Typisk dansk

Kom, lad os brokke os. Det er både refrænet på et ældre hit af en gruppe fra Århus og betegnelsen for en specifik fornemmelse af fornedrelse. Det er ikke kritik, det er ventilation af ubehag. Allerede efter fire dages Olympiske Lege begyndte de første danskere at brokke sig over, at vi ikke havde fået nogen medaljer. Der blev talt om den 'danske nedtur' og skrevet om udsigten til gennemført dansk fiasko. To brydere ('medaljefavoritter'!) røg ud efter fire minutter, badmintonspilleren Tina Rasmussen ('All England-vinderen!') tabte allerede i anden runde, håndboldholdet ('europamestrene') spillede uafgjort mod Egypten og tabte til Sydkorea, og cykelrytterne på landevej kunne ikke følge med, da det kom til stykket. Den danske fanebærer, Joachim B. Olsen, kom ikke engang i finalen i kuglestød, og bueskytten Niels Dall syntes at tale på de danske sportsfolks vegne, da han efter endnu en hurtig exit udtalte: "Jeg ramte ikke formen, og min træning har heller ikke kørt for mig i den sidste måned."

En tidligere dansk verdensmester i svømning udtalte til Radioavisen, at danskere generelt ikke har den rigtige vindermentalitet. En sportscoach tilføjede, at det gjaldt om at 'lide', og det var danskerne ikke rigtig gode til. Det danske medlem af den højtærede Internationale Olympiske Komité, Kai Holm, udtalte, at for få danske sportsfolk "bider tænder sammen". De "lever i et beskyttet miljø derhjemme, og det giver bagslag i de store konkurrencer". Danskerne har det med andre ord for godt til, at de kan klare det, når det gør ondt.

Det er det syndrom, der før i tiden blev kaldt for 'typisk dansk'. Nu har vi ellers vænnet os til, at 'typisk dansk' er blevet et positivt udtryk. Det handler enten om vores 'særlige evne' til at skabe 'originalt og innovativt design', eller det handler om den 'barske', men 'retfærdige' udlændingepolitik, som viser, hvem der bestemmer i Danmark. Danskerne var lige blevet stolte over at være enten det 'kreative Danmark' eller det selvbestemmende folk, der ikke vil finde sig i noget. Og så kommer den her fiasko og minder om det gamle syndrom med landskampe, der altid blev tabt i de sidste minutter, badmintonspillere, der ikke kunne smashe, og store håndboldhold der aldrig vandt medaljer. Det er i det perspektiv lige så typisk dansk at være lige ved og næsten, som det er at brokke sig over det bagefter.

Det, der til gengæld ikke er så typisk dansk, er, at de danske sportsfolk på grund af vores 'aktivistiske udenrigspolitik' og engagement i Irak og Afghanistan skal have særlig overvågning og beskyttelse i Beijing. Her er Danmark i særklasse, helt oppe i samme kategori som USA og Israel:

"Det kan man jo ikke undgå at tænke over," udtalte håndboldlandsholdets anfører, Kasper Hvidt, inden Legene: "Jeg må sige, at jeg som dansker er chokeret over, at vi overhovedet har lyst til at være i bås med lande, der er så ekstreme."

Men det er ikke dette nederlag, som beklages vidt og bredt i Danmark. Det er derimod frygten for at komme i det ekstreme selskab af lande helt uden guldmedaljer.