Leder

Den uhellige stad

Debat
30. juli 2008

Hvis jeg glemmer dig, Jerusalem,
så gid min højre hånd må lammes;
Salmernes Bog 137/5-6

I gårsdagens udgave af rubrikken 'Overblik' meddelte vi, at Israels premierminister Ehud Olmert "ikke tror på", at Israel og PNA, det palæstinensiske selvstyre, "kan nå til en forståelse, der omfatter Jerusalem". Vi krediterede omhyggeligt nyhedsbureauet AP for meddelelsen, hvilket legitimerede dens vigtighed på det globale nyhedstapet, og vi fulgte således de normale regler for nyhedsformidling: Olmert har sagt sådan og sådan, Olmert er regeringsleder i Israel, og Jerusalem er en helt afgørende knast i en fremtidig aftale med palæstinenserne, etc. etc. - vi tog skyldigt hensyn til vores rolle som nyhedsformidler. Vi refererede pligtskyldigt, vel vidende at han - skønt han er tidligere Jerusalem-borgmester - aldrig bliver en del af løsningen for byen. For det første fordi Ehud Olmert ikke holder sæsonen ud - han afløses til efteråret af enten udenrigsminister Tzipi Livni eller Shaul Mofaz, en tidligere general og høg, når det regerende centrum-højre-parti, Kadimas græsrødder stemmer på en ny leder i en slags primærvalg. Den korruptionsbelastede Olmert har i det ræs 'minusstøtte', som en Jerusalem-korrespondent udtrykte det.

OG FOR det andet fordi som byen ligger, er ingen ny israelsk premierminister, uanset partifarve, i stand til at løse Jerusalem-problemet uden hjælp udefra - og den hjælp kan, nu som før, kun komme fra De Forenede Stater. Da Barack Obama for nylig var i Israel på æresrunden i Mellemøsten, ytrede han sig om Jerusalem som åben by for jøder og arabere. Også han talte bevidst til nyhedsbureauerne, ikke til realiteterne. For sagen er, at ingen nogen sinde har troet på, at den køreplan for en endelig fredsaftale, som israelerne og PNA 'enedes' om i den amerikanske by Annapolis i 2007, da præsident Bush efter syv års ligegyldighed fandt det belejligt at interessere sig for den mest forbitrede konflikt i Mellemøsten, kunne gennemføres inden udgangen af dette år.

Problemet er ikke kun, at Jerusalem er en hellig by for såvel jøder som muslimer - og i øvrigt kristne med, selv om de ikke spiller nogen rolle i sammenhængen. Jøderne sang om byen under fangenskabet i Babylon for 3.000 år siden, jævnfør ovenstående bibelcitat. Profeten steg 1.600 år senere til himmels fra Haram al-Sharif, der i jødisk (og kristen) religionsgeografi hedder Tempelbjerget. Lokaliteten, på størrelse med seks-syv fodboldbaner, er hjemsted for al Aqsa-moskéen, islams tredje-vigtigste helligdom efter Mekka og Medina, og al Aqsas gavl er en del af Grædemuren, Herodes-templets vestmur og jødernes allerhelligste.

Da israelerne i juni 1967 indtog Østjerusalem og dermed den gamle by, der fylder godt en kvadratkilometer, jævnede de resolut Mugrabi-nabolaget, der stødte op til Grædemuren (og hvor Yassir Arafats onkel i øvrigt havde adresse) med jorden. Jerusalems arabere er siden blevet ignoreret, efter at Israel hurtigt annekterede byen som 'jødernes udelelige hovedstad'. Med tiden er bygrænsen blevet udvidet, så det udelelige Jerusalem nu fylder 126 kvadratkilometer fra Betlehem i syd til Ramallah i nordøst.

Men Jerusalem er fortsat delt, selv om et par hundrede tusinde jøder er flyttet ind i nye boligkvarterer i det arabiske Østjerusalem, der bebos af ca. 150.000 palæstinensere, og som - hvor absurd det end lyder - har israelsk 'opholdstilladelse'. Det er erklæret israelsk politik, at den arabiske befolkning aldrig må overstige de 27-28 pct., der var i den 'udelelige' by ved annekteringen i 1967, og palæstinensere, der forlader deres Jerusalem-adresse i en periode - på studierejse eller i erhvervsøjemed - taber retten til at vende tilbage. Bygger en palæstinenser et hus eller en tilbygning på egen grund, skal der indhentes israelsk tilladelse, som sjældent gives. Bygger de alligevel, ankommer israelske bulldozere og river ned. Og sådan kan man blive ved med at opremse urimeligheder, hvis formål er at gøre livet surt for byens arabiske indbyggere.

I de seneste uger er disse bulldozere blevet vendt mod israelske civilister, nemlig da to yngre palæstinensiske truckførere - den ene en eks-kriminel, men begge angiveligt uden tilknytning til nogen modstandsorganisation - hver for sig gik amok, og brugte maskinerne som terrorvåben med døde og sårede som resultat, og hvor truckførerne blev skudt på stedet af israelske sikkerhedsfolk.

Det er altid forkasteligt at dræbe civilister, men det er også et mirakel, at sådanne amok-aktioner ikke er kommet i betragtning før på grund af den diskrimination, de oprindelige Jerusalem-beboere dagligt må finde sig i.

Reaktionen på bulldozerangrebene har været lige så trist som forudsigelig - krav om destruering af de huse, gerningsmændenes familier bebor og debat om, hvor vidt der skal rejses en mur midt gennem byen som i Nicosia på Cypern og som i Berlin indtil for snart 20 år siden. Altså en mur indenfor den mur, der allerede nu adskiller det arabiske Jerusalem fra dets forstæder. Så den snart afgåede Ehud Olmert har ret: Der nås ikke en løsning på Jerusalem i år. Om det sker næste år, afgøres i Det Hvide Hus. Så det sker nok ikke. e.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her