Leder

Kongemord

Debat
2. august 2008

"HVIS BARE MORD HAVDE DEN ØNSKEDE virkning og med sikkerhed ville have et succesfuldt udkomme". Sådan - løseligt oversat - sagde William Shakespeares Macbeth. Mordene var mere blodige i det klassiske engelske drama. Shakespeares drama handler om den ukarismatiske skotske konge, Duncan, der dræbes af den magtsyge Macbeth, der nyligt er vendt hjem efter succes i krigen mod Norge og Irland. I dag er der ikke hekse, der spår om fremtiden for det britiske arbejderparti, og udenrigsminister David Milibands kone - Louise Shackleton, der er violinist i London Symphony Orchestra - er alt andet end den magtbegærlige Lady Macbeth, men alligevel er der paralleller. En skotsk hersker, drømme om en bedre fremtid og intriger og magtspil, som alle får en sørgelig udgang.

EFTER SUPPLERINGSVALGET i Glasgow East er Labour i nærmest åben krig. Flere parlamentsmedlemmer har offentligt - og on the record, som det hedder - undsagt Gordon Brown. Først den rebelske og ofte åbenmundede Gordon Prentice og senest ingen ringere end udenrigsminister David Miliband. Først skrev han en artikel i den venstresnoede avis The Guardian i onsdags, så holdt han en pressekonference, og i går deltog han så i et direkte radioprogram, hvor han mellem popsange besvarede spørgsmål om aktuel politik. Han grinede sigende af spørgsmål om, hvorvidt han - hypotetisk - ville være en bedre premierminister end Gordon Brown, og han undlod at rose den nuværende premierminister. Og alt dette sker midt i agurketiden. Det er godt læsestof ude i campingvognene. Men er det fornuftig politik?

I BEGYNDELSEN OG MIDTEN af 1980'erne var Labour splittet fra isse til fod over, hvem der skulle være formand. Og i 1990'erne sled Det Konservative Parti sig op i et langt og meningsløst opgør, der handlede mindre om partiets sjæl end om enkelte politikeres overdimensionerede selvopfattelse. Dengang kunne Labour blot se til og vente på næste valg. I dag er det omvendt, men logikken er den samme; den konservative leder, David Cameron, kan nyde sommersolen og se sin popularitet stige, uden at han har foretaget sig noget som helst, endsige fremsat konkrete politiske forslag.

NETOP KONKRETE POLITISKE udspil er et af de mest markante ofre i den igangværende borgerkrig i Labour. Overordnet set går det relativt godt i Storbritannien. Nok er der økonomiske problemer som følge af den internationale økonomiske afmatning, men arbejdsløsheden er fortsat rekordlav, der er færre forbrydelser, og antallet af indvandrere er faldet. Hvis man ser isoleret på alle de spørgsmål, som tabloidpressen skriver om, så er Gordon Brown mere succesrig end nogen tidligere premierminister. Men det samme kunne i øvrigt siges om John Majors regering i begyndelsen og midten af 1990'erne. Nogle gange er en regering - hvis den har siddet i lang tid - upopulær lige meget, hvad den gør, og hvilke resultater den opnår. Det er denne situation, den britiske Labour-regering er kommet i.

HVIS DER ER ÉN lovmæssighed i politik, er det denne: Vælgerne bryder sig ikke om interne opgør og uro på den berømte bagsmæk. Det er ikke kun et britisk fænomen. I slutningen af 1990'erne var Det Konservative Folkeparti her i kongeriget på randen af udslettelse på grund af bagtalelser og illoyalitet. Og - vil nogen sige - den alt andet end driftsikre nuværende ledelse af Socialdemokraterne er endnu et eksempel på, at styrken af den interne splid er omvendt proportional med et partis popularitet.

HVIS MAN SKAL OVERLEVE en krise, er det nødvendigt, at der gås drastisk til værks. De konservative i Storbritannien opnåede bedre meningsmålinger, da de - hurtigt, blodigt og effektivt - ofrede Margaret Thatcher, da meningsmålingerne var elendige i 1990. Og i den danske andedam havde Socialdemokraterne to år senere - i 1992 - den samme vælgermæssige succes, da de ofrede Svend Auken til fordel for Poul Nyrup Rasmussen ved en ekstraordinær kongres i Vejle. Men sådanne konge- og dronningemord har altid den langsigtede konsekvens, at de politiske ar tager år - og nogle gange årtier - om at heles. Det danske socialdemokrati er stadig splittet i to fløje, der - mere eller mindre direkte - kan føres tilbage til 'Kongemordet i Vejle'. Det Konservative Parti i Storbritannien er kun lige kommet over formandsopgøret i 1990 - og det primært, fordi alle de pro-europæiske parlamentarikere har nået pensionsalderen. Det er dette, der er det store spørgsmål for Labour og for partier i samme situation; om de skal ofre den siddende leder for at få en midlertidig fremgang, eller om de skal risikere en lang periode med interne personopgør. En meningsmåling i avisen The Daily Telegraph besvarer dette spørgsmål entydigt: Labour står til 25 procent i meningsmålingerne med Brown som leder. Men Miliband som formand ville de kun få 24 procent. Miliband er ikke løsningen på Labours problemer. Det er svært at se, hvad den så er!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her