DET ER NU TO ÅR siden, israelerne fik et chok. Det gik op for dem, at de ikke længere er militært uovervindelige i Mellemøsten.
Chokket er ikke forvundet. Er man i tvivl - og det er nogle nok - kan der slås efter i de israelske aviser, hvor Israels tidligere premierminister, Ehud Barak, i varieret ordvalg erkender, at Israel led nederlag til den libanesiske milits, Hizbollah, i den 34 dage lange krig i juli-august 2006.
For Barak personligt var blamagen ikke så ringe endda, eftersom den løftede denne den højst dekorerede israelske soldat tilbage i magtens centrum som leder af Arbejderpartiet og ny forsvarsminister efter den militære amatør og eks-fagforeningsmand Amir Peretz. Chefen for den israelske generalstab, Dan Harutz, der angiveligt tog sig tid til at nurse sine børs-kurser under Libanon-felttoget, blev ligeledes gået efter nederlaget. Et tredje prominent offer er aktuelt med premierminister Ehud Olmerts annoncering af sin afgang i vanære.
KRIGEN, DER KOSTEDE 158 israelere og ca. 1200 libanesere livet, var resultatet af, at den israelske ledelse tabte hovedet, da Hizbollah i en operation dræbte tre israelske soldater og bortførte andre to, der siden døde. Hizbollas hensigt var delt: At kapre de israelske soldater som bytteobjekt for libanesere i israelsk fængsel, hvilket var sket før uden at udløse krig, og at undvige en afgørelse om militsens våben, som i følge flere FN-resolutioner er illegitime.
Begge formål gav pote: Hizbollah kunne for nylig fejre, at de sidste fem libanesiske fanger blev løsladt i bytte for udleveringen af de to bortførtes jordiske rester. Og da Libanons nye regering i går fik et tillidsvotum, var det under forudsætning af, at militsen har en hær uden for hæren, og altså er en stat i staten. Det bekymrer Barak, som mener, der bør 'gøres noget ved Hizbollah'.
Men hvad? For Israel har ikke ret meget at stille op udover en ny fuldskala-krig. Hvis den kommer, skal den vindes, ellers kan den blive det Israels sidste krig - og måske endda optakt til Israels sidste stund som jødisk stat.
For Libanon-krigen i 2006 ændrede Mellemøstens militære magtbalance afgørende på to punkter:
Israels afskrækkelses-kort kan ikke længere spilles. Arabernes pyskologiske handicap er forvundet.
Israelerne kunne ikke gennemføre den normale strategi med at udkæmpe en krig udelukkende på fjendens territorium.
ISRAELS TO MÅL med krigen blev ikke nået - befrielse af gidslerne og militær udradering af Hizbollah - krigen bragte tværtimod israelerne i øjenhøjde med fjender i fremgang. Hamas i syd som den mest magtfulde palæstinensiske bevægelse, Hizbollah i nord har de facto magten i Libanon, Syrien i øst er ikke længere paria, men taget til nåde i Paris - og Iran vinder tid med forhalingen af international kontrol med deres atomprogram.
Og Israel venter på en samlende figur efter Ariel Sharon. Hedder han mon Barak?
