Leder

Energismart?

15. august 2008

"Hvis blot vi kunne være lige så energismarte som Danmark," skrev den indflydelsesrige New York Times-kommentator Thomas L. Friedman forleden i en begejstret hyldest til Anders Fogh Rasmussen grønne Danmark.

Hvis blot Thomas L. Friedman havde haft lidt mere tid til at sætte sig ind i de faktiske forhold i jernindustrien under sit korte sommerbesøg i Danmark.

Tag nu bare den aktuelle strid om den voksende trængsel, forurening og klimabelastning fra de stadig flere biler på de danske veje - en strid som Friedman uforvarende selv udløste ved at citere Anders Fogh fra de tos samtale om benzinpriser.

"Kuren er ikke at reducere prisen, men tværtimod at sætte den yderligere i vejret for at bryde vores afhængighed af olie. Vi vil fremlægge en ny skattereform med endnu højere beskatning af energi, og indtægterne herfra skal bruges til at sænke indkomstskatten," sagde Fogh til Friedman og udløste i hjemlige medier overskriften 'Fogh: Benzinpriserne skal op'.

Statsministeren har efterfølgende præciseret, at udsagnet gik på en forhøjelse af energiafgifterne generelt og ikke specifikt benzinprisen. Men det var alligevel rigeligt til at udløse en hidsig politikerstrid om regulering af den vildtvoksende, klimaforstyrrende biltrafik.

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl kalder det f.eks. "helt uholdbart" at tale om højere benzinpriser og påpeger, at selv dagens priser hæmmer mobiliteten urimeligt. Liberalisten Anders Samuelsen fra Ny Alliance siger tilsvarende, at "man bliver ikke mindre afhængig af sin bil, blot fordi prisen stiger. Man bliver derimod fattigere." Henriette Kjær fra regeringspartiet De Konservative trumfer med udtalelsen om, at "vi (er) garanten for, at der ikke sker en stigning."

"Benzinen er i forvejen for dyr," siger hun og fastslår: "Vi skal ikke bestemme, hvad folk kører i."

Som om det ikke var nok, rykker også Socialdemokraternes næstformand Nick Hækkerup i felten: "Jeg synes ikke, løsningen bare er at knalde til bilejerne, som Fogh vil. I stedet bør vi indføre et ordentligt og reelt roadpricing-system, og så kan man i stedet sætte afgiften på biler helt ned. I yderste konsekvens kan man helt fjerne registreringsafgiften."

Selv om forslaget ifølge projektchef Karsten Sten Pedersen, Cowi, "helt sikkert" vil føre til flere biler, er det ikke nok til at sikre S-forslaget borgerlig opbakning. Transportminister Carina Christensen oplyser, at regeringen ingen aktuelle planer har om roadpricing, mens DF's skatteordfører Mikkel Dencker kategorisk fastslår: "Det er udelukket, at vi vil medvirke til roadpricing eller bompenge." I hovedstaden har Borgerrepræsentationen med overborgmester Ritt Bjerregaard i spidsen længe ønsket at etablere en betalingsring, men det har flertallet på Christiansborg - heriblandt Bjerregaards partifæller - sagt nej til.

"Betalingsringen er ikke den rigtige tekniske løsning. I stedet bør mulighederne for roadpricing på nationalt plan undersøges nærmere," sagde S-skatteordfører John Dyrby i august sidste år.

Følgelig har 16 borgmestre fra en række kommuner i hovedstadsområdet sat sig sammen for at udarbejde et forslag til en trængselsafgift i området - blot for prompte at få idéen skudt ned fra Christiansborg.

"Vi (skal) aldeles ikke give kommuner mulighed for at indføre en ny skatteskrue i milliardklassen i udvalgte lokalområder," lød meldingen fra Venstres Kristian Pihl Lorentzen, mens Henriette Kjær kaldte en københavnsk betalingsring med bompenge "det glade vanvid" og "galimatias."

Sådan forvalter de politiske aktører i det grønne, energismarte Danmark deres uhellige alliance. På skift skyder de hinandens og andres forslag ned og sikrer dermed, at intet besluttes eller gennemføres. Og følgelig at bilisterne - som jo også er en slags vælgere - ikke provokeres og generes utidigt.

Imens vokser trafikkøerne, spildtiden og transportsektorens CO2-udledninger. I København er bilernes gennemsnitshastighed nu nede på 27 km i timen, og der spildes hver dag over 130.000 persontimer, fordi folk sidder fast i bilkøerne. CO2-udledningerne fra hovedstadens trafik er vokset med over 10 pct. siden 2001. Og med den hidtidige politiske handlekraft vil der bare blive mere af det hele.

Det hele står i et absurd misforhold til de officielle mål. Københavns kommune har f.eks. som mål inden 2015 at reducere sine CO2-udledninger med hele 40 pct. i forhold til 1990-niveauet. Og regeringen har som pejlemærke, at transportsektorens udledninger i 2030 skal være 25 pct. mindre end i 1988 - dvs. næsten 50 pct. mindre end de er nu.

Hvis man kom forbi Danmarks hovedstad som New York Times-kommentator og hørte om disse paradoksale forhold, ville man sikkert undre sig. Og måske ligefrem tabe underkæben i vantro, hvis man også fik at vide, at det er to årtier siden, landets miljøminister - det var de radikales Lone Dybkjær - begyndte at tale om behovet for en betalingsring i hovedstadsområdet. Og at meningsmålinger gennem halvandet årti har vist massiv folkelig tilslutning til en sådan ordning.

Hvis bare vi danskere var så energismarte, som verden tror.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Alvoren af den umiddelbart forestående energikrise siver tilsyneladende bare ikke ind i hovederne på flertallet af vore folkevalgte og deres kollegaer verden over.

Med hensyn til planetens ressourcemæssige og klimatiske trængsler findes der ikke længere nogen udelukkende rare løsninger, der ikke kommer til at føles ubehagelige for nogen som helst, og derfor sker der i vore demokratier med berøringsangste, taburetfikserede politikere og materielt forkælede vælgere naturligvis ikke en disse af betydning.

Vi har ganske enkelt i alt for mange år - drevet af kapitalismen golde diktat om vedvarende vækst - bevæget os så langt væk fra det bæredygtige, at der kun er to valgmuligheder tilbage: Stadig mere krig om de tilbageværende ressourcer (allerede godt i gang rundt omkring på kloden), eller nedskæring i levestandarden for alle, der allerede har langt mere, end de behøver.

Inger Sundsvald

”…. kun er to valgmuligheder tilbage: Stadig mere krig om de tilbageværende ressourcer (allerede godt i gang rundt omkring på kloden), eller nedskæring i levestandarden for alle, der allerede har langt mere, end de behøver.”

Hvis det skulle blive virkelighed en dag, så kræves der vist både åbenbaringer og mirakler.

Bare her i DK, er der intet der tyder på bare den mindste antydning af det der kræves, nemlig samarbejde, vilje og fornuft.

Ikke engang visse præster og deres menighedsråd kan blive enige om noget. Hvordan skulle der så blive enighed om nedskæring i levestandard for alle, der har mere end de behøver? – Folketinget? – Glem det. Der er store kapitalistiske kræfter i spil.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: "Hvordan skulle der så blive enighed om nedskæring i levestandard for alle, der har mere end de behøver? – Folketinget? – Glem det. Der er store kapitalistiske kræfter i spil."

Det ved jeg skam godt. Jeg anser heller ikke den frivillige løsningsmodel for værende bare i nærheden af noget, der er realistisk. Mit håb er nok lige så vagt, som titlen på ét af Günter Grass' digte: "Jeg drømte, at jeg turde fatte håb."

Langt mere sandsynligt er det naturligvis, at vi i stadig stigende grad kommer til at kæmpe mod hinanden om de tilbageværende ressourcer. Mon ikke de, som har allermest, vil være de som vil kæmpe mest indædt for at komme i redningsbådene?

Inger Sundsvald

"Jeg drømte, at jeg turde fatte håb."

Ja, enhver har jo lov til at drømme og håbe. Men hvad skal der sættes i stedet for den frivillige løsningsmodel?

John Fredsted

@Inger Sundsvald: "Men hvad skal der sættes i stedet for den frivillige løsningsmodel?"

Påtvungne begrænsninger af det moderne menneskes nuværende 'menneskeret' til uhæmmet at forbruge sine omgivelser, naturligvis.

Som et helt konkret forslag kunne man for eksempel forbyde al charterturisme. Men det kommer naturligvis ikke til at ske, for så flæber både forvænte forbrugere (se gerne mit satiriske debatindlæg http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/293095:Debat--Fremtidens-flaebe...) og aktionærer om indgreb i deres personlige frihed ... og bla, bla, bla. Og sådan vil klynkeriet fra forbrugeren og aktionæren, der i stigende grad er én og samme person, gentage sig om og om igen.

Inger Sundsvald

Det var da en opsang, der kunne få selv den værste kapitalist til at tænke sig om ;-). Jeg elsker satire, og også lyrik – men hvad så med demokratiet? Det er trods alt den bedste styreform vi har, eller hvad?

John Fredsted

@Inger Sundsvald: Det glæder mig, at du syntes om mit debatindlæg i Kristeligt Dagblad.

Jo, demokratiet er velsagtens den bedste styreform vi har, men dets akilleshæl er naturligvis, at hvis et flertal af dets vælgere ikke kan overbevises om, at deres nuværende levevis vil ødelægge vores allesammens fremtidige livsgrundlag, så er vi fortabte.

Det er her vi sidder nu, for intet fagligt videnskabeligt argument synes at kunne overbevise tilstrækkeligt mange til, at de vil ændre nævneværdig adfærd. Hvis menneskeheden havde erfaring med det som videnskabelige beregninger forudsiger bliver vores fremtid, så ville vi handle på den forestående fare.

Men da vi ikke tidligere har oplevet sådanne ting, så lader vi stå til, formodentligt ud fra en infantil idé om, som jeg skriver i mit debatindlæg, at noget eller nogen nok skal redde os. Det tragikomiske er, at teknologi, som de fleste sætter deres lid til, altid er et resultat af forudgående videnskabelig forskning, som de selvsamme mennesker tilsyneladende ikke tror på, når det handler om dets forudsigelser af klimaforandringerne.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: Ups, jeg kom vist i mine tanker til at blande det aktuelle debatindlæg sammen med følgende debatindlæg:

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/286257:Debat--Naturlovenes-ubar...

Det er tilsyneladende ved at være for sent på aftenen for mig. Måske skulle jeg i stedet for bare tænde for fjernsynet og lade den derfra strømmende talentløshed udslukke de sidste rester af dagens tilbageværende intellektuelle ressourcer.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: Ups, ups, alle gode gange tre.

Efter nu at have hvilet mit lille hoved på min store hovedpude i den hensvundne nat, og nu således befinde mig ved starten på en ny dag, må jeg konstatere, at ovennævnte ups rent faktisk ikke var strengt nødvendigt, for indholdet af førstnævnte debatindlæg i KD er faktisk fuldt ud dækkende for, hvad jeg oprindeligt svarede dig. Anyway, det andetnævnte debatindlæg er bestemt ikke helt urelevant, så skaden er til at overskue.

Er du forvirret? Hvis ja, så har jeg fuld forståelse for det.

Karsten Jensen

Løsningen kunne være gratis offentlig transport, evt. finansieret af afgifter på lastbiler i København. Dette ville sikre 1) øget udnyttelse af den offentlige transport, 2) færre biler, færre bilkøer, mindre CO2, færre NOx'er og andre giftstoffer, 3) mindre spildtid (=mindre stress?) 4) lige muligheder for transport for rig og fattig.

Der skrives højere oppe at behovet for biler er uændret når priserne stiger, men folk bliver bare fattigere. Buhu. Det har ikke ændret en fis på at folk stadig tager biler 100 m for at hente morgenbrød, eller kører alene i store firehjulstrækkere. Jeg har ingen medlidenhed med bilister.

Inger Sundsvald

Karsten Jensen

Ja, men som Fredsted bemærker, så ligger vanskeligheden i at få et flertal til at beslutte den slags ting. - Og når det ikke kan lykkes, så må vi vente på at ”naturlovenes ubarmhjertighed” indtræffer.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: Ja, det må jeg vel have været - jeg undskylder. Det skyldes formodentligt, at jeg altovervejende møder mennesker, der ikke (fuldt ud) fanger min pointe.

Inger Sundsvald

John Fredsted

Jeg undskylder selv. Jeg kan godt blive lidt irriteret over, at fordi jeg ikke formår at udtrykke mig i et akademisk/elitært sprog, så møder jeg ofte mennesker, som ikke tror, at jeg forstår hvad de siger/skriver.

Ét af mine mål er, for en tid, at blande mig i debatten her på web’en, i et sprog som ’almindelige’ mennesker taler. Desuden vil jeg bruge mig selv, og håber at det ikke bliver alt for trættende.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: Jeg ville da være ked af, hvis du tænker om mig, at jeg udtrykker mig akademisk/elitært, for det har aldrig i sig selv været et mål for mig.

Rent faktisk så læser jeg for eksempel sjældent et debatindlæg til ende, hvis jeg føler, at forfatteren heraf taler ud fra noget han har læst i en masse 'dyre' bøger fyldt med en masse vanskelige ord og begreber, i stedet for at tale om det, der nu måtte være aktuelt, ud fra egne livserfaringer.

Inger Sundsvald

John Fredsted
Jeg er nok bare lidt 'sart'. Det er da også mit indtryk at du er ok, når jeg læser dine kommentarer ;-)

Jens Skovgaard Jensen

@John Fredsted & Inger Sundsvald
"Jeg drømte, at jeg turde fatte håb."

Fin tråd. Det har ellers ligget lidt tungt med de skarpe klare grønne indlæg hen over sommeren (har debatørene mon været på den halvårlige chartertur...).

Har det lidt som Inger Sundsvald. Føler generalt at man er i fint selskab med debatørene på Information. Om jeg har samme berettigelse til at være til stede som Inger Sundsvald (du spørger på en god måde ind til benet i den tråd Fredsted påbegynder), kan så diskuteres.

Er det Ebbe Kløvedal Reich der har sagt at "håbet må redefineres igen og igen"?

Denne redefinering er inden i mit hoved længere end en lovsamling. Der er i min verden langt mellem grønne mennesker, og det er opslidende. Max Havelaar bananen bliver transporteret hjem til samtalekøkkenet i den miljørigtige bil - Jeg købte engang en plæneklipper der angivelig var grøn, men jeg fik stadig ondt i hovedet og ørene når jeg brugte den, selv når jeg kørte en ekstra tur rundt på græsset med den. Når jeg foreslår folk at vi skal tænde deres nye flotte miljørigtige bil (nr.2) lidt for hyggens og naturen skyld, så bliver de så underlig tavse (og nej min diplomatiske vilje er ikke hvad den har været). Det grønne håb, synes utopisk, men som menneske ville man gå i stykker, hvis den umulige mulighed blev accepteret. Uden håb intet menneske.

Selv mennesker inden i et fly eller en bil har håb. Deres håb knytter sig for de flestes formodentlig til det 20. århundredes tro på ubegrænset menneskelig opfindsomhed og vækst, en sej tro at få aflivet.

På baggrund af rationel resonans burde man opgive håbet (det grønne), men så er kun umennesket tilbage, hvis man da ikke tyr til religiøs ansvarsfraskrivelse og overlader guden sin skæbne.

På det mere jordnære plan, kunne man spørge sig selv om hvor mange mennesker der har resoneret sig frem til at det er håbløst og hvordan disse mennesker takler situationen. Er det reelt hvad størstedelen af den vestlige befolkning gør ubevist? Hvor ofte føler jeg ikke, at tilværelsen ville være nemmere uden Information og med en bil til f.eks. at smugle usorteret affald hen på genbrugspladsens containeren med småt brandbart !

Demokratiets rolle har også været nævnt. Hvis håbet bliver forsvindende lille, kommer demokratiet også i fare. Hvis håbet og troen bliver for kompliceret bliver resultatet en ren og enkel sort-hvid tolkning og dermed vokser risikoen for at grupper tager ekstremme metoder som f.eks. sabotage i anvendelse, og i sin yderlighed terror.

Og for at blive ved håbet. Naturen har det med at iscenesætte for Hollywood misundelsesværdige katastrofer eller begivenheder der meget korporligt kan åbne øjne eller skabe ikoner for et håb om en lang fremtid.

John Fredsted

@Jens Skovgaard Jensen: "Uden håb intet menneske."

Enig. Håbet er større end troen. Man kan velsagtens have mistet al tro, men stadig - paradoksalt nok - håbe på et eller andet. Dør al håb, så dør mennesket. Men at leve uden tro, og kun håb, er i længden mentalt nedbrydende.

"Deres håb knytter sig for de flestes formodentlig til det 20. århundredes tro på ubegrænset menneskelig opfindsomhed og vækst, en sej tro at få aflivet."

Enig. Netop denne grundlæggende barnagtige tankegang - at mor og far (det vil sige teknologien) nok skal komme og redde os, hvis (det vil sige når) vi nu kommer til at slå knæet - bliver vores nuværende civilisations undergang. For der er noget skræmmende nyt på færde denne gang: Aldrig tidligere i det moderne menneskes historie har vi stået overfor en trussel, som vi nu står overfor: Et formodentligt ressourcemæssigt og klimatisk kollaps af vores planet. Havde vi det, så ville vi naturligvis (håber jeg da - se, der var håbet) handle anderledes.

Men vi fjoller bare videre med vores dekadente forbrug og brænder oceaner af olie af: 87 millioner tønder hver eneste dag! Hvis energien fra denne mængde olie skulle erstattes udelukkende af for eksempel atomkraft, så ville det kræve 25 ton uranbrændsel hver eneste dag [beregninger foretaget i min debatartikel i Ingeniøren den 8. august]. Så meget for atomkraft som løsningen på vore problemer, for hvor skulle sådanne mængder uran findes henne? For slet ikke at tale om de uoverskuelige mængder atomaffald og mulige antal atomvåben, der ville følge.

"På det mere jordnære plan, kunne man spørge sig selv om hvor mange mennesker der har resoneret sig frem til at det er håbløst og hvordan disse mennesker takler situationen. Er det reelt hvad størstedelen af den vestlige befolkning gør ubevist?"

Måske. Men jeg tror mere, at det er deres tro på, at noget - mor og far, teknologien, som ovenfor nævnt - nok skal redde dem. At der sidder kloge mennesker - for eksempel politikere og økonomer (ment ironisk, naturligvis) - der nok skal tage ordentligt vare på dem. Selv har jeg igennem det seneste års tid indset, at løbet formodentlig er kørt. I takt med, at planetens ressourcer bliver stadig mere knappe vil antallet af krige, interventioner med mere tage til, verdensøkonomien vil formodentlig kollapse, etc. Ret så dystopisk.

"Hvor ofte føler jeg ikke, at tilværelsen ville være nemmere uden Information og med en bil til f.eks. at smugle usorteret affald hen på genbrugspladsens containeren med småt brandbart !"

Nu er jeg ikke kristen, men jeg synes følgende linier fra Prædikerens Bog (1:18) i Bibelen meget godt beskriver, at det ofte er bedre at være naiv og uvidende end at have forstået noget dybt: "jo større visdom, des større kval, den der øger sin kundskab, øger sin smerte." Er der ikke noget om det?

Jens Skovgaard Jensen

@ John Fredsted

JA! (Desværre) rigtigt godt!

"Dør al håb, så dør mennesket."

Og død er du så sandelig ikke:

"Selv har jeg igennem det seneste års tid indset, at løbet formodentlig er kørt."

Det personlige håb brænder igennem et kul sort indlæg med et lille ord: "Formodentlig". Du rutter ikke med håbet, så jeg vil klamre mig til ordet!