Leder

Alternativet

8. september 2008

'Socialdemokraterne er klar til en grundlæggende debat om, hvordan vi bedst og mest effektivt driver velfærdssamfundet.'

OVENSTÅENDE SÆTNING, der faldt sådan cirka halvvejs i S-formand Helle Thorning-Schmidts lange og ellers velkomponerede kongrestale, kom desværre til at stå som en af de helt centrale. Socialdemokraterne er tilsyneladende fulde af optimisme og vilje, lyst og kraft til at debattere og diskutere og producere hypoteser og skrive kronikker og debatoplæg Men når det kommer til konkrete reformforslag af den gennemarbejdede slags, så er der en masse tanker, som enten ikke er tænkt til ende eller bærer præg af, at de er trukket op af hatten til en aktuel lejlighed. Jo, Socialdemokraterne vil gerne et andet sundhedsvæsen, uden at private hospitaler æder sig ind på det offentlige og stjæler personale og ressourcer, og Socialdemokraterne vil også kritisere skattelettelser, indsatsen på miljøområdet, roderiet omkring udlændingepolitikken og meget mere. Socialdemokraterne vil bremse det offentliges udlicitering og frie valg. Privatiseringer og udlicitering skal i fremtiden studeres med "pragmatisk snusfornuft." Socialdemokraterne er imod genindførelsen af den særlige pension, SP, garanterer mod yderligere indskrænkninger i retten til efterløn og tror ikke på, at der kommer noget ud af efterårets forhandlinger om en reform på arbejdsmarkedet.

Et udspil om fremtidens "trivselssamfund" blev lanceret på kongressen. Hovednyheden er et af de ældste forslag, man kan forestille sig - nemlig en tidsbank. Lønmodtagere skal kunne "sætte tid i banken" i de perioder af livet, hvor de arbejder meget, og så tage den lidt mere med ro, når de får børn eller kommer op i årene. Et sympatisk forslag, men også et forslag, som er skudt ned lige så mange gange, som det er fremsat, fordi det bremser et af verdens mest fleksible arbejdsmarkeder - det danske. Man skal blot forestille sig det første spørgsmål, som en arbejdsgiver vil stille til ansættelsessamtalen: Hvor meget tid har du i banken?

SÅ SOCIALDEMOKRATERNES program anno 2008 handler først og fremmest om, hvad man ikke vil. Til gengæld vil partiet ikke beskyldes for at være imod forandring, sagde Thorning-Schmidt i sin beretning. "Kom ikke og sig, at Thorvald Staunings, Jens Otto Krags og Poul Nyrups parti ikke er parat til reformer. Socialdemokraterne er Danmarks stærkeste reformparti." Og deri har hun ret, men til forskel fra den nuværende S-ledelse, så var de tre nævnte socialdemokratiske forgængere bærere af en langt stærkere vision og en langt mere stringent tilgang til reformer af velfærden.

Når Helle Thorning-Schmidt og hendes parti alligevel kom styrket ud af kongressen, skyldes det især fire faktorer.

For det første er den nye alliance med SF og Villy Søvndal, som blev beseglet i sommer, med til at tegne en tydeligere profil af et klassisk socialdemokrati, og internt gør det hverdagen lettere for partiledelsen ikke hele tiden at skulle strides med partiets venstrefløj. Bliver S-SF alliancen styrket, tegner alternativet sig stærkere, og de to partier kan koncentrere sig om at fylde indhold i det frem til næste valg. For det andet er VK-regeringens fiaskoer med den offentlige service og aktuelle trængsler en ubetinget fordel for Socialdemokraterne. Den tilspidsede krig mellem VK og Dansk Folkeparti om udlændingepolitikken og finansloven tegner et billede af en regering, der ikke længere har styr på tingene.

For det tredje er der givetvis en vis klangbund i budskabet om, at regeringen har soldet syv gode år med højkonjunktur væk - flødeskumsårene, som de blev kaldt i Thorning-Schmidts tale, kunne være brugt på en massiv investering i den offentlige sektor. I stedet er oplevelsen for mange, at det offentlige er blevet nedslidt og kvaliteten ringere på trods af en historisk økonomisk optur. Så hvis S og SF forstår at manøvrere rigtigt i overgangsperioden mellem høj- og lavkonjunktur, vil oppositionen kunne profitere på den utilfredshed, som altid følger med, når økonomien strammer til. For det fjerde markerede kongressen, at det nu uigenkaldeligt er slut med firebanden - Bjerregaard, Auken, Lykketoft og Nyrup - som styrede Socialdemokratiet i to årtier uden at forberede generationsskiftet, men overlod det til en opslidende magtkamp mellem uforsonlige fløje. Med Nyrup Rasmussens farvel til Europa-Parlamentet, Ritt Bjerregaards kuldsejlede røde skole og en sygdomssvækket Svend Auken er det tydeligt for enhver, at generationsskiftet er uigenkaldeligt.

SÅ SOCIALDEMOKRATERNE og SF vil stå stærkt i den kommende tid i takt med, at nedslidningen af Fogh-regeringen tager til. Men det er næppe nok: Først i det øjeblik de to partier kan fremlægge gennemarbejdede og nødvendige reformforslag af det danske velfærdssamfund, som ikke blot er en hyldest til status quo eller det, der var engang, er der grobund for den opbakning, der skal til for at vælte den nuværende regering.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu