Leder

Viljen til at bryde den onde cirkel

Debat
31. juli 2008

PÅ SIN FERIE i Frankrig har Anders Fogh Rasmussen i år prøvet kræfter med den legendariske Tour de France bjergetape på Alpe d'Huez, men når han vender hjem til sit flade fædreland, venter der statsministeren transportproblemer af en anderledes jordnær karakter.

Stik imod regeringens erklærede hensigt om at få flere danskere til at tage toget og bussen, er priserne for at bruge den kollektive trafik nu blevet så høje og passagerflugten så massiv, at landets trafikselskaber varsler nye drastiske nedskæringer i busdriften næste år.

Hver tiende bus i hovedstadsområdet er i fare for at blive sparet væk, og Nordjyllands Trafikselskab bebuder nedlæggelse af op imod hver femte busrute i Aalborg, fremgår det af et nødråb, som trafikselskaberne i mandags sendte til Folketingets Trafikudvalg.

DET ER DE stigende udgifter til diesel i kombination med de i forvejen hårdt pressede budgetter, som får trafikselskaberne til at slå alarm. Og de bakkes op af trafikforskere, som advarer imod en ond spiral med nedskæringer, passagerflugt, nye nedskæringer og endnu større passagerflugt fra den kollektive trafik.

Udviklingen er klar: År efter år vælger stadigt flere af os at tage bilen frem for toget og især bussen. Siden år 2000 er cirka hver femte passager stået af busserne, og samtidig er der kommet 300.000 flere biler på de danske veje.

Årsagen er lige så klar: Prisen for at benytte den kollektive trafik er igennem mange år steget langt mere end prisen på benzin. Det går især ud over børn, unge og ældre, der i deres dagligdag er afhængige af et velfungerende offentligt trafiksystem med rimelige takster. Den nuværende trafikpolitiske udvikling har således også en voldsom social slagside.

INDEN HAN tog på ferie, sagde statsministeren på sit ugentlige pressemøde den 20. maj: "Det er min klare opfattelse, at en løsning af trafikspørgsmålet i høj grad består i, at vi får en så attraktiv trafik, at folk tager bus eller tog. For vi kan ikke løse de kommende års transport alene ved en udbygning af privatbilismen".

Det er så sandt, som det er sagt, men ord alene gør det ikke, og situationens alvor synes på ingen måde at være gået op for Venstres egen trafikpolitiske ordfører, Kristian Pihl Lorentzen, som kategorisk afviser at komme den nødlidende kollektive bustrafik til undsætning.

Konfronteret med trafikselskabernes nødråb afviser Kristian Pihl Lorentzen rutinemæssigt enhver tale om økonomisk hjælp fra staten. Det må være kommunernes og regionernes egen opgave at få budgetterne til at hænge sammen, siger han.

Dermed sætter Venstres trafikordfører i virkeligheden fokus på problemets kerne, nemlig den liberale tyrkertro på, at markedskræfter og decentralisering er løsningen på alt. Intet kunne være mere forkert, når det gælder den kollektive trafik i et lille land som Danmark. Her er der brug for overordnet planlægning og styring fra centralt hold.

Som trafikforsker ved Aalborg Universitet, professor Henrik Harder, i går sagde det til Berlingske Tidende: "Decentraliseringen er slået fejl. Kommunerne kan ikke løfte byrden, når bustrafikken skal prioriteres sammen med børnehaver, skoler og ældrepleje."

Problemet er ganske enkelt, at der bliver tænkt for småt og for kortsigtet, når kommunerne og regionerne skal få enderne til at mødes. Så får vi lappeløsning på lappeløsning frem for visionære tiltag, som kræver store og langsigtede investeringer i for eksempel letbaner og hurtigbusser på tværs af regionerne.

I DEN SENESTE valgkamp erkendte statsministeren, at han var blevet klogere på de klimamæssige udfordringer, vores samfund står overfor. Måtte en tilsvarende erkendelse snart brede sig til trafikpolitikken.

En velfungerende kollektiv infrastruktur har nemlig stor betydning for både miljøet, konkurrenceevnen og den daglige livskvalitet.

Hvad vi tidligere forbandt med amerikanske storbyer, er ved at blive en normal del af transporten i bil til og fra arbejde i Danmark. Vi sidder jævnligt fast i lange køer og spilder vores tid med bilmotorer i tomgang til skade for såvel miljøet som den i forvejen irritable danske trafikkultur.

SKAL DENNE onde cirkel brydes, er der brug for trængselsafgifter og parkeringsrestriktioner over for bilisterne. Der er brug for nedsatte takster i den kollektive trafik, så flere af os får et økonomisk incitament til at vælge toget og bussen frem for bilkøen.

Der er kort sagt brug for visionær nytænkning og en viljestyrke på linie med den, statsministeren måtte mobilisere for at bestige Alpe d'Huez på sin cykel.

pk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her