Leder

Tillykke Kina

Debat
25. august 2008

"Jeg har organiseret operaer i Vesten, og det var så besværligt. De kunne kun arbejde fire og en halv dag om ugen. Hver dag var der to kaffepauser. Af hensyn til menneskerettigheder kan der ikke være noget ubehag (...) Det har vi ikke. Vi kan arbejde meget hårdt, vi kan modstå meget bitterhed. Vi kan opnå på en uge, hvad de kan opnå på en måned. Ud over Nordkorea er der intet land i verden, der kan opnå dette."

- Zhang Yimou, filminstruktør og kunstnerisk leder af OL's åbnings- og afslutningsceremoni

ET STORT TILLYKKE til Kina. Det har været et storslået, imponerende OL de sidste 16 dage.

Tillykke til de kinesiske atleter og det statslige elitesportssystem, der fik vundet det historisk store antal guldmedaljer.

Et stort tillykke til kineserne, der fortjent er stolte over, at de har kunne fremvise Kinas store fremskridt. Og som har været villige, mere eller mindre frivilligt, til at følge deres lederes opfordring til national solidaritet, så udlandet kunne præsenteres for en fælles, poleret front.

Den største lykønskning bør dog gå til Kinas kommunistparti. Da landets ledere i går aftes kunne nyde afslutningsceremonien, må de have følt trang til at tage de ellers så utrænede smilemuskler i brug. De har grund til at være tilfredse. De satsede en stor del af deres legitimitet på OL og vandt. De sidste to ugers triumfer har styrket deres magt mere, end de formentlig kunne have drømt om.

Der blev sat omkring et halvt hundrede verdensrekorder ved legene. Kommunistpartiet sætter selv verdensrekord ved at have været ved magten uafbrudt de sidste 59 år. For hver vunden guldmedalje er det blevet lettere for partiet at udbygge den rekord. Kommunisterne kan nu drage fordel af, at den sportslige succes og det grandiose OL i befolkningens øjne har givet Kina sin stolthed og storhed tilbage.

Ifølge den version af historien, der fortælles i Beijing, har OL symboliseret Kinas comeback efter over et århundred med svaghed og ydmygelser. Den positive fortælling har fremkaldt stærke patriotiske følelser, som rettes mod succesens store maestro, partiet.

DE KATASTROFER, der kunne have ødelagt OL-festen for partiet, udeblev. Der var ingen terrorisme i Beijing, ingen ulidelig forurening, ingen store protester og ingen OL-boykot.

Der var lidt held med i spillet, da vejret samarbejdede med regeringens tiltag, så Beijing kunne nyde den reneste luft i et årti. Men derudover lå minutiøs planlægning og hårdhændet politikontrol bag.

Kinesiske medier har argumenteret for, at omverdenen blev præsenteret for det rigtige Kina under OL. Men i OL-versionen af Kina blev undertrykkelsen, protesterne, systemkritikerne, magtmisbruget og fattigdommen gemt af vejen.

I udlandet hørte man om mindre protester i Beijing. Og om styrets absurde, tragikomiske forsøg på at fremstå mere åbent. Borgere fik lov til at søge om tilladelse til at protestere, men alle, der gjorde forsøget, fik deres ansøgninger afvist og blev i flere tilfælde oven i købet arresteret.

Ikke overraskende var der i Kinas medier udelukkende en daglig portion af øredøvende glæde over landets sportssejre.

OL har været et PR-kup, som godt nok har kostet regeringen ca. 40 mia. dollar, men som ikke har afkrævet den nogle indrømmelser.

For et år siden sagde Den Olympiske Komité (IOC), at OL ville føre til menneskerettighedsforbedringer. I stedet har OL gjort kataloget over menneskeretsbrud tykkere. Frem mod OL ignorerede Beijing udenlandsk kritik. Og IOC og de mange udenlandske statsledere, der lagde vejen forbi under OL, bekræftede over for regeringen, med deres stort set stiltiende accept af udviklingen, at den taktik fungerer.

DET VISTE SIG, at den lille pige, der sang ved åbningsceremonien, i virkeligheden mimede, fordi den rigtige sanger tilsyneladende ikke var køn nok til at kunne repræsentere Kinas fejlfrie image. Og ved samme lejlighed viste det sig, at de 56 minoritetsbørn, der overrakte det kinesiske flag til soldater fra Folkets Befrielseshær - en gestus, der for alvor understregede OL's værdi som et politisk værktøj - i virkeligheden alle var Han-kinesere, Kinas dominerende befolkningsgruppe.

De to eksempler er i det store billede ikke verdens største skandaler, men de illustrerer den tankegang, som også lå bag Beijings hårdhændede forsøg på at få skaffet alle de 'grimme' dissidenter af vejen under OL: Det er vigtigere, hvordan det ser ud, end hvordan det virkelig er. Det er naturligvis ikke noget langtidsholdbart slogan, hvis Kinas problemer skal løses.

I forbindelse med OL har kineserne været villige til at indgå i et synkront partnerskab med kommunistpartiet for at fejre Kina. Hvor længe det partnerskab kan fortsætte, når hverdagen trænger sig på, er det store spørgsmål. Men med partiets olympiske sejr, vil befolkningen give styret længere snor, og det vil dermed kunne skyde politiske reformer endnu længere ud i fremtiden. Tillykke med det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her