Leder

Strandet i Busløse

29. august 2008

SKJOLDELEV 16 kilometer nordvest for Århus står til at miste sin busforbindelse eller få den nedskåret til ubrugelighed. Trafikselskaberne mangler nemlig penge - på landsplan 300 millioner kroner - fordi deres omkostninger til diesel er på himmelflugt, og de mere velhavende danskere anskaffer sig bil nummer et eller to for at kunne vinke farvel til busbilletter og kritisable køreplaner.

Gymnasieelev Iris Bakker fra Skjoldelev fortæller til Århus Stiftstidende, hvordan hun skal komme i skole, hvis Skjoldelev bliver busløs:

"Selvfølgelig kan det lade sig gøre at cykle det stykke, men man føler sig usikker, fordi vejen er kuperet og smal. Det er en grim, mørk vej, som ikke er rar om vinteren. Oversigtsforholdene er dårlige, og specielt for mindre børn, der skal til og fra fritidsaktiviteter, vil det være et problem."

Iris Bakker er typisk for de mange danskere, der rammes urimeligt af bussernes krise. Hun er billøs. Ligesom alle andre børn; ligesom mange pensionister; ligesom folk med svagheder, der forhindrer dem i at køre bil; ligesom de familier, der ikke har salt til et æg endsige fod på egen speeder.

Medmindre de billøse har det held at bo klos op ad deres skole, arbejdsplads samt behandlings- og indkøbscenter, er de ofte dybt afhængige af den kollektive trafik. For mange forstæder og landsbyer er busserne livlinen til de nødvendige gøremål i de større byer. Kappes linen, lades de svageste i stikken, for busserne vender den tunge ende nedad.

Tør nu tårerne bort, vil nogle måske indvende, lidt nedskæring på busserne rammer ikke så hårdt, for de fleste har jo bil. Virkelig? Danmarks Statistik fortæller en anden historie. Om man har bil eller ej kan i vid udstrækning aflæses af indkomsten. Hele 46 procent af de danske familier har en årsindkomst på under 300.000 kroner. Syv ud af 10 af disse familier råder faktisk ikke over en bil.

NU ER VI i Danmark velsignet med et politisk system, hvor ministre har ansvar for, at samfundsmekanikken er velsmurt. Så hvad vil regeringen betale for at afværge bussernes krise og bryde den onde spiral med ringere drift, der fører til færre passagerer, som udløser endnu ringere betjening?

Intet.

Transportministeren siger: "Det er ikke mit bord". Ret beset et modigt udsagn fra en minister, der skulle være overordnet ansvarlig for befolkningens transport. Velfærdsministeren siger: "Det er transportministerens bord". Fikst. Og finansministeren kan slet ikke se noget bord, for da han, Lars Løkke Rasmussen, var indenrigsminister, sørgede han for at nedlægge amterne, der stod for busdriften, og placere busserne i kommuner og regioner, hvor de er druknet mellem skoler med skimmelsvamp og kræftsyge på venteliste.

For regeringens travle ministre, der alle har så rigeligt med biler at køre i, kan hele det krøllede system af busser se noget fjernt, fortidigt og taberagtigt ud. I et højhastighedssamfund føles det åbenbart ikke så vigtigt og visionært at værne om billøse modtagere af overførselsindkomster og deres besøg hos kiropraktor, indkøb i Netto eller fremmøde hos borgerservice.

Men busserne holder de små nære samfund fast i et skrøbeligt net, som ikke skal tilføjes mange huller, før Danmark falder fra hinanden. Socialt og geografisk.

HVIS FLERE og flere dropper bussen, kan man da ikke opretholde den hidtidige drift, lyder det undertiden.

Men sådan fungerer tingene ikke. Bussystemet hviler på forpligtelsen til at sikre alle uanset indkomst en mulighed for at kunne bevæge sig rundt. At lægge en helt anden logik - indtjening - ned over busserne og klippe de urentable linjer af nettet, svarer til, at man i en børnehave, der oplever faldende børnetal, af sparehensyn beslutter blot at holde åbent mellem klokken 12 og 14. Hvad er servicen så værd?

Hermed ikke sagt, at busdriften til evig tid skal afvikles på samme måde som i det seneste halve hundrede år. Man kan for eksempel komme langt med og nogle steder gøre betjeningen mere smidig ved at kombinere hurtigbusruter med tilkaldebusser.

Problemet er, at sådanne omlægninger let kan blive skalkeskjul for forringelser. Og så er konsekvenserne håndgribelige. Det busløse lokalsamfund betyder, at gymnasieelever må til at cykle endnu længere på isede landeveje uden cykelsti. At børn må køres til og fra svømning af stressede forældre, hvis biler med hyppige småture og mange koldstarter slår klimamålene til plukfisk. At pensionister må se sig fanget i eget hjem. At den arbejdsløse må stå stadig mindre til rådighed, i takt med at forbindelsen til omverdenen bliver mere og mere besværlig. Selv om der ikke er de bedste erfaringer med at udstede forkromede garantier, burde en landsdækkende transportgaranti overvejes, et mindstemål for mulig, bæredygtig mobilitet.

Gør vi ikke det, tager Fanden de sidste - busser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Det er vel bare begyndelsen på den stadig stigende bunke politiske tåbeligheder vi næsten uvilkårligt vil blive belemret med i den nu alt for skræmmende nære fremtid, hvori oliemanglen for alvor vil blive udtalt.

For hvordan kan det være anderledes, når vore folkevalgte har jord i hovedet: At vrøvle løs om bygningen af en Kattegatforbindelse til 100 milliarder kroner og samtidig nedlægge busdriften, fordi man ikke ønsker at støtte dem økonomisk, forekommer mig ubegribeligt ubegavet.

John Fredsted

Præcisering: Med "... fordi man ikke ønsker at støtte dem økonomisk ..." menes naturligvis, at man ikke kan finde penge til dem i budgettet.

John Fredsted

Tilføjelse: Logikken og forstanden synes endnu mere håbløst sat fra bestillingen når man påtænker, at i tilgift til ovennævnte økonomiske galimatias, vil vi meget snart befinde os i en tiltagende oliekrise.

For det skulle vel ikke være sådan, at en bro ikke blev en fire- eller sekssporet motorvejsbro til vore 'nuttede metalkæledyr med vulkaniserede fødder'?

Men jeg kender jo godt forklaringen på denne mangel på fornuft: Det meste handler velsagtens, som det gennem det meste af historien altid har været tilfældet, om at vise sin (åndelige) potens - eller rettere dække over, at man ikke har nogen - ved at banke det ene monument efter det andet op.