Leder

Livet efter OL

4. august 2008

Det må have været med tilfredshed, at Kinas officielle nyhedsbureau Xinhua i sidste måned bragte nyheden om, at det internationale samfund havde samlet sig bag Beijings ønske om at isolere De Olympiske Lege fra politik. Udenlandske politiske lederes snak om boykot af denne fredags OL-åbning var forstummet.

"At politisere så stor og lykkelig en ceremoni vil kun såre alle fredselskeres følelser, inklusiv det kinesiske folk, og sværte den olympiske ånd til," hed det. Kinesiske ledere forventer normalt, at befolkningen og omverdenen anser deres version som fakta, blot fordi den er hørt fra deres mund. Men selv om de påstår, de ikke selv politiserer OL, så er det ikke nogen stor afsløring, at de alligevel gang på gang har vist, at OL naturligvis er en politisk begivenhed.

Da Beijing i 2001 fik tildelt Legene, erklærede regeringen, at det var som "at vinde verdenssamfundets respekt, tillid og gunst".

Xinhua beskrev det som "endnu en milepæl for Kinas voksende internationale status og en historisk begivenhed i den kinesiske nations store renæssance", og Liu Jingmin, vicepræsident for Beijings Olympiske Komité, argumenterede, at "ved at lade Beijing være vært for Legene, vil I hjælpe til med udviklingen af menneskerettigheder". Valget af Beijing var fra start yderst politisk ladet. Kina var klar over det, og kom derfor med det (uopfyldte) løfte, at OL ville betyde menneskerettighedsforbedringer.

Generaldirektøren for IOC, François Carrard, forklarede i 2001, at "vi indgår det væddemål, at syv år fra nu (...) vil vi se mange ændringer". Nu er det dog tydeligt, at IOC og omverdenen har tabt væddemålet.

Gennem censur, intimidering, visumrestriktioner og god gammeldags undertrykkelse har Kinas lederskab forsøgt at forhindre ethvert forsøg fra kinesiske borgere og udenlandske besøgende på offentligt at udtrykke synspunkter, der står i kontrast til det image, som det ønsker at fremstille overfor omverdenen: det harmoniske Kina.

Kinesere er oven i købet blevet advaret om at tale med udlændinge, specielt udenlandske journalister. Områder i Beijing og omegn, hvor folk ved demonstrationer har draget paralleller mellem OL og de overgreb, de føler sig udsat for, er allerede blevet lukket af eller vil blive det inden for de næste dage.

De mest højrøstede systemkritikere er smidt i fængsel. Og de sidste uger har politiet haft travlt med sætte mundkurv på dem, som myndighederne betragter som de mest generende individer. Regeringen har gjort et stort nummer ud af at love fri adgang for den udenlandske presse. Men udenlandske journalister forhindres fortsat i deres arbejde, enten ved direkte at blive blokeret af politiet eller ved at deres kilder bliver presset til stilhed.

Beijing har haft travlt med at presse IOC for at forhindre atleter i at kritisere Kina. Men styret selv har ikke holdt sig tilbage med at komme med politiske erklæringer i forbindelse med OL. Da OL-faklen kom til den tibetanske hovedstad, Lhasa, fremførte den lokale partileder en tale, der skånselsløst kritiserede Dalai Lama, og han proklamerede, at "Kinas røde flag (...) vil for evigt blafre" over Tibet.

Menneskerettighedsaktivister og etniske minoriteter har presset på for at få mere politisk frihed. For dem har OL været med til at understrege den store kløft mellem det venlige ansigt, Beijing forsøger at byde omverdenen velkommen med, og de hårde politiske realiteter.

Kina havde chancen for at bruge OL som katalysator for forbedringer. Men det sørgelige faktum er, at regeringen har haft travlt med at feje problemerne ind under gulvtæppet i stedet for at gøre en indsats for at løse dem. Det er meget få, der på dette sene tidspunkt nærer håb om, at OL vil bringe forbedringer til Kina, men det er ikke for sent at bruge begivenheden til at presse på for fremskridt efterfølgende.

Det massive fokus på Legene de seneste år har kunne give det indtryk, at alt i Kina starter og slutter med Beijings OL.

Men der er et liv efter OL, og det skal der varmes op til nu. Det skal begynde med politisk pres fra de udenlandske ledere, der har besluttet sig for at deltage i åbningsceremonien.

USA's præsident, George W. Bush, har sagt "Jeg har taget den beslutning ikke at politisere Legene", og at OL er reserveret sportsudøverne. Men Bush og hans kolleger kommer til Beijing, fordi de er politiske ledere, ikke fordi de er sportsfans. De bør gøre deres besøg til et politisk anliggende og åbent fokusere på menneskerettigheder.

De skal understrege, at udlandet også efter OL vil følge situationen i Kina tæt. Kinas ledere skal mindes om, at et fantastisk OL-show, som det uden tvivl vil blive, ikke er nok til at imponere omverdenen og til "at vinde det internationale samfunds respekt, tillid og gunst," som de er så ivrige efter at opnå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu