DE GAMLE BILLEDER af fjenden passer ikke på den nye modstander. De republikanske valgstrateger har tidligere haft succes med en bestemt iscenesættelse af deres demokratiske modstandere. Det lykkedes med Al Gore, og det lykkedes med John Kerry, som begge tabte til George W. Bush. De to blev fremstillet som arrogante, elitære østkystliberale, der var ligeglade med almindelige mennesker og alt for blødsødne til de barske realiteter. De markedsførte historien om, at Al Gore skulle have udtalt, han havde opfundet internettet. Det sagde Al Gore faktisk aldrig, men udtalelsen hang fast ved ham, så mange stadig tror, at Gore virkelig sagde det. Det var en let sten for Bush at smide efter Gore. Under en diskussion om amerikansk økonomi op til valget i 2000 afbrød Bush udvekslingen af argumenter med en hån: "Ikke alene tror Gore, at han har opfundet internettet. Han tror også, han har opfundet lommeregneren".
JOHN KERRY beskyldte de for "flip flop", fordi han ændrede mening om krigen i Irak. "Flip flop", sagde Bush, når Kerry forsøgte at analysere en sag med argumenter. Budskabet var ikke bare, at han var ubeslutsom. Underteksten var, at Kerry ikke havde handlekraft til at lede Amerika. Den forhenværende superstrateg Karl Rove har forsøgt at promovere et tilsvarende billede af Barack Obama: Han har beskrevet Obama som en country club-snob, der holder en veltilberedt Martini i hånden, mens han overlegent kommenterer "alle de andre". Men det virkede ikke: For som en kommentar til Roves karikatur bemærkede: "Jeg vil vædde med, at Rove selv kommer i en country club, som aldrig ville have Obama som medlem, fordi han er sort".
FOR OBAMA er hverken østkystoverklasse eller liberal elite. Han er vokset op med en fattig mor på Hawaii og en far, der ikke var der. Det faktum, at han har ført en kampagne, som gennem økonomisk støtte fra unge, småsparere, akademikere og middelklasse har samlet flere penge end de etablerede kandidaters pengemaskiner gør ham til et nyt ikon på den amerikanske drøm. Folk, som ellers ikke interesserer sig for politik, er kommet i titusindvis til hans valgmøder for at høre ham sige, "ja, vi kan", "håb" og "forandring, vi kan tro på". Dette er ikke bare tom retorik, som modstandere elsker at hævde. Filosoffen John Dewey sagde, at det afgørende for Amerika var at mobilisere folk til en deltagelse, som gjorde det store 'samfund' til et stort 'fællesskab'.
Det er denne bestræbelse, denne begejstrede bevægelse, som nu er blevet fjendebilledet for McCain-kampagnen, der i nye valgvideoer sammenligner Obama med tomme ikoner som Paris Hilton og antyder, at Obama ser sig selv som Jesus. Det er en ubehageligt præcis metafor, som risikerer at følge billederne af Obama som automatisk association under hele valgkampen. Det er også en blamerende metafor for McCain, der hævdede, at han ville vinde valget på "den bedste og ikke den værste måde". Endelig er det en erkendelse af, at det amerikanske præsidentvalg handler om for eller imod det politiske fænomen, Barack Obama.
Lad os alle håbe, at det amerikanske folk besinder sig og gør oprør imod den fordummelse og medieskabte hetz, der så ofte stjæler billedet og tvinger alle gode kræfter til at skulle forsvare på urimelige præmisser. De "almindelige" amerikanere er nemlig bedre end deres rygte, det må vi i hvert fald satse på, hvis verden skal ånde lettet op i november.