Leder

Boykot Durban II

27. september 2008

"Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysninger og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser."

FN's Menneskerettighedserklæring, artikel 19

DE FORENEDE NATIONERS Menneskerettighedserklæring fylder 60 år til december. Oven på Anden Verdenskrigs rædsler blev de skabt for at udbrede demokratiske rettigheder, retfærdighed, fred og lighed. Det burde nok være en fest værdig. Men mens årsdagen nærmer sig, er Menneskerettighedsrådet i gang med forberedelserne til den såkaldte Durban II-konference, der efter planen skal finde stedi Genève i april næste år. Temaet for konferencen skulle være racisme, men reelt kommer den til at handle om tanke-, tros- og talefrihed. Arrangørerne vil nemlig øverst på dagsordenen sætte et forslag om, at kritik af religion skal sidestilles med racisme, og det er derfor ingen overdrivelse at sige, at konferencen i realiteten udgør en trussel mod alt det, FN og Menneskerettighedserklæringen er sat i verden for at beskytte. Men andre ord er de bærende principper i FN i gang med at blive vendt på hovedet.

Under normale omstændigheder ville det være en demokratisk pligt at møde op på konferencen og med argumenter skyde dagsordenen ned, men når man ser på, hvem der arrangerer konferencen, og hvad deres underliggende dagsorden er, må den eneste logiske konsekvens være at følge Canadas eksempel og boykotte konferencen. Modsigelsen må så komme ad andre kanaler i andre fora.

KONFERENCEN ER BLEVET lagt i hænderne på Libyen, der sammen med andre demokratiske mønsterbrydere som Pakistan, Saudi-Arabien, Algeriet, Cuba og stærkt sekunderet af Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC) vil gøre deres for at kriminalisere bestemte ytringer vendt mod især religion.

Det slutdokument, som konferencens hovedkræfter med støtte fra blandt andet Rusland og Kina vil formulere, vil i sidste ende legitimere deres egne menneskerettighedskrænkelser, fordi enhver kritik kan afvises som blasfemi og racisme. Så når man for fremtiden kritiserer omskæring af pigebørn, stening for utroskab, tvangsægteskaber eller manglende juridiske rettigheder for mindretal, vil de pågældende diktaturstater kunne afvise kritikeren som racist.

Det er mildt sagt verden vendt på hovedet. I stedet for at bruge tid på konferencen, burde de vestlige demokratier, der hovedsageligt finansierer FN og dermed også racismekonferencen, overveje Menneskerettighedsrådets fremtid. Og den danske regering, som indtil videre har trådt vande, bør hurtigst muligt melde fra og overveje, hvordan man bedst værner om ytringsfriheden her, for eksempel ved at fjerne den fuldkommen overflødige blasfemiparagraf. Menneskerettighederne skal netop værne om menneskets og ikke Guds rettigheder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilhelm von Håndbold

Sidsnævnt pointe kan kun laves, såfremt man tror på Gud. Enhver i en sekulær institution ved da, at Gud er menneskets skabning. Og derfor er en blasfemiparagraf til beskyttelse for mennesker og ikke Gud.

Konferencen har flere punkter end dem du nævner, og forestillingen om, at fremtidig kritik af forbrydelser i Islams navn vil blive afværget, kan du tage med øllen sammen med Pia efter fyraften!

Der er intet, som forhindrer vestlige nationer fra saglig modargumentering, det ville endda være sundt for de "demokratiske rettigheder, retfærdighed, fred og lighed."

Sjovt at du nævner ytringsfrihed, Palle, der eksisterer nemlig flere former for ytringsfrihed. Jeg foretrækker den, hvor ytringer man ikke selv gider at høre på beskyttes af loven!

Vilhelm von Håndbold

"En person som dagligt, her i spalterne, forsøger at forene marxisme og konspirationsteorier med en påfaldende sympati for diktaturer og islamister samt en generel foragt for den vestlige verden."

1) jeg ved ikke nok om marxismen, til at kunne udtale mig.

2) jeg ved ikke hvilke "konspirationsteorier", du har i mente - jeg kan ikke komme nogen i tanker om nogen.

3) Jeg sympatiserer ikke diktaturer.

4) Jeg har ingen foragt, for den vestlige verden; jeg betragter mig selv som dansk og har intet selvhad.

5) Du er useriøs og jeg kan ikke registrere nogen kritik, som referer til mig.