Teaterkunstens forandring

FOR EN HALV SNES år siden opfandt japanerne en elektronisk dims, en tamagotchi, i lommeformat. En fiktiv baby, som man kunne have med sig rundt, hvor man end var, og som var programmeret til at skrige, når den skulle have 'mad', og som teenageren kunne nurse og strukturere sin dag efter, ja, det var lige før, man kunne skifte ble på den.

Et produkt udtænkt af syge hjerner til købere, som er skudt i hovedet, eller et muntert indslag i moderne liv? Begge synspunkter florerede i forbindelse med den rigelige presseomtale.

Tamagotchien blev det års dille, og snart efter fulgte japanerne op med en kvinde, som udelukkende eksisterede i cyberspace, men fik tillagt en række menneskelige egenskaber, og snart efter var hun på forsiden af diverse modeblade, ligesom hun fik sit eget tv-show. Så kom Lara Croft, som voksede ud af et computerspil, og efterhånden er der mange uvirkelige kvinder.

Paris Hilton, som lige nu besøger København, er virkelighedens svar på uvirkelighedens kvinder. Kun en tynd væg adskiller hende fra de virtuelle idealskønheder, idet hun mest er kendt for at være kendt. Det er der så mange andre, der også er, men Paris Hilton tager prisen som den, der p.t. er allermest kendt for at være kendt. Ganske vist har hun indsunget en cd og sælger tasker og andre mærkevarer, men alt det er en følge af det førstnævnte. Det plejer at gå den anden vej rundt.

INFORMATIONS læsere er godt orienteret om Paris Hiltons gøren og laden, som vi følger tæt i bagsiderubrikken Folk med den ironiske distance, som bestemt trænger sig på. Der går næppe en dag, uden at verdenspressen beskæftiger sig med fænomenet, hvad enten hun har været stangstiv på en natklub, i spjældet, optrådt i en pornovideo, har fundet Gud, lagt an på fodboldspilleren Ronaldo eller - senest - spillet en rolle i duellen mellem McCain og Obama, som gensidigt beskylder hinanden for at være indholdsløse med henvisning til netop ... hende.

Uden at kunne noget er hun kommet til tops, lyder mantraet og skudsmålet også, og derefter snubler forklaringerne over hinanden. Hun er den rige pige, som symboliserer vore drømme og den frihed, der følger med penge.

Jo, men der må være noget mere end det, lyder koret den anden vej, for der er mange piger, der er rige uden at blive tilsvarende kendte. I øvrige arvede hun ikke så meget, som man skulle tro, eftersom oldefar Hilton skænkede det meste af sin formue til velgørenhed, ligesom Bill Gates mange år senere, en praksis blandt multimilliardærer, når de får skyldfølelser eller gerne vil huskes for noget godt.

Smuk? Ja, en vis lighed med folkets prinsesse Diana, men der er mange andre, som er smukke. En dum gås, lyder kritikken også, men koret den anden vej er der igen: Så dum kan hun ikke være. Hun er en erhvervskvinde, som administrerer sig selv dygtigt. Hendes skandaler er i den grad timede med rettidig omhu. En hver tredje måned, forlyder det. Den tid, som det statistisk set skulle tage at gå i glemmebogen.

I al fald er hun en kvinde, der spiller de kort, hun har på hånden, og vinder.

DET FLOTTE navn kan også være en medvirkende årsag. Kunne hun blive lige så kendt, hvis hun hed Bukarest Hilton?

Svaret blæser i vinden, ligesom hun selv gør, men hold da helt op, lige pludselig står hun midt på trappen til det gamle Dalle Valle, og så fortjener vor heltinde fra Folk at få et par ord med på vejen som den, der mere end de fleste har personficieret McLuhans univers - ham med 'Mediet er budskabet'.

Bookmakerne fra Scandic tog væddemål på, hvad hendes næste skaktræk blev. Turde man håbe på en skandale? Odds svingede mellem 500 og tre gange pengene igen, alt efter om hun ville spise frokost med Don Ø. i Nyhavn eller aflyse sin tur til Danmark. Andre spilmuligheder var, om hun ville have klaphat på, når hun satte foden på dansk jord, besøge Casino Copenhagen, tage en tur i Dæmonen i Tivoli, få lavet større bryster, købe en ny hund, offentliggøre, at hun er gravid, komme i slagsmål, se en SAS-ligakamp eller nægtes adgang i flyet hjem for beruselse.

KUNST ER FOR stort et ord at bruge, mediekunst mere passende, men i hvert fald er hendes tilstedeværelse en understregning af, at underholdningsbranchen har forvandlet sig siden Kellerdirchs tid. I dag handler det ikke kun om at kunne stille sig op på en scene og synge eller spille teater. Mere gangbart er det at have evnen til at blive omgivet af tv-kameraer og evigt knipsende paparazzi. Så kan man diskutere sig gul og på blå om hendes mangel på egentlig kunnen, for i medieteatret drejer sig om at være eller ikke være.

På Dalle Valles trappe kan man tydeligt se det: Paris Hilton er. Hun tjener betydeligt mere i minuttet bare ved at være til stede, end Nyhedsavisen taber på en enkelt dag, og så ved vi, at det er ufatteligt meget.

Bjørk