Leder

Alt for lidt

Debat
21. august 2008

ET DUSIN talebanere dræbt under kampe i Khost-provinsen, 10 andre dræbt i Paktia, en amerikansk soldat dræbt under patrulje, en canadisk militærkonvoj ramt af en mine samt en dræbt chauffør fra den franske hjælpeorganisation ACTED. Sådan lyder nyhedsbureauernes rapport i går, en relativt rolig onsdag i Afghanistan, syv år efter krigen mod al-Qaeda og Taleban begyndte. Trods udstationeringen af flere end 50.000 soldater i Afghanistan og den succesfulde oprettelse af en tilsvarende afghansk hær er Taleban fortsat et meget stort problem.

"Taleban kan slå til hvor som helst og når som helst," konstaterede Emmanuel Reinert, direktør for den uafhængige tænketank Senlis Council, i går i Information. Og militære kilder giver ham fuldstændig ret. Taleban er langtfra slået, og udsigten til en afslutning på den militære indsats er svær at få øje på.

MED VANLIG propaganda-flair valgte TalebanAfghanistans uafhængighedsdag mandag til at demonstrere sin fortsatte styrke: Et veltilrettelagt bagholdsangreb blot 30 kilometer øst for Kabul kostede 10 franske soldater livet og sårede 21, mens en bølge af selvmordsbombere forsøgte at trænge ind i den amerikanske militærbase Camp Salerno nær den pakistanske grænse. Formålet med de spektakulære angreb er selvfølgelig at undergrave tiltroen til den afghanske regering og skabe en opfattelse af, at oprørerne er ved at vinde krigen.

Det er de imidlertid ikke! Meldingerne om, at Taleban rykker ind på hovedstaden, er foruroligende, men risikoen for, at Kabul falder, er lig nul. Dertil er de internationale styrkers mulighed for og ikke mindst vilje til at kontrollere vejene alt for gode. Men derfor kan baghold, miner og fjernstyrede vejsidebomber på indfaldsvejene næppe undgås.

DET FORSTEMMENDE i sagen er årsagerne til Talebans succes. Ud over den ubetalelige fordel, som oprørerne har af at kunne komme i sikkerhed på den anden side af grænsen til Pakistan, hver gang de løber tør for ammunition, medvirker vi også selv til deres succes. Når fire ud af fem afghanere stadig ikke kan mærke konkrete fremskridt, er det klart, at de mister troen på præsident Karzai og det internationale samfund. Når man ser bort fra, at Taleban-regimet er fjernet, lever størstedelen af afghanerne, som de har gjort i hundreder af år. Fattigdom, tårnhøj børnedødelighed, analfabetisme, underernæring og sult. Det er vilkårene, lige så snart man kommer uden for de store byer. Og det gør vi alt for lidt for at ændre.

De 400 millioner kroner, som Folketinget har besluttet at give til udviklingsprojekter i Afghanistan hvert år, kan umiddelbart lyde af mange penge, men det er under tre procent af den samlede danske ulandsbistand. Og det kan vi ikke være bekendt.

Efter syv år i landet kan man stadig ikke pege på et eneste dansk udviklingsprojekt, som har skabt økonomisk fremskridt for en større befolkningsgruppe. Og det er for ringe. Hvis vi vil vinde i Afghanistan, skal der helt andre midler til, både fra Danmarks side, fra vore allieredes side og fra FN.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her