Leder

Pakistans krise

Debat
18. august 2008

"MAGTHAVEREN ER den, der har kontrol over undtagelsestilstanden". Sådan skrev den forkætrede statsteoretiker Carl Schmitt engang i sidste århundrede. Det er usikkert om den store tyske teoretiker vidste meget om pakistansk politik. Men intet andet sted i verden er denne sandhed større end netop i det 158 millioner store land nordvest for Indien.

Pakistans historie har været præget af, at magt er ret. Mens den sydlige nabo og arvefjende har gennemgået en demokratisk udvikling, har pakistansk politik været præget af kup, modkup, militærmagt og korruption. Benazir Bhutto blev to gange fyret som premierminister på grund af korruption, og det samme gjorde hendes rival Nawaz Sharif (som Pervez Musharraf afsatte ved et kup i 1999). Både den nyligt myrdede Benazir Bhuttos far, Zulfikar Ali Bhutto, og dennes efterfølger Zia ul-Haq blev dræbt i embeds medfør. Så galt går det næppe for den nuværende præsident.

OM HISTORIEN gentager sig, er i skrivende stund uvist. Men endnu engang er Pakistan kastet ud i en dyb krise. Denne gang handler det ikke om militærkup, men nærmest om det modsatte; om en rigsretssag mod præsident Pervez Musharraf.

De to store partier i parlamentet, henholdsvis det socialdemokratiske, Pakistans Folkeparti (Benazir Bhuttos parti) og tidligere præsident Nawaz Sharifs parti, Den Pakistanske Muslimske Liga, vil rejse rigsretssagen. Hovedanklagen er, at Musharraf ikke er lovligt valgt, og at han i strid med forfatningen fyrede politisk kritiske dommere. Musharraf kan ikke vinde en afstemning.

Men det er i skrivende stund usikkert, om præsidenten vil trække sig frivilligt fra sit embede, eller om han vil lade sig underkaste parlamentets dom.

Den tredje mulighed - at præsidenten erklærer undtagelsestilstand - anses for udelukket. Pervez Musharraf er ikke længere øverstkommanderende og har dermed ikke magt til at suspendere forfatningen.

DET ER EN uoverskuelig situation. Udsigten til en politisk krise i et land, der er allieret med Vesten i den såkaldte 'krig mod terror', er i sig selv foruroligende. Men hvad, der også er bekymrende, er, at Pakistan (ligesom Indien) har atomvåben.

Politisk usikkerhed i Pakistan er derfor mere end et lokalt anliggende. Hvis Musharraf bliver afsat, er det magtpåliggende, at de to rivaliserende partier finder en kompromiskandidat og sikrer en rolig udvikling. Men en sådan er usandsynlig. Politik i Pakistan er et personlighedsspørgsmål. Pakistans Folkeparti og Den Muslimske Liga er ikke enige om meget andet end deres had mod Musharraf. Det er ikke nogen god opskrift på fred og stabilitet.

Tværtimod er det netop sådanne situationer, der tidligere har givet militæret en undskyldning for at gribe ind. Magthaveren er stadig den, der kontrollerer undtagelsestilstanden.Q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her