mener, at man burde ratificere associerings- og stabiliseringsaftalen med Serbien nu og dermed udløse en pose penge som en anerkendelse af Karadzic' anholdelse, så holder blandt andre Holland og Belgien hårdt på, at de to sidste krigsforbrydere først skal udleveres. Og det kan blive vanskeligt, for selv om nationalister mandag aften protesterede mod anholdelsen af Karadzic, har han langt mindre støtte i befolkningen end Mladic, der af rigtig mange serbere ses som en folkehelt. Derfor er det meget sværere for den serbiske regering at finde støtte hos serberne til at sende Mladic til Haag, end det er med Karadzic.

Den største knast, der står i vejen for et serbisk EU-medlemskab er imidlertid spørgsmålet om Kosovo, som løsrev sig fra Serbien i februar.

Serbiens nytiltrådte regering har erklæret, at de aldrig vil anerkende Kosovo som uafhængig stat, og den politik er der bred opbakning til i den serbiske befolkning. Lige nu er politikken fra både EU's og Serbiens side, at man ikke eksplicit diskuterer Kosovo-problematikken. Men når de syv EU-lande, der endnu mangler at anerkende Kosovo, får det gjort, så skal Kosovo og Serbien højst sandsynligt optages mere eller mindre samtidig i EU. Og EU er ikke til sinds at importere endnu en regional grænsekonflikt. Erfaringer med Cypern viser, at man ved at gøre det, ender med medlemslande, der hovedsageligt kun fokuserer på ét emne, og som konstant tager andre medlemslande som gidsler i store vigtige EU-spørgsmål for at fremme egne interesser i lokale spørgsmål. Det skader Unionens arbejde. Så selv om det ikke bliver sagt højt lige nu, er der ingen optagelse af Serbien uden en anerkendelse af Kosovo.

Samtidig er det på sin plads at spørge, om EU overhovedet er klar til at modtage endnu et nyt medlem. Unionen har p.t. ikke orden i eget hus, fordi Lissabon-traktatens fremtid er usikker.

Flere europæiske statsledere har sagt, at det er umuligt at gå videre med en udvidelse, så længe den sag ikke er på plads, og Irlands nej til traktaten har allerede forsinket medlemskab for Kroatien, som havde håbet på en invitation i 2009.

Optagelsesforhandlingerne med Serbien kan imidlertid godt gå i gang, mens man venter på en løsning af traktatproblemerne. De vil betyde, at Serbien skal gennemgå en lang række reformer af blandt andet det økonomiske system og ikke mindst af politiet og det juridiske system. Det faktum, at den nye serbiske regering hurtigt har været i stand til at anholde Karadzic, mens den tidligere nationalistiske regering ikke var så villig, viser, at efterretningstjenesten højst sandsynligt har vidst, hvor Karadzic opholdt sig. De har bare manglet den rette regering til at kræve en udlevering. Det er et bevis på, hvor politiseret retsvæsnet i Serbien er, og den går ikke i EU. Unionen har én gang brændt sig på at love lande, der ikke var ordentlig klar til optagelse, at komme med i den forjættede europæiske klub, og nu slås man med det høje korruptionsniveau i Bulgarien og Rumænien, som er så grelt, at Kommissionen i dag ventes, at meddele, at den vil tilbageholde mange milliarder af Bulgariens allerede lovede støttekroner. Den situation ønsker EU ikke at stå i igen. Derfor skal Serbien kunne vise, at de er 100 procent klar, før medlemspapirerne kan underskrives, og ifølge folk, der kender Serbien indefra, er Bulgariens og Rumæniens korruption barnemad i forhold til det, der sker i Beograd og omegn.

Vejen til EU er altså stadig lang for Serbien, men realismen til trods er der ingen grund til at tage sorgerne på forskud, og lige nu er der bare al mulig grund til at glæde sig over, at endnu en krigsforbryder er bag lås og slå, og at Serbien er på rette spor. Det er da en god sommernyhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu